Christoffer Boe har samlet de fleste anmeldere i den høje ende af skalaen med sin nye film 'Beast'.
Med Ekstra Bladets Kirstine Krefeld som feltets store undtagelse. Hende vender vi tilbage til.
Filmens omdrejningspunkt er kæresteparret Bruno og Maxine, der flytter sammen i den store forelskelse, men ender med at æde hinanden op.
Faktisk lidt i bogstaveligste forstand, som da Bruno spillet af Nicolas Bro under en sexakt skærer i Maxine og drikker hendes blod.
Boe indfanger erotikken som ingen anden
Der gik kun seks uger, fra Boe fik ideen, til optagelserne af 'Beast' gik i gang i hans egen lejlighed.
Optagelserne varede blot tre uger, og det kan man ifølge Politikens anmelder Sophie Engberg Sonne desværre godt mærke på filmens dialog, som hun kalder »noget tomgangspræget«.
»Hastværket giver filmen en frenetisk energi, der matcher Brunos afsindighed, men de gode replikker er altså også gået tabt i den korte proces«, skriver Engberg Sonne, der ellers er positiv over Boes skildring af parforholdet i alle dets facetter.
»Boe er nok dansk films største fetichist, og ingen kan som han indfange erotikken i den måde, en halskæde kærtegner en kvindes kraveben på, mælk, der rammer varm kaffe eller snefnug i ibenholtsort hår. (...) Meget kan man sige, men Christoffer Boes film ligner stadig ikke noget andet i det danske filmlandskab«, skriver Politikens anmelder og kvitterer med fire hjerter.
ANMELDELSE
Blodigt bæst har fingrene i Hitchcocks honningkrukkeHos Berlingske er anmelder Kristian Lindberg endnu mere positiv og giver filmen 5 ud af 6 seks stjerner.
Lindberg mener, at Boe og Bro får meget ud af den velkendte utroskabsformel i 'Beast', der nærmest »flår indvoldene ud på sine hovedpersoner.
»I denne formel kaster Christoffer Boe både kropsligt mavekrampende horror, psykologisk detaljestyring og et bundfrossent bylandskab, der spejler karakterernes iskolde krigsførelse mod hinanden. Det er kort sagt, uhyggeligt flot«, skriver Lindberg og trækker paralleller til von Triers 'Antichrist'.
Især Nicolas Bro er betagende i rollen som Bruno, der langsomt rives i stykker af jalousi, mener Lindberg og understreger, at filmen yderligere vil »fastmejsle Bro som sin generations mest besættende (og besatte?) skuespiller«.
Alle betages af Boes billeder
Hos MetroXpress er Cinemazones anmelder Mikkel Kofod også oppe på den næstbedste karakter på skalaen.
5 ud af 6 giver han 'Beast', som efter Kofods mening er Christoffer Boes mest kompromisløse film til dato.
»I en elegisk tone afsøger han kærlighedens væsen. Godt nok overspiller Nicolas Bro som blodtørstigt bæst, såret af sin elskedes afsked, men filmen er kompromisløst gennemført og fornemt filmet«, skriver Mikkel Kofod.
Som dog altså ikke er ligeså begejstret for Nicolas Bros skuespil, som resten af kollegerne.
»Nicolas Bros forvandling fra forelsket kæreste til blodtørstig hævner virker mindre overbevisende. Bro kan ikke dy sig for at give Bruno en manieret kant, der virker humoristisk overspillet. Det distancerer tilskueren. Karaktererne er i forvejen kun symboler i et trekantsdrama om kærlighedens lemlæstende kraft, så Bros karikerede spil hjælper ikke på indlevelsen«, skriver Mikkel Kofod.
Anmelderen hæfter sig - i øvrigt som resten af sine kolleger - ved filmens billeder, der er »voldsomt stemningsfulde, og de forelskedes kærlighedsfulde ansigtstræk er som altid sensibelt indfanget. Filmen er i det hele taget imponerende flot, og billederne er fornemt akkompagneret af Sylvain Chauveaus imposante og dirrende musik«, skriver Mikkel Kofod.
En gang indforstået teaterøvelse
Og så kom vi til undtagelsen.
Hos Ekstra Bladet er Kirstine Krefeld slet ikke stået på Christoffer Boes psykologiske karrussel.
Under overskriften 'Et dødssygt bæst' giver Krefeldt 2 ud af 6 stjerner og skriver, at Boe denne gang er ude i noget aggressionsfremkaldende kedeligt og pointeløst.
»Omdrejningspunktet er Bruno (Nicolas Bro) og Maxine (Marijana Jankovic), som lever i et dramatisk lorteforhold, hvor de skiftevis elsker og hader hinanden og har et sexliv, der bl.a. byder på noget med at snitte i bryster og suge blod«, skriver Krefeldt og understreger, at skuespillerne slet ikke virker som rigtige mennesker.
»Hvad Christoffer Boe vil med denne film, står for undertegende hen i det uvisse – men det virker heller ikke som om, han egentlig er interesseret i at kommunikere det til sit publikum. Næh, det er vist mest en slags indforstået teaterøvelse for de involverede. Filmen byder da også på usædvanligt smukke, poetiske billeder – men først og fremmest en sjælden evne til at smitte tilskueren med lysten til at forlade biografen«.
fortsæt med at læse
