Hvordan kan det det være, at du har valgt at distribuere din debutfilm på den måde?
»Vi vidste, at ’Dreng’ nemt kunne blive en af den slags film, som ville forsvinde i mængden. Smalle danske film har rigtig svært ved at trække publikum i biografen for tiden, så vi vurderede, at der måtte noget ekstra til. Jeg er meget glad for min film, og jeg elsker selv historier, som handler om relationer mellem mennesker. Men det er klart, at sporene skræmmer. Vi kunne se tilbage på et år i dansk film, hvor udmærkede film har haft det hårdt i biograferne. Mikkel Munch-Fals’ ’Smukke Mennesker’ fik for eksempel et kort liv på lærredet, og det er synd, for det er en skidegod film«.
Hvordan opstod ideen til turneen?
»Den kom til mig, da jeg var på sommerferie rundt omkring i Danmark og opdagede alle de små biografer, som jeg ikke anede eksisterede. En dag stod jeg og kiggede på en af dem og opdagede en plakat på muren for et rockband, der kom forbi byen en enkelt sommeraften, og så tænkte jeg: »Det er sgu da det, vi gør!«. One night only. Jeg har jo haft fingrene nede i alle dele af den her film – skrevet manuskriptet, instrueret filmen og har selv en lille rolle – så jeg ville gøre alt for, at den fik et værdigt liv«.
Kunne den ikke få det med en traditionel distribution?
»Tjo ... Det kunne den måske godt. Men vores distributør vurderede, at der skulle noget ekstra til. Og jeg ville ikke for alt i verden presse min film ind i en traditionel distribution. En film som den ville alligevel kun komme ud i tre til fem kopier – en til Grand eller Gloria, en til Øst for Paradis i Århus og en til Café Biografen i Odense. Skidegode biografer, men hvad så med dem, der bor på landet? Der ville gå meget lang tid, før de ville få mulighed for at se filmen. Man taler jo meget om momentum i filmbranchen – publikum vil se filmen, når pressen skriver om den, og derefter mister de hurtigt interessen. Det skulle ikke ske for min film. Jeg har brugt tid på at lave den, den skulle også køres ordentligt ind i garagen. Det handler om ikke at give op. I stedet for at sige ’Vi lader sgu være, for dansk film har det ikke så godt’, så tager jeg ud og propper den ned i kæften på folk«.
LÆS ANMELDELSEN AF 'DRENG'
Du tager selv med ud i landet og præsenterer filmen – hvad får du ud af det?
»Det er hamrende interessant for mig at se, om filmen kan starte en dialog. Generelt har vi fået utrolig mange positive tilbagemeldinger fra biograferne rundt omkring i landet. Faktisk er de meget rørte over, at vi gider rejse ud til dem. Og vi er da heller ikke blinde for, at den her lanceringsform kreerer et buzz omkring filmen, som den måske ikke ville have opnået ellers«.
Du har arbejdet sammen med en nyuddannet producer fra Super16, og dine skuespillere har arbejdet gratis – hvorfor endte ’Dreng’ som et indie-projekt?
»Når man pludselig kommer og siger ’Nu vil jeg være instruktør’, skal man igennem jeg ved ikke hvad, før man kan komme ordentligt i gang. Og på et tidspunkt kunne jeg simpelthen ikke vente længere. Jeg sagde: »Til sommer laver vi den her film – uanset om vi måske er nødt til at filme den med min mobiltelefon«. Jeg er et utålmodigt menneske, og jeg kunne ikke bruge mere tid på at skaffe penge. Det hårdeste ved at lave film er at få overbevidst folk om, at ens historie er værd at fortælle. Mange instruktører begynder at tvivle på deres projekt, fordi det er så svært at få rejst penge. Den situation gad jeg ikke stå i. Så vi havde ingen penge, da vi startede. Da det stod allerværst til, havde jeg selv 4-500.000 ude og skide, men jeg VILLE lave den her film. Så jeg fandt nogle mennesker, der ville arbejde på den her måde. Og det er jo en kæmpe tilfredsstillelse at se tingene lykkes«.
Betyder det, at du helt har undgået den tvivl på dit projekt, som andre instruktører møder i finansieringsprocessen, fordi du har taget tingene i egen hånd?
»Nej, det bliver ikke lettere sådan her. Man skal stadig ud med hatten. Det er bare på et senere tidspunkt. Det er en udfordring, og det elsker jeg. Men jeg kan ikke forestille mig, at jeg gør det samme, næste gang jeg skal instruere en film. Det er skidehårdt«.
Du har kaldt filmen for fantasifuld erindring – hvad vil det sige?
»At jeg har bygget videre på virkeligheden. Ligesom Christian mistede jeg min far som 13-14-årig og boede alene sammen med min mor, indtil jeg flyttede hjemmefra som 18-årig. Jeg læste også dansk på universitetet, jeg boede i samme bygning som ham, og da jeg lige var blevet student, havde jeg et forhold til en kvinde, der var ældre end mig«.
Hvorfor var det lige nøjagtig den historie, du ville fortælle?
»Da jeg fyldte 50, kiggede jeg tilbage på mit liv, og der dukkede et par ting op, som havde formet mig som menneske. Filmen er en slags milepæl – en historie om en kvinde, som har dannet fundament for mig. Men det er ikke rent ’Her er mit liv’. Det er bare en fin historie, som jeg vil fortælle«.
fortsæt med at læse
