Skotte: Man bliver betaget, søsyg og en lille smule træt af 'Melancholia'

Både-og. Kirsten Dunst har efter eget udsagn bevidst været meget sårbar under indspilningerne til 'Melancholia', fordi hun stolede så meget på von Trier. Her ses de to under optagelserne i Troldhättan i Sverige. Kim Skotte er betaget af både filmens lyd- og billedside, men den får alligevel ikke rigtig indfanget Politikens filmredaktør.
Både-og. Kirsten Dunst har efter eget udsagn bevidst været meget sårbar under indspilningerne til 'Melancholia', fordi hun stolede så meget på von Trier. Her ses de to under optagelserne i Troldhättan i Sverige. Kim Skotte er betaget af både filmens lyd- og billedside, men den får alligevel ikke rigtig indfanget Politikens filmredaktør.
Lyt til artiklen

Efter dagens visning af von Triers film 'Melancholia' var det ifølge politiken.dk's udsendte reporter umiddelbart et afdæmpet publikum, der kun klappede kort og behersket, men den første reaktion fra flere anmeldere er alligevel, at 'Melancholia' er en meget, meget smuk film.

Jylland-Postens Søren Høy mener, den indeholder de sædvanlige von Trier'ske ekstremer og har især hæftet sig ved lydsiden af filmen, som han kalder »magisk«, mens en af de udenlandske anmeldere, politiken.dk fik fat i efter visningen, også var meget begejstret.

Charles Ealy fra Daily News i Austin, Texas, kalder ganske enkelt 'Melancholia' brilliant.

LÆS OGSÅ Pressen modtager 'Melancholia' med høflige klapsalver

Politikens filmredaktør, Kim Skotte, er en smule mere forbeholden i sin anmeldelse i morgen.

Skotte giver 'Melancholia' fire hjerter og hæfter sig ligesom flere af sine kolleger ved filmens flotte billed- og lydside.

»Lars von Trier gør fra starten rent bord i ’Melancholia’. I et svulstigt og visuelt frapperende præludium til tonerne af Wagners ’Tristan og Isolde’ ser vi de forbløffende naturfænomener, som følger med Jordens forestående undergang i sammenstødet. I næsten-frosne tableauer drysser de små fugle fra himlen, hingsten styrter til jorden, sodflager drysser over Breughels snelandskab, bruden mimer Ofelias død og elektriske ’ål’ bugter sig fra alt, der er ladet eller levende. Mens den enorme planet Melancholia, der selvfølgelig er kind of blue, bereder sig på at opsluge det eneste sted i Universet, vi med sikkerhed ved, huser liv«, skriver Skotte.

Vi er sårbare - og hvad så?
Men netop det kunstneriske greb med at fortælle filmens slutning i starten har Skotte lidt svært ved i længden.

Resten af filmen følger i timerne op til apokalypsen de to hovedpersoner, den lyshårede, depressive og melankolske Justine spillet af Kirsten Dunst og den mørkhårede, rationelle og snusfornuftige Claire spillet af Charlotte Gainsbourg.

Justine skal giftes, men familiefesten på det smukke landsted bærer selvfølgelig kraftigt præg af, at en fremmed planet nærmer sig med hastige skridt og muligvis vil gøre kål på alt, hvad vi har kært.

Von Trier: 'Melancholia' er som flødeskum oven på flødeskum

Den slags reagerer folk vidt forskelligt på, men den depressive Justine føler ikke på samme måde som de andre gæster, at hun har så meget at miste - hun bliver nærmest draget af undergangen, som brylluppet skrider frem - men de psykologiske undertoner har svært ved at holde Skottes opmærksomhed.

»At bruge en familiefest som kerne i historien er jo mildest ikke noget nyt og desværre bruger Lars von Trier ikke grebet afgørende anderledes. Kameraet suser rundt så svimlende håndholdt, at man er ved at blive søsyg uden nogen indlysende forklaring på denne kurs. Undervejs strejfer man små og store konflikter. Det er ofte vittigt gjort, og det er i glimt så elegant, at det næsten er som at være til fest hos Visconti. Men længden på kapitlet taget i betragtning fører det egentlig ikke filmen voldsomt mange steder hen«, skriver han og konstaterer, at 'Melancholia' slet ikke rører ham på samme måde, som 'Triers sidste film 'Antichrist' gjorde.

»I 'Melancholia' bliver det i stedet en næsten nonchalant konstatering af, at de forsvarsværker vi bygger op, kun er små konstruktioner af pindebrænde, der vil kunne blive blæst væk af det første hede pust fra en højovn i himlen - eller af en dårlig dag på kontoret«.

Hvad vil hovedpersonerne fortælle os?

Positivt er det dog - ifølge Skotte - at man til sidst i filmen igen vågner lidt op på baggrund af et smukt musikvalg og en billedstorm, der understreger, at von Trier er en unik filmfortæller.

»Valget af stof og behandlingen af det understreger Lars von Triers originalitet. Men vil de os noget for alvor, disse personer?«, spørger Skotte og fortsætter:

»Skal vi andet end spejle os selv og vores menneskelige vilkår i søster-dualismen? Skal vi tro på, at den deprimeredes forræderiske logik er en adgang til en sandhed, de rationelle er blinde for? Det er i hvert fald ikke et budskab, der forærer megen forløsning eller ægte melodrama til sin fortælling. Til sidst venter man en anelse utålmodigt på verdens undergang. Altså på film«.

I aften er der officiel verdenspremiere i festivalpalæet i Cannes med rød løber, fotosessions og al den slags ballade, som von Trier elsker at hade.

Læs Kim Skottes fulde anmeldelse i morgendagens Politiken. Eller senere her på politiken.dk.

Peter Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her