Da producent Vinca Wiedemann gik på Filmskolen i 80’erne, sørgede man for at holde kæft med det, hvis man havde været inde og se en dansk film. Alle i miljøet var enige om, at danske film var pinlige og dårlige. For ti år siden kunne man ikke deltage i samtalen ved et middagsselskab, hvis man ikke havde set den seneste danske film. Dansk films omdømme i befolkningen er ikke statisk. Og efter en dogmebølge, hvor folk strøg i biografen og spejlede deres virkelighed i den danske filmproduktion, tyder det på, at befolkningen har mistet tilliden til dansk film i de senere år. I årevis kunne dansk film bryste sig af at stå for omkring 30 pct. af det samlede antal solgte biografbilletter. Men i 2009 og første halvår af 2010 er kun 17 pct. af billetsalget gået til danske film. »Der har været for mange dårlige danske film. Og der skal uhyggeligt lidt til, før man som biografgænger oplever de danske film som et usikkert kort og i stedet vælger en amerikansk film, hvor man ved, hvad man får«, siger kreativ producent på Zentropa og tidligere filmkonsulent Vinca Wiedemann. En bølge ebber ud I dogmeperioden oplevede vi en ekstraordinær mængde af gode film og en generation af instruktører og skuespillere, der havde fat i den lange ende. »Og så kører det lige pludselig. Men det siger sig selv, at en bølge ebber ud. Derfor er det de langsigtede strategier, der er vigtige. Nemlig at vi har et smidigt støttesystem, og at der sker fornyelse på Filmskolen«, siger Vinca Wiedemann. LÆS OGSÅLav nu nogle sikre danske filmsucceser! Og så er det danske filmmiljø heller ikke større, end at hvis nogle få nøglepersoner pludselig gør noget andet, så kan det virkelig mærkes. »En række af de personer, der har markeret sig med gode film, er taget til udlandet i en periode – eksempelvis Lone Scherfig og Susanne Bier. Og andre har haft lyst til at prøve nye smallere veje – eksempelvis Thomas Vinterberg og Per Fly«. Nærværet Ifølge direktør for filminstituttet Henrik Bo Nielsen har oplevelsen af nærvær i forhold til danskernes eget liv og situation været fraværende i en række film: »Det er stort set umuligt at lave dokumentarfilm til biograferne, men når man gør det interessant og nærværende som i ’Armadillo’, kvitterer 120.000 mennesker ved at gå ind og se den. Og når det lykkes Susanne Bier at lave en film som ’Hævnen’ med kant og dilemmaer på dagsordenen, så valfarter folk i biografen«. Han tilføjer, at der globalt set er en trend i kulturforbruget, der betyder, at de store begivenheder bliver større og de smallere begivenheder bliver endnu smallere. Og det betyder, at alt det i midten får det sværere – også i biograferne. LÆS OGSÅOppositionen vil forenkle filmstøtten Ifølge filmklipper og tidligere filmkonsulent Kasper Leick skal man vende tilbage til nogle af de nære film, som også prægede dansk film for nogle år siden: »De film, der lykkes i øjeblikket, er dem, der holder fast i det, der er meget dansk. Nemlig film som ’R’ af Tobias Lindholm og Michael Noer, ’Sandheden om mænd’ af Nikolaj Arcel og ’Applaus’ af Martin Pieter Zandvliet. De spejler danske konflikter og genkendelige relationer og har en dansk tilgang til historierne, som jeg synes, man skal holde fast i. I stedet for at blive imponeret af, hvad man kan, hvis man laver nogle amerikanske genregreb«. Film skal ses i fjernsynet Behovet for at se vores eget liv og vores egen virkelighed reflekteret er ikke ophørt. Det bliver bare dækket et andet sted – nemlig på tv, mener filminstruktør Niels Gråbøl, der i fjor lavede filmen ’Gaven’ med et budget på bare syv mio. kr. Den blev set af beskedne 16.000.
»Mængden af dansk fiktion i tv er så stor og velproduceret, at danskernes behov bliver opfyldt hjemme foran fjernsynet. De år, hvor det gik formidabelt for dansk film, var under dogmebølgen, som på en måde havde karakter af en serie. Og alle mennesker er glade for serier. Så de gik også ind og så den næste dogmefilm og følte, at det var en opfølger til noget, man kendte i forvejen«, siger han. Med dogme blev det en trend at se danske film. Og den trend er slut nu, siger Niels Gråbøl: »Danskerne er trætte af at se små, billige film. Det skal være en film som ’Hævnen’ af Susanne Bier, der er helt oppe at ringe, før de gider at gå i biografen. Og derfor skal man producere færre og dyrere film, end man gør i dag. Efter dogme er man bare blevet ved med at lave billige film. Og det går ud over kvaliteten og omhyggeligheden«. Guld i skraldespandene Skuespilleren Sonja Richter spillede hovedrollen i Per Flys ’Kvinden der drømte om en mand’, men kan ikke længere leve af at lave film, hvis hun skal nøjes med at være med i de film, hun finder interessante. Derfor laver hun mere og mere teater. »Der bliver lavet for mange kompromis-film. Jeg får mange manuskripter ind ad døren og er rystet over, hvor svært det er blevet at lave gode film i Danmark. De bedste projekter er ofte dem, der ikke bliver til noget. Det er ærgerligt, at der ligger guld i skraldespandene. Og vi har masser af muligheder for at lave film på en anden måde og tilbyde noget andet end de amerikanske film«, siger hun. LÆS OGSÅInstruktører kræver mere frihed til dansk film En enkelt dansk producent har nu forstået at sno sig i det vanskelige marked og præsteret tre succeser på stribe. Nemlig Ronnie Fridthjof fra Fridthjof Film, der står bag ’Blå mænd’, der blev set af 450.000 mennesker, ’Julefrokosten’, der blev set af 180.000, og dokumentarfilmen ’Armadillo’, der er den næstmest sete danske dokumentarfilm i biograferne.
