Filmen er ved at være en gammel dame, over 100 år gammel nu, og selv om det drøner derudad med blockbustere i vante superhelte- og komedieformater, så kan dynen trænge til at blive vendt, filmen trænge til at blive nyopfundet. Fridthjof Film, der står bag forholdsvis elementære publikumssucceser som ’Blå mænd’, ’Julefrokosten’ og ’Alle for én’, men også dokumentardramaet ’Armadillo’, har bedt fire danske filminstruktører arbejde sammen med fire ligeværdige billedkunstnere for at se, hvad der kunne komme ud af det.
LÆS OGSÅ Succesbølgen i dansk film er ved at ebbe ud
»Jeg synes, der er behov for, at man hele tiden eksperimenterer og prøver at udvide filmsproget«, siger Miriam Nørgaard, der er producer hos Fridthjof Film og ankerkvinde på Film/kunst og projektets fire samarbejder: instruktøren Martin de Thurah og kunstneren John Kørner, Christoffer Boe og Ingvar Cronhammer, Janus Metz og Christina Hamre samt Pernille Rose Grønkjær og Astrid Kruse Jensen.
Dramaturgi spænder ben
»Vi tænkte, at vi ville forsøge at fortælle filmen ved at gå ind via billedet snarere end gennem teksten og dramaturgien. En stor instruktør som Tarkovskij modellerede sine film gennem billedet, og det er en type fortælling, der er gået tabt. Styrken ved de fire film, vi har lavet, er, at de ikke kunne være realiseret på den gamle måde, gennem det skrevne ord. Nogle gange spænder dramaturgien ben, fordi vi som publikum konkluderer for tidligt, mens vi ser filmen. For mig er der for mange endimensionelle karakterer i dansk film, og vi har forsøgt at bringe kompleksiteten mere frem«.
Filmene, der vises på Gl. Strand i København fra 3. september og to måneder frem for dernæst at turnere rundt i Danmark, er ikke tænkt som et filmnørdprojekt.
»For mig går filmkunst hånd i hånd med kommercialisme«, siger Nørgaard. »Hvis vi ikke udvikler filmsproget og overrasker med vores historier, vil publikum kede sig og det hele blive gråt og ensfarvet. Derfor bruger vi en del af de penge, vi tjener på vores kommercielle film, til at udvikle projekter som Film/kunst«.
Ambitioner i øjenhøjde
Ifølge Miriam Nørgaards filosofi handler det ikke om, at alle film skal ramme lige bredt, men om at hver film nøje definerer sin målgruppe og dernæst henvender sig direkte i øjenhøjde.






























