0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Med Potter gennem pubertetens port

Den fjerde, hidtil mest helstøbte Harry Potter-film slutter i sin form nøje om sit tema: heltens - og det jævnaldrende publikums - modvillige modning, ikke mindst i det første direkte møde med 'du ved hvem'.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvad nu, hvis vi påvirkes eller ligefrem lærer af de fortællinger, vi læser, og af de film, vi ser?

Altså hvis for eksempel Jesu liv i Bibelens gengivelse overhovedet kan anspore til et mere næstekærligt levned, eller hvis Goethes bedrøvelige Werther for den sags skyld kunne inspirere til en bølge af ungdomsselvmord - ja, så tegner Harry Potter sig da nøgternt set som et gigantprojekt for opbyggelig massemedieopdragelse.

For i foreløbig seks romaner og i dag den fjerde film har Potter nu med åben pande bekæmpet den Mørkets Herre, der satte sit mærke som ar i selv samme pande.

Som forbillede for et mangemillionpublikum af jævnaldrende har han udlevet det enkle og nødvendige budskab om, trods sin lidenhed, at overvinde angsten og bekæmpe det onde, gøre lidt mere end sit bedste for at beskytte de svage, at tilgive sine mindrebemidlede modstandere eller konkurrenter og stå last og brast med sine venner.

Bevares, det har C.S. Lewis' Narnia-børn og Astrid Lindgrens Mio og Tvebak Løvehjerte også gjort, men kun Frodo og Sam i 'Ringenes Herre' har vel gjort det med tilsvarende gennemslagskraft. M

en har man hidtil - alle forskelle ufortalt - kunnet se J.K. Rowlings bebrillede, beskedne og begavede helt som børnekulturens svar på J.R.R. Tolkiens lodne hobbitter, så står nu med film nr. 4 aldersgrænserne for fald i det ny fantasyland, som det 21. århundredes filmindustri underlægger sig med den digitale billedrevolution som vejviser.

Modsat andre seriehelte i alle formater vokser og modnes Harry Potter nemlig fra bog til bog, og endnu tydeligere og mere uigenkaldeligt fra film til film, så den efterhånden 15-årige, hagedunede skuespiller Daniel Radcliffe i titelrollen ser mørket samles og stille krav til ham, som han føler sig for ung til at indfri - på linje med det jævnaldrende kernepublikums udfordringer på vej ud af puberteten.

Det er med til at gøre den ny film, den hidtil mest helstøbte, regulært uegnet for børn under 11, selv om den er fuld af spænding og menneskeklogt vid. Men til gengæld den hidtil mest interessante for et voksent publikum.

Sammen med klassekammeraterne Ron og Hermione skal Harry se VM i quidditch (hvis endnu nogen skulle spørge: Det er en art luftpolo på turbokosteskaft). Men det afbrydes af Mørkets Tegn på himlen og Dødsgardisternes hærgen i VM-lejren - Death Eaters hedder de nok så malende på engelsk og overgår mageligt Azkabans 'dementorer', der ellers spredte rædsel nok i 3'eren.

Også på magikerkostskolen Hogwarth er årets quidditchturnering aflyst, til fordel for en Magisk Trekamp mod to fremmede kostskoler, hvis hold når frem under havet og over himlen: de nette franske wilies fra Beauxbaton i en luftbåren karet forspændt syv hippogriffer, de pegasusser med grifhoved, som spillede en rørende rolle i 'Fangen fra Azkaban'. Og de sammenbidt strambuksede bulgarske ynglinge fra Durmstrang (apropos Werther og al hans Sturm und Drang) dukker op i en undervandsfuldrigger!

Flammernes Pokal udvælger turneringens deltagere ved at udspy sedlerne med deres navne af sit bål, men fra Hogwarth udvælges ikke kun den ældre og ret ædle Cedric. Også Harrys navn udtrækkes, selv om han er for ung til overhovedet at kunne melde sig som kandidat!

Hvem har så meldt ham? Denne gåde sætter splid mellem Pot og Pande, undskyld: Harry og Ron, for første gang, og bedre bliver det ikke af Hermiones hån: Der skal mod og mandshjerte til at inklinere for en dame til juleballet!

Modigt - om også modvilligt - går Harry derimod trekampens prøvelser i møde: en ildsprudende takhaledrage, glubske undervandsnymfer i Den Sorte Søs dyb og en labyrint af (alt for!) levende hegn.

Men alt sammen kun livsfarlige kladder til selve den navnløse rædsel: en lynglitrende duel på liv og død og special effects med den tænderskærende skinbarlige Voldemort selv.

Af hensyn til retfærdigheden såvel som til kommende bind og film må Harry jo overleve, og den endelige voldemortifikation (undskyld!) får vi da heller ikke.

Men Ralph Fiennes giver for første gang Mørkets Herre konkret og skræmmende fremtrædelsesform: i mimik, gestik og maskeringskunst et slimet, hudløst hylster for al universets viderværdighed og ondskab. Til overflod flankeret af en hvæsende farlig David Tennant og den krybende Wormtail i al Timothy Spalls skamløse ynk.

Gudfar Sirius med Gary Oldmans træk ('Fangen fra Azkaban') får vi kun et kort, bogstaveligt glødende glimt af, og lærerværelsets Maggie Smith og Alan Rickman må her også i anden række.

Ny på rollelisten er til gengæld Brendan Gleeson, der skræmmende dynamisk låner al sin tvetydige pondus til det omvandrende anatomiske reservedelslager Skrækøje Dunder - efterfølger af 3'erens lovlig lodne professor Lupin som lærer i Forsvar mod Mørkets Kræfter.

Som rektor Dumbledore glitrer Michael Gambon igen mere fiffig end i mange år; og Emma Watson og især Rupert Grint (Hermione og Ron) viser nok mere interessant skuespil end Daniel Radcliffe selv - men dem alle tre genser man jo med næsten familiær glæde.

Mike Newell, instruktør af 'Fire bryllupper og en begravelse' såvel som af den halvokkulte 'Donnie Brasco', forener igen humoristisk menneskekundskab og dødsens alvor og trimmer romanens tekst ned lige til muskel og sene, men ikke længere.

Med et par bratte klip, men dog mere målbevidst og velproportioneret end Chris Columbus og især Alfonso Cuarons 3'er, fletter Newell pubertetens kejtede opdagelse af forelskelsen sammen med de eksistentielle valgs uundgåelighed til en personlighedsdannelsens ariadnetråd gennem mulmets labyrint.

Lyder det sammensat, er det dog i grunden enkle erfaringer: Den gode bærer selv den ondes mærke; prisen for vinderens triumf er tabets uigenkaldelighed; sejren har sit indbyggede syndefald. Derfor blandes pubertete