Alting må forandres, for at alting kan forblive det samme. Denne iboende konservatisme under alle tilsyneladende revolutioner bliver formuleret i såvel den italienske klassiker ’Leoparden’ af Giuseppe Tommasi di Lampedusa som i Lucino Viscontis berømte filmatisering med Burt Lancaster som den gamle, sicilianske godsejer Don Fabrizio. Sicilien kommer senere på Venedig Filmfestival under behandling i Emmanuelle Crialeses ’Terraferma’. Under alle omstændigheder forekommer Lampedusas synspunkt at være en rammende beskrivelse på filmens verden. Ikke mindst giganterne blandt filmfestivalerne. De må hele tiden forny sig, men lever reelt af deres akkumulerede status, der er hævet over skiftende vinde.
Venedig igen populær
Efter nogle år, hvor den kommercielle filmbranche har været skeptisk over for de store filmfestivaler, har tingene ifølge branchemagasinet Variety nu forandret sig – tilbage til det gamle.
Efter sidste års Oscar-facit, hvor vinderfilm som ’The King’s Speech’ og ’Black Swan’ var lanceret på de store festivaler, og til og med klarede sig godt kommercielt, er Venedig & co. nu igen hotte som lanceringsplatforme, forklarer Variety.
LÆS OGSÅVenedig Filmfestival dag 1: Clooney roser George
Hvilket er en af grundene til, at så forskellige filmskabere som den pressesky Roman Polanski og den knap så pressesky Madonna begge har sendt deres film til Venedig.
Mens jeg kan konstatere, at en dokumentarfilmlegende som Frederick Wisemann uanset tidernes gunst eller ugunst fortsat kan sidde i fred på Hotel Excelsior og vippe med sine Mester Yoda-ører, uden at mange bider mærke i dem. Det selvbevidste Asien Verden er altid fuld af ufortalte historier. En af de ting, der forandrer sig i disse år, er den nye selvbevidsthed og det økonomiske paradigmeskifte i retning af Asien, som gør, at man nu også her graver ukendte fortællinger frem fra historien og forvandler dem til drabelige storfilm.
