Det kan være farligt at falde for en, man ikke må falde for. Især når den, man er tiltrukket af, er lige så meget mand som en selv, og man begge færdes i et testosteronpumpet nazimiljø, hvor bøsser er nogle, man banker, og forræderi bliver straffet med slag og skaller.
Det må hovedpersonerne Lars og Jimmy i den nye danske film ’Broderskab’ sande, da de, stik imod alle odds, forelsker sig. Og må betale for det.
LÆS ANMELDELSE
Den ømhed, der udspiller sig imellem de to mænd, når de andre nynazister ikke kigger med, står i skarp kontrast til gruppens natlige tæskepatruljer til det lokale flygtningecenter og til parken, hvor byens bøsser befinder sig efter mørkets frembrud. Der er unægtelig meget på spil for Lars og Jimmy.
På skadestuen i nazitøj
Det var der også for holdet bag ’Broderskab’, der gik ned i løn og vinkede farvel til kærestetid og familieliv for at dedikere sig til projektet. Og mens de indspillede historien om det nazistiske fællesskab, spirede de store følelser også på settet, hvor optagelserne førte til et stærkt venskab mellem instruktør og skuespillere.
Her fortæller instruktør Nicolo Donato og filmens to hovedrolleindehavere, David Dencik og Thure Lindhardt, om den helt særlige oplevelse, det var i oktober, da de tog til Rudkøbing Havn for at indspille ’Broderskab’.
Om den nat, hvor Nicolo Donato ikke kunne stoppe med at tude. Om Thure Lindhardts forskrækkelse, da han ankom til et set fuld af nazister i voldsrus.
Og om dengang, David Dencik blev ramt af en thaibokser og røg på skadestuen iført nazitøj og hagekors for at blive behandlet af en andengenerationsindvandrer.
David Dencik »Da jeg første gang læste manuskriptet til ’Broderskab’, var jeg på vej til Göteborg, hvor jeg var i gang med at lave en anden film. Jeg var inde i en periode, hvor jeg fik flest mindre roller, og det gik først op for mig, da toget var uden for Halmstad, at det var Jimmy-karakteren, jeg skulle læse. Jeg troede, at det var Johnny – en af de andre nazister, som har én replik igennem hele filmen. ’Negerluder’ eller noget i den retning.
Jeg blev lynforelsket i Jimmy-karakteren. Jeg ville bare spille den! Den slags roller vokser sgu ikke på træerne. Der findes mange gode roller, men der er få, som definerer ens karriere på samme måde som den her.
Der er så mange lag i Jimmy: Nynazismen, forholdet til broderen, hans egen selvopfattelse og den forandring, der sker med ham i løbet af filmen.
Nazistgruppen var reservefamilie
Inden optagelserne gik i gang, kom Nicolo op til mig i Sverige, hvor vi brugte en forlænget weekend på at snakke om Jimmy og om, hvad der ligger til grund for, at han er, som han er. Det var ikke noget, vi skrev ned eller lagde os fast på – vi bragte bare nogle tanker til livs, mens vi stod i haven og grillede.
Vi talte om, at hans mor muligvis havde været misbruger, og at han og lillebroderen Patrick havde måttet klare sig selv fra en meget tidlig alder. Nazistgruppen var måske en slags reservefamilie, et fællesskab, for dem.
Jo flere af den slags baggrundshistorier jeg havde i baghovedet, jo lettere blev det for mig at spille rollen. På et tidspunkt nåede vi faktisk dertil, hvor jeg kendte Jimmy bedre, end Nicolo gjorde. Der skete en form for overdragelse af rollen. Jeg gik hen og blev ophavsmand.
Kæmpede for filmen
Det er et stort ansvar, og det kræver, at man er moden til at tage det. Jeg kunne jo bare være doven og sige ’Bare fortæl mig, hvor jeg skal stå’, men det var ikke den måde, vi arbejdede på.
Tværtimod havde vi alle sammen et fælles ønske om at kæmpe for den her film. Der var ikke noget med at sidde oppe i sin trailer og få shiatsu-massage. Det var mere bare ’Hvem er du? Hvem er jeg? Hvad skal vi finde frem til?’.
Men det var ikke ukompliceret at lave ’Broderskab’. Vi vadede rundt i et elektrisk spændingsfelt. På et tidspunkt skulle min rolle for eksempel spise en mad, og filmholdet fandt noget franskbrød frem. Men jeg nægtede. Det skulle være rugbrød, fordi jeg følte, at det ville Jimmy spise.
De andre ville bare gerne skyde den her skide scene, men jeg ville ikke gå i gang, før der kom noget rugbrød. Sådan nogle ting bliver meget vigtige, når man har så stærke følelser omkring et projekt. Og det var den slags oplevelser, der bragte os sammen. For til syvende og sidst bundede det jo i den kærlighed, vi alle havde til filmen.
Sendt i gulvet af lillefinger
En anden episode, som virkelig samlede hele holdet, var, da jeg fik én på lampen. Vi skulle optage en scene, hvor nazisterne provokerer nogle indvandrere på den lokale bodega, og Jimmy ender med at få tæv, og på tyvende take ramte en af statisterne mig rigtigt.
Han havde været thaibokser, og selvom han kun fik mig med en flig af lillefingeren, røg jeg direkte i gulvet og var væk et øjeblik. Der blev helt stille på settet.
Pludselig hørte jeg et primalskrig. Nico kom spænende hen mod mig, tog fat i kraven på mig og råbte op mod himlen ’miiiin fiiiiiiilm!!!’. Det var måske ikke så charmerende, men jeg kunne godt forstå den der kunstneriske fundamentalisme. Og jeg ville sgu nok selv have reageret på samme måde.
Da vi var på vej til hospitalet, gik det pludselig op for mig, at jeg stadig havde nazi-tøj på, og jeg tænkte ’åh nej, hvad nu, hvis der sidder en gruppe indvandrere eller nogle antifascister, og jeg kommer ind og ligner en skinhead – så får jeg endnu flere tæv’. Så jeg turde slet ikke tage derhen. Alt var panik!
En fra settet ringede til hospitalet og talte med lægen, der naturligvis var andengenerationsindvandrer. Han havde al tålmodighed i verden med mig. »Nå, så du laver film«, spurgte han interesseret, mens jeg sad der med hagekors på ryggen«.
Nicolo Donato »Da vi startede indspilningerne til ’Broderskab’, advarede jeg Thure, David og Nicolas Bro, der spiller nazilederen Tykke, om, at jeg garanteret ville tude hele tiden, fordi det var så stort for mig at lave en spillefilm.
Da den første dag så var overstået, kom Nicolas hen til mig og sagde ’Nico, du lovede mig en ting’. Han var dybt alvorlig, og jeg tænkte ’Åh nej, der er gået én dag, og en af mine store roller er allerede utilfreds’. Så sagde han bare ’Nico, du lovede at tude’.
Og tårerne kom. Fordi drengene gjorde det så godt, og jeg følte mig så lynende privilegeret over, at de ville det og turde det. Men også, fordi det var sindssygt hårdt for mig at lave den her film. Jeg har grinet, grædt og skreget, og jeg har været et dumt svin.
Havde sagt op
Hvis jeg havde været ansat af mig selv, havde jeg sagt op. Alle de stærke følelser kom frem, fordi det her virkelig betød noget for mig. Hvis jeg ikke følte, at jeg havde fodfæste, brød jeg sammen. ’Hvad fanden er det, jeg laver? Jeg er ikke dygtig nok’, tænkte jeg.
Mit temperament var ret voldsomt under indspilningerne, og på et tidspunkt knækkede jeg totalt, fordi jeg ikke følte, at jeg kunne være mig selv. Helt ærligt så var jeg bange for, om folk kunne lide mig, og derfor forsøgte jeg at lægge låg på mig selv.
Jeg vidste godt, hvor hård jeg var, men jeg gjorde det jo ikke med vilje. Det var der nogen, som ikke forstod, og det var meget, meget svært for mig. Jeg græd en hel aften og igen dagen efter på settet, hvor Thure, David og min fotograf kom hen og snakkede mig til ro.
Dødsfald skabte kontakt
Men jeg var ikke den eneste, det her betød virkelig meget for. Der var en generel følelse på settet af, at vi alle sammen havde noget på spil. Vi ville det her. Det er nok også derfor, David og jeg rendte rundt og rev hovederne af hinanden nogle gange. Af kærlighed til projektet.
Jeg gjorde meget ud af at lære mine skuespillere at kende – ikke bare som skuespillere, men også som mennesker, så jeg vidste, hvor langt jeg kunne gå med dem.
Jeg tog blandt andet op til David i Sverige kort efter, at han havde mistet sin mor. Det var en stor ting for mig. Vi lærte hinanden at kende på et splitsekund den weekend, for når man kommer ind hos et andet menneske, der har været ude for noget tragisk, er der ikke plads til at være falsk.
Hjem til Rudkøbing
Når jeg laver film, hopper jeg ind i en klokke, og jeg er enormt bange for, at jeg mister grebet om min historie, hvis jeg hopper ud af den igen.
På et tidspunkt havde vi en lang weekend fri, og vi tog alle sammen hjem til København. Vi skulle først være på settet igen tirsdag, men lørdag morgen var jeg nødt til at køre tilbage til Rudkøbing.
Jeg kunne simpelthen ikke magte at være væk fra det. Jeg var neurotisk bange for at miste taget om filmen. Så jeg satte mig ud i det sommerhus, hvor vi optog en masse af scenerne.
Der sad jeg bare og gloede en hel dag, mens jeg funderede over, hvad det var, vi havde gang i. Det gav mig alt at sidde der. Det var, som om det hele kom tilbage til mig«.
Thure Lindhardt »Første gang jeg hørte om ’Broderskab’, var i en brandert ved filmfestivalen i Cannes i 2006. Nico (Nicolo Donato, red.) kom væltende hen til mig med en flaske champagne i hånden og råbte: »Jeg skal lave en film om gay nazis, og du skal være med!«. Jeg tænkte, ja ja … Du er en fin fyr, mester, og jeg vil gerne stå og snakke lidt og drikke din champagne, men lad os nu se, om jeg skal være med eller ej. Det lød som et fuldstændig åndssvagt projekt!
Men man skal jo aldrig lukke en dør på forhånd. Da vi var kommet hjem, kontaktede Nico mig på en lidt mere formel måde, og jo mere jeg hørte om hans idé, jo mere interesseret blev jeg.
Jeg kunne se, at der lå en reel kærlighedshistorie i det, og jeg syntes, at modpolerne mellem det voldsomme nynazistiske miljø og den følsomhed og ømhed, der opstår mellem Lars og Jimmy, var vanvittig spændende.
Hvis vi bare havde mødt to nynazistiske mænd, som havde sadomasochistisk sex og gik ud og tæskede nogen sønder og sammen bagefter, havde det ikke været lige så interessant. Og så kunne jeg se, at rollen som Lars var en af de roller, som virkelig betød noget. Der er få roller, som har den dybde, så når man endelig støder på en, klamrer man sig til den.
Som en voksenlejrskole
De andre havde allerede været i gang i et par dage, da jeg ankom til settet. Som det første skulle jeg spille en scene, hvor Lars som den nyankomne er til fest hos gruppens leder, Tykke, for første gang.
Egentlig passede det ret godt, at jeg skulle spille den stille militærmand, der sad og betragtede de her galninge, der bare gik amok, for det var omtrent sådan, jeg havde det. Hvordan fanden kan de det allerede?, tænkte jeg, da jeg så den energi, de andre spillede med.
Jeg fandt siden ud af, at den der helt unikke stemning og dedikation, som jeg så på settet den første dag, opstod, fordi vi var taget væk sammen. Når vi ikke var i det sommerhus, hvor meget af filmen foregår, var vi i Rudkøbing Havn. Det var oktober, og der var ikke så meget andet at lave end at passe sit arbejde.
Det var lidt som en slags voksenlejrskole – der var ikke nogen, der skulle hjem til deres koner, man kunne ikke lige tage til et møde om en anden film, og man kunne ikke gå til en premiere.
Det sværeste var alderen
Det handlede om filmen og om at være der sammen. Og samarbejdet med de andre var klart den største oplevelse på settet for mig. Der var en god blanding af seriøsitet og humor – vi var alle indstillede på at knokle røven ud af bukserne for det her projekt, men samtidig var det også o.k. at tage en åndssvag hat på og lave lidt sjov en gang imellem.
Det sværeste ved at spille Lars var nok hans alder. Jeg er efterhånden fyldt 35 år, så det føles ikke længere naturligt for mig at skulle spille en 22-årig, der laver moderoprør – det ligger simpelthen for langt væk fra, hvor jeg selv er i mit liv. Jeg er for voksen.
Både David og jeg følte, at vi kom lidt til tælling, da vi skulle stå foran et nazistisk rockband og gå fuldstændig amok i pogodans. Det er svært at spille en energi, man ikke har. Vi følte os lidt som to ældre mænd, der var på vej på JazzHouse for at være ung med de unge«.
fortsæt med at læse
