Min norske ven og kollega Jon nyser. I stedet for at sige 'prosit, min ven', skotter jeg uvilkårligt nervøst til ham.
Realistisk katastrofefilm Jeg er lovlig undskyldt. Det er en smuk solbeskinnet formiddag på Lidoen, men vi er lige kommet ud fra Sala Darsena efter at have set Steven Soderberghs stærkt smittefarlige film 'Contagion'. En af de mest realistiske og af samme grund også en af de mest ubehagelige katastrofefilm, jeg har set. En film, som temmelig nøgternt prøver at beskrive det sandsynlige forløb, hvis en virkelig alvorlig pandemi en dag bliver en realitet. VENEDIG FILMFESTIVAL DAG 1:Clooney roser George En yngre amerikansk kvinde vender stærkt forkølet hjem fra en rejse til Hongkong. Hun dør efter kort tid med høj feber og fråde om munden. Snart er en ny dødbringende virus takket være flytrafik og tætbefolkede storbyer ved at brede sig med skrækindjagende hast.
Spiller på smittens veje Soderbergh spiller raffineret på smittens veje. Alt det, man berører. Menneskene, man er tæt på. De flere tusind gange, man hver dag rører ved sit eget ansigt. Ved den oplysning får jeg hurtigt fingrene væk fra næseryggen og det småkløende øje. Men et øjeblik efter er fingrene minsandten deroppe igen! Matt Damon, Gwyneth Paltrow, Laurence Fishburne og Kate Winslet er blandt de medvirkende i filmen, som beskriver scenariet, efterhånden som civilsamfundet går op i mange af sine limninger. Forskernes desperate kamp med tiden for at identificere det nye virus, finde dets kilde og udvikle en vaccine, mens dødstallene stiger eksponentielt. VENEDIG FILMFESTIVAL DAG 2:Grund til et godt glas whisky - også i Venedig Plyndringer, kamp for føden og myndighedernes frygt for, at terror er med i spillet. Forsøgene på at indkapsle frygtens smitte, mens konspirationsteorierne muterer hurtigere end virus på internettet. Usædvanligt seværdig film Jude Law har filmens bedste rolle som en kynisk freelancejournalist og blogger (»Blogging er ikke journalistik. Det er graffiti med punktummer«, lyder en replik!), der, bevidst om sin rolle som undergrundshelt, udnytter situationen til egen vinding. 'Contagion' er en af den slags film, hvor jeg ikke kan lade være med at tænke 'hvorfor var det liiiiige, jeg skulle se dette her?!'. Men Soderberghs insisteren på ikke at forvandle katastrofen til et normalt spændingsplot med alle de stereotypiske dramatiske klicheer gør faktisk 'Contagion' til en usædvanlig, koncentreret og seværdig film. VENEDIG FILMFESTIVAL DAG 3:Madonnas film massakreres af engelsk avis 'Contagion' bliver vist uden for konkurrence, men har mere at byde på end flere af de sidste dages konkurrencefilm. Takket være 'Dogtooth', som 'Hævnen' slog i Oscar-opløbet, fremstår Yorgos Lanthimos som et af de interessante navne lige nu i græsk film, der også takket være 'Attenberg' vækker opsigt og interesse. Hverdagsrealistiske dramaer Som i 'Dogtooth' er 'Alpis' ('Alper') et absurd drama i hverdagsrealistiske rammer. Lavet som en slags meta-skuespil. En film med skuespillere, der spiller mennesker, der spiller skuespil for at ligne mennesker. 'Alpis' handler om en gruppe grækere under ledelse af en autoritær, mandlig sygeplejerske, der tilbyder sig selv som sorg-afbødere. Har man mistet en elsket, kan gruppen tilbyde en erstatning, der gør sit yderste for at spille den afdøde og afbøde slaget. Bedst som man tror, der er tale om et udslag af aparte humanisme, får man at vide, at kun de første fire besøg er gratis! Medmenneskeligheden er en forretning. Lanthimos kan den svære kunst at få et absurd drama til at leve på lærredet, og Ariane Labed er en forbløffende skuespiller, men i forhold til 'Dogtooth' er 'Alpis' i for høj grad dacapo med en tyndere ide. Det får originaliteten til at smage af manér snarere end af mér. 'Poulet et Prunes' ('Kylling og svesker') har det omvendte problem. Tegneseriekunstneren Marjane Satrapi lavede sammen med Vincent Paronnaud den prisbelønnede animationsfilm 'Persepolis' bygget på Satrapis fremragende selvbiografiske graphic novel. VENEDIG FILMFESTIVAL DAG 4:Velkommen til det globale kødmarked Også den sælsomme historie om den iranske violinvirtuos Nassir Alis liv og især død bygger på en tegneserie af Satrapi og Parronaud, men parret besluttede sig for at lave den som rigtig film. Filmen med Matthieu Amalric i hovedrollen har bibeholdt mange stiltræk fra tegneseriens verden, både hvad angår stiliserede rammer, delvis karikerede figurer og opfindsomme billedbeskæringer. Det indebærer desværre på minus-siden, at Satrapi slet ikke får etableret det afgørende følelsesmæssige engagement i Nassir Alis kranke skæbne.

'Poulet et Prunes' bliver charmerende overgearet på 'Amélie'-måden uden at have 'Amélie's friskhed og uimodståelige hovedperson. Jo, jeg er lidt skuffet, men efter 'Contagion' er jeg sådan set bare glad for at være i live og i stand til at se film. Jeg betragter de mange filmglade italienere, der står som sild i en tønde for at få et stjerneglimt eller en autograf, når filmstjerner lægger til kaj. Ved de da slet ikke, hvad de udsætter sig for ved at stå og gnubbe sig op og ned ad hinanden på den måde?