I flyvespring fra tag til tag, skarpt forfulgt at djellabaklædte dræbere og med deres barberbladshvasse mordvåben hvirvlende om ørerne præsenterer ’Prince of Persia’ os i dag for noget, der ligner begyndelsen til en serie af samme charmerende slags underholdningsværdi som Indiana Jones m.m.fl.: let som sand, men indbringende som rent guld.

Og så er det endda noget så risikabelt som filmatisering af et berømt videospil. Når den slags så ofte er gået galt, kan det hænge sammen med en basal forskel: Mens spillets grundvilkår er repetition – det skal jo blive ved og ved – må filmfortællingen have afveksling, udvikling: start og slutning, kulmination og bestemmelsespunkt.

Men selv om Jordan Mechner, der opfandt det primitivt animerede platformsspil i 1989 og siden har set digitaliseringen livagtiggøre både figurer og sceneri, er med på manus, er filmen blevet – ja, rigtig film, og dog stadig fuld af 1001 nats ramasjang.

Donnie Darko som Aladdin
Det kunne også lige mangle, med samme producenter som ’Pirates of the Caribbean’ og instruktøren af bl.a. ’Harry Potter og flammernes pokal’ og ’Donnie Darko’.

Fra sidstnævnte film har Mike Newell taget prinsen med over: Jake Gyllenhaal med det afventende blik og det skæve smil er en helt tidssvarende Aladdintype, når han som her peppes op med digital akrobatik og fægtekunst.

LÆS ARTIKEL

Dastan hedder han, en forældreløs gadedreng adopteret af kongen og vokset op som bror til de to biologiske prinser; nu en uforfærdet kriger og snedig strateg. Broderskabet gentager forrige generations sikre magtfundament, hvor lillebror Nizam (Ben Kingsley) er gamle kong Sharamans fortrolige og førstemand.

Jordens tilintetgørelse
Men netop som de tre prinser har indtaget den hellige stad Alamut, der mistænkes for at sælge våben til fjenden, går der kuk i broderskabet: Den gamle konge bliver myrdet, og Dastan får skylden.

Han må flygte sammen med Alamuts stolte, men overvundne prinsesse Tamina, den skønne og alt andet end burkaformummede Gemma Arterton (fra ’Clash of the Titans’). Hun er vogter af det supervåben, som den, der vil være kalif i stedet for kaliffen, er ude efter: Tidens Sand.

Hvis dette sand slippes ud af sin gigantiske underjordiske indkapsling, skrues tiden tilbage til nulpunktet: Jordens tilintetgørelse.

Gangstersheik
I snævre vendinger kan Dastan og Tamina – med tiden mere end forsonede – tage behændige smagsprøver på superkraften ved at hælde sandet ud af en lille daggert med et glasskæfte indkapslet i metaltråde, som danner en dobbelt dna-spiral.

SE TV

Det hjælper f.eks., når lejemorderbanden Assasin (den sydkaukasiske stamme, der har lagt navn til det franske ord for morder) under den dæmoniske leder med magiske våben tordner frem over ørkensandet som apokalypsens ryttere og midlertidigt får overtaget. Gangstersheiken Amar (Alfred Molina) bliver derimod en forbundsfælle.

Hints til nutidenshybris-videnskab – superbomben såvel som dna – er dog kun krydderi i saucen. Her er ingen langhåret overbygning, ramasjang og rutsjeture er mål i sig selv.

Fornøjeligt vellykket

Dybere dyk i psykologi eller verdenssyn kunne have gjort filmen mere intellektuelt pirrende, men det er netop den frimodige bekendelse til underholdningen som mål – herunder også en uafbrudt vittig frem for dybsindig dialog – der gør ’Prince of Persia’ så fornøjeligt vellykket.

Hjulpet af en teknologi, der er nået langt, siden Spielberg og Lucas sidst i 70’erne genopfandt de gamle drengebøgers, tegneseriers og søndag eftermiddags-films spænding som legitimt tidsfordriv, når bare det er godt nok lavet.

Se listen over alle de nyeste filmanmeldelser her.

fortsæt med at læse

Anmelderne: Ørkeneventyr er rendyrket ramasjang