Hvilken anden Hollywoodskuespiller ligner han?
Jeg hører til dem, der uden fortrydelse mener, at der ikke er noget som helst nyt under solen, at alt, hvor nyskabende eller unikt det end må tage sig ud i øjeblikket, har et fortilfælde, hvis bare man gider kigge efter, men ligegyldigt hvor langt jeg leder tilbage i amerikansk filmhistorie, finder jeg ikke nogen, som minder om Owen Wilson.
Enlig stjerne
Wilson er noget så enestående som en mandlig Hollywoodstjerne, hvis navn man helt naturligt altid nævner i samme åndedrag som en andens, men sjældent alene.
Han er mere kendt i kraft af sit samarbejde med Ben Stiller – 12 film over 11 år! – end Stiller er for sit samarbejde med Wilson.
De gange, hvor Wilson har påtaget sig roller som bærende stjerne, ’Behind Enemy Lines’ og den nylige ’Drillbit Taylor’ især, har resultatet været decideret agtværdigt, men for det store publikum er det, som om det runger lidt tomt, når man siger »Owen Wilson«.
Det er, som om der hænger et uudsagt »og ...?« i luften efter det.
I en alder af 40 år har Owen Wilson fået chancen igen. Ikke, at hans karriere som sådan har brug for nye chancer, den kører igen på et direkte successpor, men igen:
Som enlig stjerne, som romantisk helt eller alfahan er han aldrig hidtil slået igennem. Hans nye film, ’Marley & Me’, skal få dét til at ske.
Men for en sikkerheds skyld har man parret ham med ’Friends’-seriens evigtunge Jennifer Aniston – og en stor, vamset hund!
Så burde den være hjemme, selv hvis publikum ikke accepterer Wilson uden Stiller, Wilson uden Jackie Chan, Wilson som – ja, Wilson.
Buddy med Ben Stiller
Det fascinerende ved Owen Wilson er, at han på trods af sine blå øjne, sine beskidtblonde krøller, sin atletiske fysik og en charmerende næse, der er brækket og aldrig vokset rigtigt sammen igen, ikke er nogen damernes mand.
Som skuespiller er han sammen med Ben Stiller, Will Ferrell, Jack Black, Steve Carell og lillebror Luke Wilson en del af The Frat Pack ( frat er en forkortelse for universiteternes fraternities, kollegier for unge mænd).
Frat Pack er en nutidig opfølger til 1960’ernes Rat Pack med Frank Sinatra, Sammy Davis Jr., Dean Martin m.fl. og de tidlige 1980’eres Brat Pack med Rob Lowe, Emilio Estevez m.fl.
Wilsons Frat Pack har stået bag film som den satiriske og vittige ’Zoolander’ (2001), hvor Ben Stiller og Wilson er to rivaliserende fotomodeller med optegnede kindben, sensuelt halvlukkede øjne og kinderne suget ind.
Uden for Frat Pack har han sammen med sin ungdomsven, instruktøren Wes Anderson, skrevet debutfilmen ’Bottle Rocket’ (1994) og kultfilmene ’Rushmore’ (1998) og ’The Royal Tenenbaums’ (2001).
Mænd, mænd, mænd.
Utvetydig hetero
Ikke, at det siger noget om Wilsons seksualitet, han er skam så utvetydigt hetero af den gamle texanske skole, han er rundet af, som ønskes kan.
Men han eksemplificerer noget i tiden, noget, der i filmverdenen har udmøntet sig i genrer, der har fået etiketten buddy movies, kammesjukfilm.
I den kontekst er damer – hvor barmbugnende og villige de end måtte være – noget, der kommer og går, det er din makker, du investerer følelser og fremtid i.
Owen Wilson har selv sagt om makker-genren:
»Buddyfilmen er ved at blive far til en afart af genren, nemlig den, de kalder bromance, en sammenkædning af brother og romance, en slags mere fuldt udfoldet stærk, romantisk forbindelse mellem to mænd med Matt Damon og Ben Affleck, George Clooney og Brad Pitt og sågar Bill Clinton og Al Gore som rollemodeller«.
Den arketypiske blondine
I ’Starsky & Hutch’ (2004), hvor Frat Packerne Wilson og Stiller spillede to halvkiksede 1970’er-strissere, er der smurt tykt på, for at vi ikke skulle tage fejl af, at filmen i virkeligheden var en lovestory mellem to heteroseksuelle mænd.
Og rollefordelingen mellem de to var klassisk, i den ældste af alle gamle Hollywoodtraditioner:
Stiller, den mørkhårede, mere kompakte type, var Manden, der ikke er i kontakt med sine følelser, og Wilson, den lyse, letbevægelige, var Kvinden, altid parat til at undskylde og gyde olie på vandene.
Og med et nemme for at græde.
Samarbejdet med Jackie Chan i de pragtfulde ’Shanghai Noon’ (2000) og ’Shanghai Knights’ (2003) har den samme dynamik, og den stående vits er, at Chans figur hedder Chong Wang, på texansk udtalt som ... ja: »John Wayne«, alle mænds overmand.
Og Owen Wilson er også her den arketypiske blondine. Og selv som bandeleder i ’Shanghai Noon’ aldrig bange for at gå mere op i cowboylivets fashion sense end i kugler, kaliber og den slags.
Aldrig hævet over at komplimentere sin makkers frisure eller tøjstil.
Skuespiller imod sin vilje
Hvor solbeskinnet Owen Wilsons liv end ser ud på afstand, er det tilsyneladende alt andet end det. For halvandet år siden prøvede han efter alt at dømme at begå selvmord, og når man i perioden, der fulgte, skulle interviewe en mand som Ben Stiller, skulle man skrive under på, at man ikke ville spørge til historien med Wilson.
Wilson er skuespiller imod sin vilje – eller måske mod bedre vidende. Da han engang blev spurgt, hvilke film han var ked af ikke at have spillet med i, svarede han:
»Jeg kan ikke komme i tanker om film, jeg gerne ville have medvirket i, kun film, jeg gerne ville have skrevet«.
fortsæt med at læse
