I det seneste tiår har skuespilleren Henning Jensen åbenhjertigt fortalt om at lide af dybe depressioner og angst. Indimellem holder han også foredrag om det, og depression er et af de centrale emner i tilrettelæggeren Peter Thiesens og fotografen Daniel Bødker Sørensens portræt af ham.
’Depressionsudbrud’ kalder han selv tilstanden, han første gang kom i for alvor, da han var 35 år. Nu er han 68 og har gennemlevet flere depressioner, men også en årrække uden, efter at han i 1985 blev gift med sin kollega og nuværende hustru, Solbjørg Højfeldt. Hverken familie, venner eller kollegaer er dog centrale i filmen.
Skuespilleren i centrum
Det er derimod den flere gange Reumertprisbelønnede skuespillers egne, velformulerede ord og nærværende udstråling. Og langt hen ad vejen kan hans personlige udlægning af sygdomsperioderne, viden om sammenhængen mellem arbejde og privatliv samt tanker om barndommen bære portrættet.
Om han lattermild befinder sig i omklædningsrummet bag scenen efter en aften som Jeppe i Holbergs stykke, eller han – igen – tager til Venedig for at lade op og være ukendt i gadebilledet, kan Henning Jensen interessant og ikke ganske uden et dramatisk tonefald virkelig berette.
Dominerende mor
Han fortæller om op- og nedture, karrierebegyndelse og en barndom, hvor han som en betændt nerve stod i spænd mellem en stille far og en mor, der var udadvendt, ambitiøs og tilbøjelig til at sætte trumf på sine skænd med fysiske klask.
De tidlige års tæv og moderens modvilje mod at lade sønnen have en tæt relation til faderen redegør filmen fornemt for i både ord og billeder: Når Henning Jensen spiller ’Jeppe på bjerget’, ryger han nogle gange over i improviserede replikker, fordi Jeppes kones tugt vækker voldsomme minder i ham.
I det hele taget lader filmen forstå, at der – genkendeligt for mange – er nær sammenhæng mellem Henning Jensen på og uden for arbejde, og at barndommen har haft stor og ikke udelukkende positiv betydning for identitetsdannelsen.
Overfladisk
Men de illustrative filmiske greb pendulerer noget splittet mellem at lade en hel masse stå ufortalt og noget andet blive overtolket. Rekonstruktioner af smertefulde barndomsoplevelser føjer ikke noget til hans egne ord og ligner overflødige gennemspilninger af fortid.
Henning Jensen som teaterskuespiller i de senere år får plads i filmen, mens andre sider af hans arbejde (film, tv, reklamer, foredrag) forbigås.
Det sidste ville være o.k., hvis portrættet så i stedet kom helt tæt på, hvor smertefuldt det kan være at leve med en depression – både for den depressive og for de pårørende.
Åben og ærlig
Omkostninger berøres kort. Henning Jensen er åben om at have modtaget en dom for spirituspåvirket kørsel, om at have fravalgt samvær med en datter i en periode og om at »være så hærget af depression«, at han ikke kunne være til.
Men ligesom kræft eller for den sags skyld forkølelse er depression en diagnose, der kan dække over alt mellem mild og svær sygdom og behandles på adskillige forskellige måder.
Tæppet falder tungt
Kun ved at være mere konkret og tilbundsgående kunne skildringen af Henning Jensens mentale lidelse og selvindsigt have virket bevægende i dybden.
Som filmen er, fornemmes blot, at tæppet nogle gange falder ubærlig tungt i sindet.
fortsæt med at læse
