Han har en enkelt gang forsøgt sig som rigtig romantisk helt.
Det var i filmen ’Broerne i Madison County’ over for Meryl Streep, og den gik vist nogenlunde ind hos det kvindelige biografpublikum.
Men ellers må vi være ærlige og sige, at den amerikanske skuespiller Clint Eastwood, der i morgen runder de 80 år, igennem en lang karriere først og fremmest har tiltrukket et mandligt publikum med stribevis af roller i den actionprægede afdeling.
’Clinten’, som han blot hedder blandt os mænd, kan noget, der åbenbart tiltaler denne del af befolkningen. Ikke så meget snak, ikke så mange forklaringer. Lige på og hårdt.
Han er blevet det ultimative macho-ikon for flere generationer af usikre drenge og mænd med hede drømme om at kunne klare den onde verden og alle skurkene.
Mere nuanceret som instruktør
Den kontante stil har imidlertid også givet ham mærkater som ’en konservativ selvtægts-cowboy’, ’voldforherligende’ og ’racistisk’.
Det er ikke mindst den håndfuld af i bogstaveligste forstand morderiske spaghettiwestern, han indledte sin internationale karriere med, og så rollen som den nådesløse og dødbringende politimand Harry Callahan i ’Dirty Harry’-filmene, der har udløst disse reaktioner.
Selv om han senere som skuespiller og ikke mindst som instruktør er gået langt mere nuancerede og kunstneriske veje både i rolle- og emnevalg, har han aldrig rigtig for alvor taget afstand fra sine tidlige film.
Dog kom han med denne forklaring i et interview i Politiken for nogle år siden:
»Der har altid været og vil åbenbart altid være en masse vold i denne verden, og den har været beskrevet helt fra de græske tragedier og Det Gamle Testamente. Jeg selv er vokset op med film, hvor f.eks. skuespillere som Humphrey Bogart og James Cagney havde nok så voldelige roller«, sagde Clint Eastwood.
»Jeg selv går ikke ind for vold, og du vil så vide, om der er nogle film, jeg fortryder at have været med i. Jeg synes, det er svært at svare på. Tiden og jeg selv var anderledes, og jeg bestræber mig nok i dag på at lave historier med mindre vold involveret«.
INTERVIEW Clint Eastwood: Verden er blevet blød
»Jeg er f.eks. også glad for, at jeg med filmen ’Unforgiven’ fik lejlighed til at afmystificere og pille glorien af en såkaldt helt, en lejemorder. Jeg kom med en antivoldpointe. Om voldsfilm opfordrer børn og unge til vold? Jeg elskede selv som barn film med våben og skydning, men det var jo ikke ensbetydende med, at jeg gik ud på gaderne og skød folk ned. Jeg ved godt, at samfundet har ændret sig, og der skabes da i dag film, som jeg ikke selv har lyst til at se, og som mine børn ikke skal se«.
Ingen politisk filmmager
Clint Eastwood har også altid gjort meget ud af at understrege, at han – selv om han stemmer republikansk – ikke politisk kan placeres som entydig højreorienteret.
Han sympatiserer på nogle områder med venstreorienterede og tager standpunkt sag for sag, siger han, og mener ikke, at han skaber politiske film.
Han mener heller ikke, at han lader sig styre af dagens politiske vinde eller af dagens politiske korrekthed.
»Ekstremisme er så nemt. Man finder et ståsted – og det var så det. Det kræver ikke meget tankevirksomhed, og når man går langt nok mod højre, møder man de samme idioter, som kommer venstre om«, har Clint Eastwood udtalt til nyhedsmediet Time.
217 episoder af 'Rawhide'
Clint Eastwood kommer oprindelig fra San Francisco, hvor han voksede op i en arbejderfamilie.
Han blev tidligt interesseret i filmbranchen, men måtte arbejde som udgraver af swimmingpools ind imellem mindre skodroller i B-film og tv-serier.
I 1959 kom han med i tv-westernserien ’Rawhide’, og så var der fast arbejde frem til 1965 i hele 217 episoder.
Havde selv ponchoen med
Den italienske instruktør Sergio Leone så muligheder i den ranglede 1,93 cm høje Eastwood og inviterede ham til at spille med i den første såkaldte spaghettiwestern, ’En nævefuld dollars’.
LÆS ARTIKEL
Eastwood vinder helt særlig palmeClint Eastwood genkendte temaet fra sin yndlingsfilm, japanske Kurosawas ’Yojimbo’ (Livvagten), og sagde ja. Han medbragte selv en indianerponcho, der uvasket blev et af hans varemærker i de følgende film.
Et andet varemærke, som ikke mindst kom frem i efterfølgeren ’Den gode, den onde og den grusomme’, var en minimalistisk spillestil, der også har præget hans senere skuespillerkarriere.
De smalle øjne
Replikkerne var få med lange pauser, hvor Ennio Morricones signaturmusik dominerede og lagde stemningen. Øjnene var smalle som brevsprækker, og virkemidlerne var få, men effektive.
Filmene relancerede den skrantende amerikanske western og betød verdensberømmelse for Eastwood.
Pludselig kunne Hollywood bruge ham, selv om han aldrig som skuespiller har glimret med de store nuancer og virkemidler.
Men han har altid haft denne udefinerlige ’screen presence’, der fylder selv et cinemascopelærred ud og tiltrækker et millionpublikum verden over.
Efter disse spaghettiwestern kunne han vælge og vrage. Efter bl.a. krigsfilmene ’Ørneborgen’ og ’Kellys Helte’ kom så ’Dirty Harry’-serien på fem film, der cementerede hans stjernestatus.
»Do I feel lucky? Well, do ya punk?«
Der var bl.a. et par replikker, som er gået over i filmhistorien, og som andre end filmnørder kan repetere.
Først den korte (og de bør gengives i original udgave):
»Go ahead punk, make my day«.
Og så den lange:
»I know what you’re thinking. Did he fire six shots or only five? Well, to tell you the truth, in all this excitement, I’ve kinda lost track myself. But being as this is a 44 Magnum, the most powerful handgun in the world, and would blow your head clean off, you’ve got to ask yourself one question: Do I feel lucky? Well, do ya punk?«.
Overraskede med Parker-film
Den hårdtslående- og skydende politimand blev afløst af andre handlekraftige mænd i film som bl.a. snedramaet ’The Eiger Sanction’, ’The Outlaw Jesey Wales’, gangsterdramaet ’The Gauntlet’, ’Escape from Alcatraz’ og ’Pale Rider’.
Clint Eastwood er også begyndt at instruere og overrasker alle, da han i 1988 står bag filmen ’Bird’ om jazzlegenden Charlie Parker, og herefter tager Eastwood både som skuespiller og instruktør nogle karriereskift, der vil noget. Og med høj kvalitet.
Han demonstrerer ikke blot fint håndelag for at skrue historier sammen, men viser sig også at være en særdeles kompetent og modig instruktør med mere på hjertet end ren underholdning.
67 roller, 35 film
Med sin western ’Unforgiven’ (De nådesløse) fra 1992 får han en Oscar både for bedste film og som bedste instruktør, og det gentager han med boksedramaet ’Million Dollar Baby’ i 2004.
Ingen af de to film kan siges at være højredrejede. Snarere tværtimod.
Heller ikke hans seneste film, ’Gran Torino’, hvor han spiller en desillusioneret, racistisk soldaterveteran, der kommer ud i nabostridigheder.
Trailer til 'Gran Torino'
Ind imellem ligger fine, veldrejede (og altid spændende og underholdende) film som ’In the Line of Fire’ om en aldrende agent, kidnapningsdramaet ’A Perfect World’, præsidentgyseren ’Absolute Power’, krimien ’Midnight in the Garden of Good and Evil’, krimien ’Mystic River’, de to krigsfilm ’Flags of Our Fathers’ og ’Letters from Iwo Jima’, samt ’Changeling’ om et barns forsvinden.
Clint Eastwood har været med i 67 film som skuespiller og instrueret 35. Og flere er på vej, bl.a. ’Hereafter’, en thriller med Matt Damon i hovedrollen.
Om vi ser Clinten som skuespiller igen? Han selv har ikke udelukket det.
fortsæt med at læse
