Kritiske film om Irakkrigen flopper i USA

Damon. Skuespilleren Matt Damon spiller hovedrollen i 'Green Zone'. Filmen er på top 100-listen over de film, der har haft de dårligste åbningsweekender nogensinde i USA.
Damon. Skuespilleren Matt Damon spiller hovedrollen i 'Green Zone'. Filmen er på top 100-listen over de film, der har haft de dårligste åbningsweekender nogensinde i USA.
Lyt til artiklen

Paul Greengrass’ nye film ’Green Zone’ med Matt Damon i hovedrollen bliver med stor sandsynlighed et økonomisk flop.

Hvilket kan virke underligt i betragtning af, at Greengrass og Damons hidtidige samarbejder i ’Bourneduellen’ og ’The Bourne Ultimatum’ har indtjent over 400 millioner dollar alene i USA.

Problemet er bare, at ’Green Zone’ handler om Irakkrigen, på den ikke så krigsbegejstrede måde.

Ifølge de seneste undersøgelser er et flertal af amerikanerne mod krigen i Irak.

Men det betyder ikke, at de gider at se kritiske film om emnet. Langtfra.

Oscar garanterer intet
’The Hurt Locker’, der også udspiller sig i Irak, udmærker sig ved at være den mindst sete Oscar-vinder nogensinde.

Trods en strøm af filmpriser og anmelderroser slæbte den kun lige nøjagtigt budgettet på 15 mio. dollar hjem, mens hovedkonkurrenten ’Avatar’ til sammenligning har indtjent 734 mio. dollar alene i USA.



I det hele taget kan man finde lige så mange økonomiske succeser blandt de Irakkritiske film, som amerikanerne fandt masseødelæggelsesvåben i Bagdad.

Billetsalgene spænder fra de sløje som den dobbelte Oscarvinder Paul Haggis’ ’In The Valley Of Elah’, der ikke engang tjente en tredjedel af budgettet hjem i USA, til de næsten absurde som den stærkt krigskritiske ’Redacted’, der er baseret på amerikanske soldaters voldtægt og drab på civile i byen Mahmudiyah i 2006.

Oscar-vinder sælger stort i Danmark Soldat: Oscarfavorit stjal min historie

Den er instrueret af Brian De Palma, der har stået bag succeser som ’The Untouchables’ og ’Mission: Impossible’, men filmen lokkede ikke mere end 9.000 amerikanere i biografen.

Kritiske film med forsinkelse
Det gik bedre i resten af verden, så filmen har hentet 92 procent af sin indtjening uden for USA, hvilket er helt uhørt for en amerikansk film.

Hvis man sammenligner med Vietnamkrigen, er det værd at bemærke, at de få film, der blev lavet, mens krigen var i gang, var umådeligt patriotiske – den mest kendte er ’De Grønne Baretter’ med John Wayne, der blev lavet med den amerikanske hærs støtte og er tæt på at være propaganda.

De mange film med et kritisk syn på det amerikanske engagement i Vietnam kom først flere år efter krigens afslutning i 1975 – f.eks. ’Dommedag Nu’ (1979), ’Platoon’ (1986), ’Full Metal Jacket’ (1987) og ’Født den 4. juli’ (1989).

'Green Zone' historisk dårligt fra start

De første tal fra USA tyder da også på, at ’Green Zone’s økonomiske succes er missing in action.

Filmen indtjente 14,3 mio. dollar i åbningsweekenden – hvilket lyder som mange penge, men det skal ses i forhold til et produktionsbudget på 100 millioner, og ’Green Zone’ placerer sig ifølge branchesiden boxofficemojo.com på top 100-listen over de film, der efter visning i mere end 3.000 biografer har haft de dårligste åbningsweekender nogensinde.

Thomas Brunstrøm

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her