Det synes ikke at være et oplagt rollevalg.
Jake Gyllenhaal, som har høstet stor ros for sine tunge, seriøse roller i bl.a. 'Brokeback Mountain' og den amerikanske version af Susanne Biers 'Brødre' spiller nu en persisk actionprins i filmatiseringen af et computerspil.
Også Ben Kingsley, der normalt gør sig i store portrætter af f.eks. Ghandi, har takket ja til at spille med i Disney-produktionen 'Prince of Persia: The Sands of Time'.
De to stjerneskuespillere får da heller ikke meget at arbejde med her, for filmens plot og karakterer er en tynd kop te, mener et enigt anmelderkorps herhjemme.
Til gengæld er det er en rigtig ramasjangfilm med masser af hæsblæsende action i vente - og det gør filmen underholdende, samstemmer anmelderne dog.
Computerspil som plot
'Prince of Persia: The Sands of Time' handler kort fortalt om den unge, adopterede prins Dastan (Jake Gyllenhaal), som tvinges til at hjælpe den mystiske prinsesse Tamina (Gemma Arterton).
Sammen kæmper de mod mørkets kræfter for at beskytte en urgammel dolk, som kan udløse The Sands of Time - en gave fra guderne, der kan kontrollere tiden og dermed give sin ejer ubegrænset verdensherredømme.
En tynd historie med flade personkarakteristikker, mener Berlingske Tidendes anmelder Iben Albinus Sabroe, som dog lader sig charmere:
»Alligevel er det svært at blive rigtigt irriteret på 'Prince of Persia', der underholder gedigent og har en vis charme og energi som rendyrket ramasjang«, skriver hun og tildeler filmen tre pæne stjerner.
Hun fremhæver også, at Gyllenhaal gør god fyldest som sabelsvingende ørkenprins:
»Jake Gyllenhaal går dog balancen mellem testosteronfyldt action og humoristisk helt, og han er som altid et charmerende selskab«.
Eventyret holder i actionsekvenser
DR Filmlands anmelder Martin Lennon mener, at der hviler en forbandelse over film baseret på computerspil, som han karakteriserer som »larmende ligegyldige actionscener holdt sammen med et millimeter tyndt plot«.
Men han må bøje sig for 'Prince of Persia's evne til at overføre adventurespillets gode gameplay til det store lærred.
»Actionscenerne er som en hvirvlende sandstorm, der kaster en rundt i et overdådigt virvar af visuelle effekter og imponerende akrobatik. Forpustende flot«, skriver han.
Men plottet i filmen er som frygtet tyndt, og filmen er overforklarende og gentagende i det uendelige, mener han.
»Filmen er usædvanlig dialogtung for en blockbuster, og manuskriptet veksler mellem at være en børnevenlig hyldest til de klassiske 1001 Nats Eventyr og det rene vrøvl. Hver gang vi tror, vi har det mindste greb om handlingen, smuldrer den som sand mellem fingrene på os. Dialogen ender ofte i lange svadaer om ældgamle profetier og indviklede regler for intetsigende hokus pokus«.
Tre pile ud af seks giver han filmen.
Fornøjeligt vellykket
Mest begejstret er Politikens anmelder Søren Vinterberg, som giver filmen fire hjerter ud af seks mulige.
Han mener, at computerspillet er blevet transformeret til en rigtig film fuld af »1001 Nat-ramasjang«. Han roser Jake Gyllenhaals indsats som den unge helt Dastan, der skal gå så grusomt meget igennem og filmen generelt for dens høje underholdningsværdi:
»Dybere dyk i psykologi eller verdenssyn kunne måske have gjort filmen mere intellektuelt pirrende, men det er netop den frimodige bekendelse til underholdningen som mål - herunder også en uafbrudt vittig frem for dybsindig dialog - der gør ’Prince of Persia’ så fornøjeligt vellykket«.
Lisa Brygger, der anmelder for CinemaZone og MetroXpress, er enig og skriver »hvis man blot er på jagt efter effektiv og enkel underholdning, så leverer ’Prince of Persia’ varen uden at skamme sig«.
Tre ud af seks stjerner giver hun.
fortsæt med at læse






























