Det er sidste gang, du kommer til at stille mig det spørgsmål«, siger Christoffer Boe og peger på mig hen over bordet. »Næste gang kommer der andre boller på suppen, det lover jeg!«. Spørgsmålet var uskyldigt eller flabet, alt efter hvordan éns temperament nu måtte farve det: Din nye film er så tæt på at være en mainstreamfilm, hvorfor er den det så ikke alligevel? Og ja, jeg havde stillet ham det samme spørgsmål, da vi talte om hans forrige film, thrilleren ’Alting bliver godt igen’, og selv kunne jeg se spørgsmålet antage rituel karakter, som årene går. »Aldrig mere!«, siger han nu, så dér røg det ritual. Jalousiens raseri »Jeg ved reelt, at jeg med ’Beast’ har afsluttet noget i mit liv, og hvad arbejdsprocesser angår, føler jeg, at jeg er klar til at komme et nyt sted hen. I nogens optik er mine film ... sære, men jeg er i færd med at ændre på mine parametre og spørge mig selv: Hvad kan jeg også godt lide af film? Jeg har sådan set en ret bred filmsmag, og nu er tiden kommet til at bruge noget mere af det andet«. Christoffer Boe, der sandt at sige heller ikke er helt så glatraget på issen på instruktørmåden, som han har været, arbejder inden for et massemedium. Det behøver man ikke fortælle ham. LÆS ANMELDELSEBlodigt bæst har fingrene i Hitchcocks honningkrukke Hans nye film, ’Beast’, er ren ravruskende horrorhistorie om en mand (Nicolas Bro), der mistænker sin kone (Marijana Jankovic) for at have en affære med en anden mand (Nikolaj Lie Kaas), og han mærker vreden og raseriet – og en altovermandende kærlighed – vokse i sig, samtidig med at han bliver mere og mere syg af lidelse, lægerne ikke kan finde nogen forklaring på. Horror er kroppens uro Visse afgørende detaljer i filmen – måden, Nicolas Bros jalousi vokser på, brugen af Frederiksstaden i indre København som en selvstændig karakter, afventende, medvidende – stempler den som en film med ambitioner om andet end at levere hurtige gys, måske ligefrem som en kunstnerisk bestræbelse. Men kunne man ikke tage dit råmateriale og gå i klipperummet og lave en helt anden, langt mere entydig genrefilm ud af det?
»Det kunne man måske godt«, medgiver Boe. »Men min intention var at tage sådan en genre og redefinere den, tage den et nyt sted hen. Hvis man bare kører en film igennem en genremaskine, kan man komme til at glemme de grundlæggende spørgsmål, historien stiller. Horrorfilm handler om uroen ved din egen krop, om hvordan verden vender sig mod én, om en verden, der vokser op inde i én selv, og jeg har så taget de temaer og ladet dem udspille sig i relationen til et andet menneske i et parforhold, hvor der pludselig kan vokse et beast frem i dig, helt bogstaveligt«. Startede med kun et ordBeast (uhyre, red.) var det nøgleord, hele filmen begyndte med i Christoffer Boes hoved. Han ville lave en film, der hed det – lidt som da Hollywoodstudiet RKO i 1943 bestilte en film hos producenten Val Lawton med ét eneste krav: Den skulle hedde ’I Walked With a Zombie’, men hvad den handlede om, måtte han helt selv hitte ud af. I november, da Boe var i gang med efterarbejdet på ’Alting bliver godt igen’, opdagede han, at han ville få nogle fridage i januar. Han ville også lige være flyttet ind i en lejlighed, der var så stor, at man ville kunne filme i den uden at punge ud med studie- og lejeomkostninger, og hvis tre af hans yndlingsskuespillere kunne tage et par uger ud af kalenderen, kunne der ligge en film i det. Og det ku’ de. Skrev manus på natværtshus Han skrev manuskriptet over seks nætter på natværtshus, hvor man – modsat derhjemme, hvor børnene har bukserne på – måtte ryge. Og han fandt et minimalt filmhold, hvor alle de afgørende funktioner var besat med nybegyndere, »et helt ungt hold, jeg kunne deflorere«, som han siger, »sultne og tændte«. LÆS OGSÅDansk films største fetichist får meget ud af utroskab Mere end i nogen anden film af Christoffer Boe ser han ud til at måtte dele afsenderadresse med en skuespiller. Nicolas Bro, hans korpus, og hvad der gemmer sig i dette korpus, er den organisme, filmen opstår af. Og hvis Bro havde sagde nej til Boe, var ’Beast’ ikke blevet til noget. Bro er mit beast »Bro og jeg er vokset op sammen. Vi var små børn sammen, da vi lavede vore første film, og er nu blevet midaldrende. Han har lige født sin første søn«. Ja, han var vist ret gravid i filmen ... » Det var han, ja«, griner Christoffer Boe. »Jeg gjorde ham gravid, og vi har nu fået vores første barn sammen! Nej, men seriøst: Vi er vokset op sammen og er i dag begge i længerevarende forhold. Han er min muse! Nogle har en smuk ung dame som muse, jeg har Bro. Sådan spiller livet én nogle små puds«. Hvad kan du med ham? På film? »Bro er et meget elskeligt menneske. Og utroligt rummelig. Han har adgang til et ocean af følelser, og selv om han er det bedste menneske, jeg nogensinde har mødt, er der åbent ind til alle de facetter, et menneske kan bestå af. Man kan jo ikke lave film på alt det vennesæle og på, at solen bare skinner fra en skyfri himmel. Film laver man om alt det forfærdelige, om et vendepunkt, om hvordan ting rykker sig og bliver til noget andet. Bro, dette skønne, blide væsen, der så gerne vil alt det gode, han skulle være mit beast, han skulle vise, at man ind imellem vil nogen så meget, at man kan destruere dem«. Film er bedst udenfor syningerneNår du siger, at du fremover kommer til at lave mere populære film, lyder det, som om du synes, du skylder nogen det. »Ja, jeg synes lidt ... Jeg ved det ikke. Jeg prøver virkelig at udvikle mit filmsprog. Der er en rød tone i dem, men de er også ret forskellige. Nogle rubricerer dem som intellektuelle og besynderlige, hvilket irriterer mig, for jeg vil gerne være endnu mere vidtfavnende«. Er popularitet noget, man kan beslutte sig for? »Jeg har efterhånden rigtig meget teknisk erfaring, og jeg kan godt lave film. Jeg har bare en underlig smag. Jeg bruger mit talent til at lave nogle film, som mange ligesom ikke kan lide smagen af, så måske skulle jeg bare vælge en ny type køkken. Nu har jeg stået med det her landkøkken indtil videre, men jeg kan skifte råvarerne ud og lave en anden type køkken. Jeg kan sgu godt behandle de råvarer, jeg ved sgu bedre end nogen, hvordan man finder den gode porre og dyrker den gode kartoffel. Jeg har bare snittet dem anderledes og puttet lidt for meget fiskesovs i, ikke? Efter nogens smag«.
