Egentlig havde han regnet med, at det skulle være en indiefilm.
Det er måske lidt svært at tro på i dag, hvor Robert Pattinson befinder sig midt i det merkantile cirkus omkring ’Twilight’-filmene.
Men den dag i 2007, da han fik tilbudt rollen som vampyren Edward Cullen, var det ord som ’uafhængig’ og ’seriøs’, der gik igennem den unge brites hoved. Ikke ’verdensberømmelse’ og ’teenagestjerne’.
LÆS OGSÅ Twilight er blandt verdens dårligste film
»Den virkede virkelig interessant; en teenagevampyrfilm, som ville blive ligesom ’Thirteen’ (’Twilight’-instruktør Catherine Hardwickes debutfilm, red.) og ret seriøs. Der er ingen, der tror på mig, når jeg siger det her, men jeg havde ingen anelse om, at det skulle udvikle sig til en kæmpe ting, som ville komme til at pryde de hatte, man får sammen med sin burger i Burger King«, har Robert Pattinson sagt i et nyligt interview med Empire Magazine.
Overdøvet af teenagepiger
’Twilight’ blev ikke en indiefilm. Den blev en verdensomspændende teenagekult.
Og Robert Pattinson selv blev et ikon for millioner af teenagepiger – eller Twihards, som de kalder sig – der siden ’Twilight’s premiere i 2008 har opgivet alt for at følge i hælene på deres idol, i håb om at det en dag er deres halse, han sætter sine hjørnetænder i.
De hacker sig ind på hans computer. De sympatifarver deres hår, når han farver sit.
Alle siger altid til mig: Nå, men nu kan du vel lave alt det, du har lyst til. Men sådan er det ikke.
Og da han for nylig spiste middag med nogle kolleger på et hotel, blev den høflige smalltalk mellem retterne overdøvet af teenagepiger, der hamrede på ruderne og skreg ting som »Rob! I just want to touch your hair!«.
Den nye Jude Law
Når man bliver teenageidol ved et tilfælde, kan man godt have behov for at skifte spor.
Så nu forsøger Robert Pattinson at trække karrieren i en anden retning. Kickstarteren skal være eventyrdramaet ’Water for Elephants’, hvor han spiller hovedrollen, og snart starter han optagelserne til David Cronenbergs nye thriller, ’Cosmopolis’.
»At spille en rolle, som alle kender, er nok det, man får allerflest penge for. Men det er også det, en skuespiller helst vil undgå. For nu er der jo ingen, som synes, det er troværdigt, hvis jeg pludselig vil spille et eller andet ultrarealistisk, som gangster eller sådan noget«, siger Robert Pattinson i aprilnummeret af Vanity Fair.
Robert Pattinson startede karrieren i tv-filmen ’Ring of the Nibelungs’ i 2004, for derefter at blive klippet ud af en hollywoodfilm og vraget fra et teaterstykke i 11. time. Med rollen som Cedric Diggory i ’Harry Potter og flammernes pokal’ i 2006 begyndte verden dog at få øjnene op for Pattinson.
LÆS ANMELDELSE (5 hjerter)
Med Potter gennem pubertetens port»British Star of Tomorrow«, skrev The Times for eksempel om den unge skuespiller, som også fik klistret prædikatet ’den nye Jude Law’ på sig.
Succesens spændetrøje
I dag kan man ikke åbne et ugeblad uden at blive mødt af Robert Pattinsons kønne ansigt.
Han er blevet kåret som verdens mest sexede mand et utal af gange. Hans ’Twilight’-formue på 13 millioner pund har sendt ham direkte ind på The Sunday Times’ liste over Storbritanniens unge millionærer. Magasinerne Time og Forbes har begge kåret ham til en af Hollywoods mest magtfulde mænd. Og så dater han måske, måske ikke sin ’Twilight’-kollega Kristen Stewart.
En rimelig sweet deal for en fyr på 24, skulle man tro. Men for Robert Pattinson føles succesen som en spændetrøje, han ikke kan vikle sig ud af. Edward Cullen er nemlig ikke bare en rolle. Han er også et produkt, der sælger punge, dukker, brætspil og burgere.
»Man kan ikke gøre noget ved det. Det er, som det er. Men det er mærkeligt at være en del af det – at repræsentere noget, man egentlig ikke særlig godt kan lide«, siger han til Vanity Fair og indrømmer, at han er splittet mellem at føle sig taknemmelig over alt det, rollen har givet ham, og føle sig fanget i den.
»Men det er, som om det ikke er o.k. at klage over det. Man må kun være taknemmelig. Og det forstår jeg selvfølgelig godt. Jeg er heldig, og jeg burde sætte pris på mit held. Men hver gang jeg så meget som antyder, at der er minusser ved det her, tror folk, at jeg lyver«.
En hær af Twihards
Hvordan håndterer man så al den succes? Går på drukture, der varer flere døgn? Knalder groupier? Smadrer femstjernede hotelværelser?
Ikke når man hedder Robert Pattinson. Så holder man sig bare langt væk. Selv om han jokende påstår, at han drak alle de penge, han tjente på ’Harry Potter’, op, er sandheden snarere, at han sjældent går i byen af frygt for at blive invaderet af den hær af Twihards, som gør en dyd ud af altid at gå i hans fodspor.
Af samme grund lever han det meste af sit liv på hotelværelser.
»Den bedste måde at håndtere det på, er at flytte rundt hele tiden. Jeg er bange for at købe et hus, for hvis de bare en enkelt dag ser en paparazzo udenfor, går de aldrig«, siger han til Vanity Fair.
Netop nu er Robert Pattinson ved at indspille de to sidste film i ’Twilight’-serien, ’Breaking Dawn 1 + 2’. Når de har haft premiere i 2012, siger han endegyldigt farvel til Edward Cullen og goddag til flere mere seriøse roller. Håber han.
LÆS ANMELDELSE Storladen cirkusfilm har blændende sadistisk skurk
»Alle siger altid til mig: Nå, men nu kan du vel lave alt det, du har lyst til«, siger han til Empire.
»Men sådan er det ikke. I virkeligheden er der nærmest ikke noget derude til mig«.
fortsæt med at læse






























