Trier: Jeg er mere pornograf end nazist

Kontroversiel. Lars von Trier har undskyldt én gang og nu vil han ikke undskylde for sine naziudtalelser mere, siger han.
Kontroversiel. Lars von Trier har undskyldt én gang og nu vil han ikke undskylde for sine naziudtalelser mere, siger han.
Lyt til artiklen

»Det var måske ikke det heldigste, men det får nok ikke nogen konsekvenser«.

Sådan lød det fra den danske filminstruktør Lars von Trier, da han i eftermiddag mødte den danske filmpresse få timer efter, at han på Melancholia-pressemødet for hele verdenspressen rodede sig ud i udtalelser om sin beundring for nazistisk æstetik og »en vis sympati for Hitler«.

Bemærkninger, som her til aften fik konsekvenser, da festivalledelsen gav ham et rap over nallerne og tvang ham til at give en undskyldning.

LÆS ARTIKEL Cannes-ledelse kritiserer von Triers nazi-udtalelse

Dermed har den danske instruktør selv skabt den skandale, som hans Cannes-bidrag i år - modsat 'Antichrist' i 2009 - ikke har fomået at skabe.

»Dyster stand-up«
Triers nazibemærkninger rejste i formiddag lynhurtigt verden rundt.

»Von Trier indrømmer, han er nazist«, hedder det for eksempel på Hollywood Reporters hjemmeside.

I sin reportage skriver det velrenommerede blads mand på stedet, at von Triers pressemøder plejer at være »dyster stand-up«, men at danskeren denne gang nåede et niveau, hvor latteren blev siddende i halsen.

ANMELDERBAROMETERFilmene i hovedkonkurrencen

Lars von Trier erkendte under pressemødet med de danske journalister, at han undervejs fór vild i den famøse og mere end tre minutter lange sætning om jøder og nazister, som han sluttede af med ’Ok., I’m a nazi’.

»Jeg var bare i godt humør«
»Det hele kom jo fra en diskussion omkring den nazistiske æstetik, som jeg holder meget af. Men altså den politiske overbevisning? Nej, det vil jeg ikke sige. (Den afdøde filmkøbmand) Gunnar Obel flirtede jo lidt med nazistpartiet, og så sagde han de gyldne ord: ’Hitler havde ret i mange ting, men det endte tosset’«, sagde Lars von Trier.

DOKUMENTATION

DOKUMENTATION: Det sagde Lars von Trier

»Jeg var bare i godt humør«, tilføjede han.

»Jeg må være lidt lige som ham der Messerschmidt (Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti, red.). Når han bliver i godt humør, så står han og synger sange og heiler og er i godt humør, og det er åbenbart sådan, nogle mennesker reagerer, når de bliver glade«, lød det fra Lars von Trier.

»Bier vil elske det«
Han følte heller ikke, at han var gået over grænsen i forhold til Zentropa-kollegaen Susanne Bier, der var mål for en af Triers grovkornede vitser.

Trier fik sagt, at han havde været glad for at føle sig jødisk, indtil han fandt ud af, at Bier var jøde.

Von Trier i topform: Der er nok en ret stor chance for, at denne film ikke er værd at se

Men den bemærkning vil hun elske, mente han.

»Hun vil sætte ’Spillemand på en Tagryg på’, og så vil hun danse rundt iført forskellige gevandter. Det vil hun elske«, lød det fra den 55-årige instruktør.

Trier, som også på dagens pressemøde nummer to havde et djævelsk glimt i øjet, slog i hvert fald fast, at det er slut med at sige undskyld.

»Jeg gider ikke mere undskyld. Jeg har sagt rigeligt undskyld til verden. Og til Bier«, fastslog han.

»Må jeg spille en testikel i din næste film?«
Derefter vendte han sig mod sidemanden Stellan Skarsgård, der har en af de bærende roller i ’Melancholia’.

»Nu sidder jeg her sammen med Stellan, som jeg holder så uendeligt meget af. Og som jeg betragter som mit barn«, sagde Lars von Trier.

»Hvis du kommer ind her …«, sagde han og trak den fire år ældre svenske skuespillers hoved ind til sit bryst.

»Så går det så fint«, sagde Trier, inden han med blød stemme ålede Skarsgård for at være stolt over sin hovedrolle i Hans Alfredsons ’Den Enfoldige Morder’ fra 1982.

»Dengang skulle vi alle samme bøje os i støvet for dig, det var så fint. Nu er det slut. Jeg respekterer dig ikke for det. Jeg respekterer dig for at være det menneske, du er«.

»Tak«, sagde Stellan Skarsgård.

»Jeg respekterer nok dine sønner mere«, fulgte von Trier op.

»Må jeg spille en testikel i din næste film«, spurgte Stellan Skarsgård.

»Nej, du kan spille en rynket pik«, svarede Trier.

Næppe porno med Dunst
Kønsdele og porno var også en del af Triers talkshow på dagens to pressemøder.

Trier fortalte på mødet med verdenspressen, at hovedrolleindehaveren Kirsten Dunst havde krævet at få en rolle i den pornofilm, som den danske instruktør er ved at skrive, og som han hævdede, vil blive tre-fire timer lang.

Von Triers næste film hedder 'Nymfomanen'

Mens det efter alt dømme er sandt, at Lars von Trier er i gang med forberedelserne til en pornofilm, indrømmede han, at det næppe bliver med den 29-årige amerikanske superstjerne i en hovedrolle.

»Nej, jeg tror ikke på Dunst i den film. Der bliver en fantastisk masse pikslikkeri i den film. Jeg tror ikke, at det er hendes spidskompetence«, fik han sagt.

»Men jeg er seriøs med pornofilmen, og jeg vil gerne have ført til protokols, at jeg er mere pornograf, end jeg er nazist«, sagde von Trier.

Tvivler på filmen
Trier sagde også, at det ikke bare er krukkeri, når han er usikker på, om ’Melancholia’ er en god film (»Når jeg har mine tvivl med filmen, er jeg jo nødt til at sige det«).

Han gav udtryk for, at han synes, slutscenen i ’Melancholia’, hvor verden går under, »minder om 'Far til Fire på Bornholm'«.

Pressen modtager 'Melancholia' med høflige klapsalver

Men også at han ikke desto mindre tror, at filmen vil blive »vanvittigt populær«.

»Det troede jeg også med 'Epidemic' (fra 1987, red.), og den solgte 107 billetter«, sagde han.

»Alt håb er ude«

Dagbladet Informations udsendte bekendte, at ’Melancholia’ gav ham fornemmelsen af, at alt håb er ude.

»Der er ikke noget håb tilbage«, bekræftede von Trier.

»Men det kommer selvfølgelig an på, hvordan du definerer håb. Jeg vil lægge mig lykkeligere i min grav, hvis jeg ved, at mine børn har det godt og har mulighed for at overleve, så på den måde er det selvfølgelig ikke så lykkeligt, at det hele slutter på én gang, men for det enkelte individ er der ikke andet tilbage end at blive opslugt af … Melancholia«, lød det fra von Trier.

Men kan det være en trøst, at alle skal dø?

»Når jeg ser på jer, har jeg en vis glæde ved at vide, at I alle sammen skal dø«, sagde von Trier og kiggede skælmsk på pressekorpset.

Steffen Boesen, Cannes

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her