Han er lille, robust og fuldskægget med viltert hår og et blik i øjnene, der minder om karaktererne i hans film. Lettere desorienterede mennesker eller outsidere, der samtidig besidder en tyngde, som ikke er helt til at sige hvor kommer fra. Man kunne let komme til at beskrive det som en indre ro, fordi de ligesom Kári selv virker milde, men der er nok nærmere tale om det modsatte.
LÆS ANMELDELSE Den ultimative værtshusfilm spiller med bodegamusklen
Káris karakterer befinder sig alle i former for eksistentielle kriser. Der er noget indre, personligt, der er ude af synk med den store historie eller de ydre sammenhænge, de indgår i.
Undvigere
Som Emil i afgangsfilmen ’Lost Weekend’, der efter en bytur vågner op på et hotelværelse, nærmest uden for tid og sted, og beslutter sig for at blive der. Som Noi i debutspillefilmen ’Nói Albínói’, der bare ikke passer ind i det lille islandske lokalsamfund og sender en diktafon i skole i stedet for selv at møde op.
Og dommeren i ’Voksne mennesker’, der forlader sin familie og tager på lufthavnshotel for at ryge og drikke i fred. Eller de to hovedpersoner i den premiereaktuelle ’Det gode hjerte’, barejeren Jacques og den hjemløse Lucas, der henholdsvis har isoleret sig på en lille bar og »uden for samfundet«. Alle undviger de på en eller anden vis. Hvis de bliver spurgt om noget, svarer de ofte i korte sætninger, som ikke fører samtalen videre.
