Julen som familiehøjtid er ikke noget helt kikset tidspunkt for visningen af ’Beyond this place’.
For amerikaneren Kaleo La Belle har en ret rå historie at fortælle om familiefølelse og mangel på samme i denne dokumentar om sig selv og sin far.
Faderen lyder det naturnære navn Cloud Rock La Belle – døbenavn: Gordon – og den søn, han fik i hippiekollektivet på Hawaiiøen Maui for 34 år siden, kaldte han Ganja. Altså Tjald.
Sønnen valgte sit nye navn, da han som lille var flyttet til Portland med sin mor. I 30 år mødte han kun sin far to gange, men nu inviterer han faderen på en cykeltur til Spirit Lake, en bjergsø i et afbrændt skovlandskab, der først efter (de samme) 30 år begynder at spire grønt igen nu.
LÆS OGSÅ Hvad var årets kulturbegivenhed?
Og mens de to aser op ad bakke, trænger spirer af forståelse langsomt gennem faderens lag af selvfede bortforklaringer. Indklippede møder med faderens venner og deres børn bidrager til et ganske hårrejsende billede af en flok (nu: bedste)forældre, der prioriterede den individuelle (ansvars)frihed over alt andet:
»Jeg har været skæv i 40 år«, griner Cloud Rock om alle årene, hvor han ikke så sin søn. Og ansvaret for fraværet? Han tager en bid af sit hjemmelavede psilocybinslik og svarer: »Jeg orienterer mig ikke efter familien som mindste enhed, men efter individet«.
Og så karmapræmiereplikken: »Barnet vælger selv, hvilke forældre det fødes hos«.
Lsd-sukkerknald
Mon dog? Med velberegnet forsinkelse – midtvejs i filmen – møder vi nogle fra Kaleos egen generation: På Maui har Cloud Rock en anden søn, Starbuck (!), der blev introduceret til stofferne som 14-årig og nu lever som psykotisk subsistensløs.
Kollektivbarnet Gyana, også født på Maui, spiste en sukkerknald med lsd som 3-årig og flyttede med sin verdensfjerne far i ashram som 5-årig. Hun har været en halv snes år om at finde sig selv, og nu er hendes livsmål at prioritere sin egen datter over alt andet.
Filmens anklage – og sønnens slid for at forstå – retter sig jo præcis mod en bestemt persons og gruppes ansvarsforflygtigelse.
Men med variationer genfindes dén selvfølgelig i andre miljøer og generationer.
Ingen er skyldig
Alment er også den voksnes uundgåelige valg eller balance mellem hensynet til et ’vi’ og så ’mig selv’ (barnet er jo henvist til ’vi’et), såvel som børns reaktion mod den opdragelse, de selv fik.
Det gælder også hippiegenerationen: »50’erne var som at gå i søvne, 60’erne var en opvågnen«, siger Cloud Rock, og dét kan jeg kun skrive under på – selv om han er ’vågnet’ til noget andet end jeg.
Dokumentaren afstår heldigvis fra kommentarer og moraliseren – livsforløbene taler for sig selv – men efter halvanden times cykel- og campingtur med omveje savner man nu stadig oplysninger, blandt andet om moderens rolle.
LÆS OGSÅ
Men turens langsomme slid på panseret virker, så Cloud Rock La Belle til sidst dårligt nok selv kan bevare overbevisningen om, at »Ingen er skyldig, skyld findes ikke – kun følger af alle omstændighederne«.
fortsæt med at læse
