Jordklodens tektoniske plader forskyder sig og gør Atlanterhavet et par centimeter bredere hvert år.
Men kulturgeografisk vokser afstanden mellem Europa og Amerika meget hurtigere i disse år.
I hvert fald set fra den ene kyst.
Europæerne kan stadig ikke få nok af den amerikanske populærkultur, men amerikanerne vender i stigende grad ryggen til det gamle trætte Europa med alt dets ævl og kævl.
I stedet orienterer man sig nu i stigende grad imod de hurtigt voksende markeder i Asien.
Krisen kradser
Den amerikanske euroskepsis er blevet yderligere forstærket af finanskrisen og den svage dollar.
QUIZ Hvad ved du om Cannes? - bogpræmier på højkant
Europa er ikke bare blevet mindre relevant. Det er også blevet et dyrere sted at besøge og handle med. Et mindre attraktivt rejsemål for amerikanske forretningsmænd, selv om dollaren har rettet sig noget.
Derfor er den næsten chokerende beskedne amerikanske tilstedeværelse på årets filmfestival i Cannes både konkret og symbolsk et krisetegn af de temmelig slemme på verdens mest prestigefulde filmfest.
Igennem de sidste par år har man igen og igen hørt den samme klagesang fra amerikanske instruktører og skuespillere.
At det efter finanskrisens indtræden selv for de bedste navne er blevet uhyre svært at få finansieret økonomisk risikable film.
Penn og Watts repræsenterer
Hollywood satser i stedet massivt på superhelte, seriefilm og 3D, der med noget i retning af statsgaranti er visuelt legetøj, der over hele verden kan lokke publikum i biografen og bagefter ud på dvd og Blu-ray-markedet.
Det tager lang tid at lave film.
Så på en måde er konsekvenserne af finanskrisen måske i virkeligheden først for alvor ved at slå igennem nu. I hvert fald er amerikansk film nærmest fuldstændig dømt ude i Cannes i år.
Kun en enkelt er sluppet med i hovedkonkurrencen. Sean Penn og Naomi Watts er fine navne, og historien om CIA-agenten Valerie Plame, der blev afsløret og dolket af sin egen regering, skal nok sikre ’Fair Game’ stor opmærksomhed.
Men umiddelbart er Doug Liman ikke en instruktør, man på forhånd tiltror de store vinderchancer.
Man kan sige meget godt om ’The Bourne Identity’ og en del mindre godt om ’Jumper’, men ingen af dem staver til filmkunst med stort F.
Skepsis og beundring
I den største sidekonkurrence, Un Certain Regard, er der dog ’hele’ to amerikanske film.
Nemlig Sundanceyndlingen ’Blue Valentine’ instrueret af Derek Cianfrance og Lodge Kerrigans ’Return to the dogs’.
Cannes har i mange år haft en slingrekurs i forhold til Hollywood.
Præget af fransk kulturs forhold til amerikansk film, der er en slags blanding af fransk USA-skepsis og næsegrus ikonisk beundring for klassisk amerikansk genrefilm. Så groft sagt hvert andet år nedtoner man Hollywood. Og skynder sig så at fortryde året efter.
Nødvendig glamour
Under alle omstændigheder er de stjerner og den glamour, Hollywood er leveringsdygtig i, en livsnødvendighed for de største festivaler.
Uanset hvor højt man holder den filmkunstneriske eurofane.
Ifølge korridorsnakken havde Cannes lige indtil det sidste et godt øje til flere amerikanske film. Men Terrence Mallicks ’Tree Of Life’ nåede åbenbart ikke at blive færdig.
Julian Schnabel var senest stærk i Cannes med ’Dykkerklokken og sommerfuglen’, men den amerikanske multikunstner har besluttet sig for, at hans ’Miral’ har bedre af at komme en tur til Venedig og Toronto til september.
Hvilket er et andet og i længden meget bekymrende krisetegn for Cannes.
Amerikanske filmfolk vælger i voksende tal at blive hjemme og satse på den hastigt voksende markeds- og publikumsfestival i Toronto.
Stone og Woody uden for konkurrence
Umiddelbart et problem for Venedig, der overlapper med Toronto, men måske i endnu højere grad et problem for Cannes, der altid har levet højt på sit stærke filmmarked.
Helt uden amerikansk tilstedeværelse er den 63. Cannes Festival selvfølgelig ikke.
Oliver Stones ’Wall Street 2’ og Woody Allens ’You Will Meet A Tall Dark Stranger’ bliver begge vist uden for konkurrence, og det giver mulighed for at se navne som Michael Douglas, Josh Brolin, Antonio Banderas, Shia LeBouf og Lone Scherfigs unge stjerneskud Carey Mulligan på den røde løber.
Åbningsfilmen er Ridley Scotts ’Robin Hood’ med Russell Crowe og Cate Blanchett, så helt uden star power bliver Cannes ikke.
Ingen kvinder i hovedkonkurrencen
Er der ikke mange amerikanske film på programmet, er der til gengæld to amerikanere i juryen.
Foruden formand Tim Burton er det skuespilleren Benicio del Toro, der blandt andre sammen med Kate Beckinsale skal pynte på den røde løber.
I år er der stort set hverken amerikanere og/eller kvinder bag kameraet. Der er, siger og skriver, nul komma nul kvindelige instruktører med i hovedkonkurrencen og kun en enkelt i sidekonkurrencen Un Certain Regard.
Optakten til festivalen var et kæmpe slagsmål mellem festivalen og internationale pressebureauer som AP og Reuters, der valgte at boykotte Cannes, fordi festivalen som en del af en eksklusivaftale med sponsorerne Canal+ og Orange havde begrænset videoadgangen til den røde løber.
19 palmeaspiranter
Og endnu et krisetegn:
Hvor kampen om Guldpalmen typisk står imellem godt 20 film, var i år kun 18 kandidater fundet værdige – indtil Ken Loachs ’Route Irish’ blev indlemmet i hovedkonkurrencen i sidste øjeblik, således at feltet nu tæller 19 film.
Og det endda selv om man ifølge festivalen får tilsendt flere film end nogensinde.
Så det lignede næsten en symbolsk handling fra vejrgudernes side, da 10 meter høje bølger forleden bragede ind over stranden i Cannes og smadrede 20 restauranter, netop som filmbyen skulle til at trække i festtøjet.
’Babel’-instruktør er favorit
Men hvem er det så, der har fundet nåde for festivalbosserne Thierry Fremeaux og Gilles Jacobs fire filmøjne?
Ja, det er en skønsom blanding af gamle veteraner og yngre talenter fra Europa og Asien.
For bortset fra ’Fair Game’, en spansk-mexicansk koproduktion og Haroun Mahamat-Salehs fransksprogede ’Un homme qui crie’ fra Saharastaten Tchad er samtlige film fra Europa og Asien.
Seks asiatiske film og ti europæiske film.
Til gengæld er en af de absolutte forhåndsfavoritter en slags amerikaner.
Blot ikke nordamerikaner. Mange mente, at Alejandro Gonzalez Inarritu burde have vundet Guldpalmen, da han i 2006 sidst var i Cannes med ’Babel’.
Nu vender han tilbage med den spansk-mexicanske ’Biutiful’ med Javier Bardem i hovedrollen. Det åbne spørgsmål i forbindelse med ’Biutiful’ er imidlertid Guillermo Arriagas fravær.
Den mexicanske forfatter skrev manuskript til alle Inarritus tre komplekse flettefilm ’Amores Perros’, ’21 Grams’ og ’Babel’. Hvad Inarritu formår på egen hånd, ved man faktisk ikke.
Men det er man, som så meget andet, snart klogere på, når Guldpalmen overrækkes søndag 23. maj.
To russiske film
Rusland har to film med i konkurrencen.
Sergei Loznitsa er debutant, så man kan kun sætte et stort spørgsmålstegn ved hans ’My Joy’.
Veteranen Nikita Mikhalkov lavede i sin tid en mesterfilm med ’Brændt af solen’, men hans ’Brændt af solen 2: Exodus’ har fået seriøst på puklen i hjemlandet Rusland, hvor den er blevet beskyldt for at være en oppustet krigsfilm.
En del af kritikken kan dog vise sig at bunde i den kendsgerning, at Mikhalkov efterhånden i høj grad bliver opfattet som en integreret del af magtapparatet i Kreml. En bureaukrat mere end en kunstner.
Men hans seneste film ’12’ var skarp nok.
Under alle omstændigheder er hans nye enormt dyre krigsfilm allerede en kommerciel katastrofe i hjemlandet. Hvilket nu ikke nødvendigvis er et handikap i Cannes!
Veteran forsvarer trikoloren
Franskmændene har været stærke på hjemmebanen de sidste par år med Laurent Cantets guldvinder ’Klassen’ og sidste år Jacques Audiards ganske formidable ’Profeten’.
Til at forsvare den filmglade trikolore har franskmændene i år blandt andre veteranen Bertrand Tavernier med ’La Princesse de Montpensier’ og den populære skuespiller Matthieu Amalric, der debuterer som instruktør med ’Tournée’.
Også Xavier Beauvois er flittigere skuespiller end instruktør.
Beauvois er på banen med munkedramaet ’Des hommes et des dieux’, mens Rachid Bouchareb, som for et par år siden gjorde stærkt indtryk med krigsdramaet ’Indigénes’, nu bevæger sig uden for loven i ’Hors la Loi’.
Sydkoreansk outsider
De højst ærværdige stormestre Abbas Kiarostami og Mike Leigh er i spil med henholdsvis ’Certified Copy’ og ’Another Year’, men 2010 kan meget vel blive året, hvor Guldpalmen for en gangs skyld går til østasiatisk film.
I så fald for første gang siden 1997, hvor netop Kiarostami delte Guldpalmen med Shohei Imamuras ’Ålen’.
Takeshi Kitano er efter nogle uendelig fjollede film tilsyneladende parat til et seriøst kriminelt comeback med ’Outrage’. Men den måske mest farlige outsider i et felt groft sagt bestående af lutter outsidere er Lee Chang-dong.
Sydkorea har siden årtusindskiftet lavet nogle af verdens bedste og mest vitale film.
Lee Chang-dong er umiddelbart ikke internationalt så højtprofileret som Bong Joon-ho (’Memories of murder’), Park Chan-wook (’Old Boy’) og Kim Ki-duk (’Tomme huse’), men hans tidligere film ’Oasis’ og ’Secret Sunshine’ har begge fortjent høstet store roser på de store filmfestivaler.
Lidt mindre kulørt
Lee Chang-dong er ikke en vild og blodig genrebuster som mange af sine lidt yngre koreanske kolleger, men laver mere stille hverdagsdramaer.
Hans ’Shi’ (’Poetry’) om en gammel kvinde, der søger en ny mening med livet på kanten til døden, kunne meget vel passe som fod i filmhose til Cannes.
Der er ingen tvivl om, at den spage amerikanske tilstedeværelse har fået mange freelancejournalister til at blive væk i år.
Utvivlsomt vil den mere kulørte del af pressen fylde usædvanlig lidt i Cannes i de kommende uger.
Tungt fokus på kunsten
Men – og det er heldigvis et stort MEN – så siger det dybest alt sammen ikke det mindste om filmkvaliteten på årets festival.
Fraværet af tunge amerikanske instruktører får automatisk konkurrencen til at se smal ud, men først når festivalen slutter om små to uger, vil man kunne konstatere, hvorvidt filmkvaliteten bar Cannes igennem alle vanskeligheder eller ej.
2010 tegner til at blive året, hvor man både af lyst og nød er pinedød henvist til udelukkende at fokusere på filmkunsten. For der er ligesom ikke andet at gøre!
Hollywood surfer ikke i Sydfrankrig
Så måske kommer en ny amerikansk dokumentarfilm vist uden for konkurrence til at levere årets symbolske titel i Cannes.
’Hollywood Don’t Surf!’ hedder en 105 minutter lang gennemgang af amerikanske surffilm.
Hollywood surfer ikke. Slet i år. Slet ikke i Sydfrankrig.
Uanset om bølgerne så bliver ti meter høje eller ej.
fortsæt med at læse
