Når nu krybbetableauet med dukker, bondegårdsdyr og indbygget nefalygteskær over Jesusbarnet, rugemoderen og bonusfaderen såvel som okse, æsel og tilbedende hyrder efterhånden er blevet et særsyn som juledekoration i de tusind hjem, er det da godt vi kan samles i stråleglansen fra et andet syn: fjernsynsskærmen med julefilm. Julestemning gives der ingen garanti for, men man kan prøve ved selv at vælge sine film.
Noget i den retning har min redaktør måske tænkt, da han i visdom nåede frem til, at læserne i disse uger har brug for »noget om julefilm«. Især dem, man kan købe eller låne i vore dage.
LÆS OGSÅ
»Tror du virkelig?« sagde jeg. Men så måtte jeg jo indrømme, at jeg selv har tilbragt mange milde stunder i helligdagenes behageligt slørende bagbrandert, hvor (fjern)synet af pave Benedikt XVI – i sit forrige Ratzinger-liv bedre kendt som Vorherres rottweiler – fra midnatsmesseriet i Peterskirken ligesom umærkeligt glider over i Alec Guinness’ borende blik som partikommissær i ’Doktor Zhivago’ eller Julie Andrews’ lige så stålsatte smil i ’The Sound of Music’. Eller hvad de nu lader fosse gennem kanalen den juledag.
For nu slet ikke at tale om min fjerne barndoms Disney-juleshow, den faste decemberudflugt til Metropol-biografen på Strøget dengang før dansk tv’s fødsel. Stjernestunder med Anders, Chip & Chap og Pluto før turen hen til Jordbærkælderens isanretninger i underetagen over for Helligåndskirken. Ud over tv-showet ’Fra alle os ...’ den 24. december er det nærmeste, vi i dag kommer juleshowet, denne måneds fine serie med ’Disney Greatest’, inklusive Silly Symphonies-forfilm i Cinemateket.
Nå, men jeg fortaber mig. Hvad er overhovedet ’en julefilm’?
Hvid jul
Jo, det er da sådan en som Aardman-folkenes vittige ’digital claymation’-film ’Arthurs Julegaveræs’ i biografen lige nu. Eller hvis det skal være en klassiker for alle aldersgrupper, så ’Casablanca’-instruktøren Michael Curtiz’ sang og dans-komedie ’White Christmas’ fra 1954 med Bing Crosby og Danny Kaye på kombineret damejagt og red julen og konkurskroen-mission.
Irving Berlins sang var i øvrigt genbrug fra filmen ’Holiday Inn’ fra 1942 med samme Crosby og Fred Astaire og et lige så vrøvlet kærligheds- eller konkursplot henlagt til juledagene.
’Jul i den gamle købmandsgård’ og ’Jul i skovridergården’ hed i 1950’erne to danske forsøg på at lure amerikanerne de sentimentale kunster af – forældede forbiere set med nutidsøjne.
LÆS OGSÅ Ondskaben ulmer i ny anti-julefilm
Men danske forsøg er der nok af, lige fra børnenes ’Far til fire til julebal i Nisseland’ (oprindelig i 1956: ’Far til fire i byen’) og til ’Julefrokostens’ udskejelser for voksne, uanset om det så er filmen fra 1976 med Jørgen Ryg og Preben Kaas eller den fra 2009 med Kim Bodnia og Mick Øgendahl.
Dick Kaysø er med i dem begge, og det er han også i juleløjerne i ’Stakkels Krumme’ fra 1992 såvel som fjorten år senere i ’Krummerne – så er det jul igen’.
Kort sagt: Skal det være julefilm, så sæt ordet ’jul’ (til nød ’holiday’) ind i titlen. Ligesom i ’Jul i Nøddebo Præstegård’, som Scharlings roman og teaterstykket på grundlag af romanen faktisk hed, selv om filmen kun hedder ’Nøddebo Præstegård’, både i 1934 med Hans Kurt som Nicolai og Johannes Meyer som pastor Blicher og fra 1974 med Lars Høy og Poul Bundgård i samme roller. Vælg den første, den har i det mindste patina – versionen fra 1911 (med bl.a. Clara Pontoppidan) bliver vist svær at opdrive på dvd.
Sort jul
Med sine tre indspilninger (og over et halvt århundredes årlige genopførelser på Folketeatrets scene) må ’Nøddebo Præstegård’ gælde som Danmarks svar på ’A Christmas Carol’.
Antallet af filmatiseringer af Dickens’ godmodige julegyser – også under titlen ’Scrooge’ – er legio fra 1917 og frem, men så har ikke bare Bill Murray (i ’Scrooged’), men også både Barbie og Muppets haft snabelen nede i historien, sidstnævnte med en gemytlig Michael Caine i gnierens nathue. Men skal det være den ’rigtige’ historie, så tag hellere tv-versionen med George C. Scott fra 1984 end den mærkeligt kolde Jim Carrey tour de force fra 2009.
Skeletter til julemusik leverer Tim Burton mere charmerende end nogen i sit geniale animationsmøde mellem halloween og julemanden, ’The Nightmare before Christmas’. Men hvad julegysere angår, er der meget værre rædsler på programmet: Titler som ’Black Christmas’, ’Silent Night Bloody Night’, ’Silent Night Zombie Night’ og fem gange ’Silent Night Deadly Night’ siger vel tydeligt nok, hvad de drejer sig om.
Og uanset om julen skal være sort eller hvid, så er det jo med filmene som med hele halløjet i disse uger: Der bliver drevet rovdrift på det.
Når først Chevy Chase har været på ferie én gang, må han jo også på ’Fars fede juleferie’ både i 1989 og 2003.
Og når mange (for mig komplet ubegribeligt!) har betalt for at grine ad Tim Allen i ’Tror du på Julemanden’, kommer der selvfølgelig også en 2’er og en 3’er, og ind imellem oven i købet lige en ’Hjælp, det er jul!’ med samme stramme herre som familien Kranks overhoved. ’Alene Hjemme’ skyldte også julen en del af sin første succes, men det var nu ikke kun højtidernes skiften, der gjorde efterfølgerne mere ulidelige.
Familien og kærligheden
Og når nu ’Miraklet på Manhattan’ – tredobbelt Oscarvinder fra 1947 med blandt andet flotte Maureen O’Hara og en 8-årig Natalie Wood – er gået i sejlivet tv-kredsløb, må der selvfølgelig også laves en tv-remake i 1959 og biografdittoer i 1973 og 1994.
Hvorimod den anden ’alvorlige’ juleklassiker over dem alle – Frank Capras ’Det er herligt at leve’ fra 1946 med James Stewarts besindelse på familiekærligheden frem for springet ud fra broen under den truende 1930’er-depression – mærkeligt nok har fået lov at leve sit evige liv på alverdens juleprogramflader uden discountdubletter.
Måske er det ordet ’depression’, der får mig til at tænke på 1961, hvor den kolde krig var på sit højeste, og jeg så en ret charmerende julefilm om noget mere end jul?
Jack Lemmon var den underkuede ungkarl, der må låne sin lejlighed ud, når cheferne vil holde frækt frikvarter fra familiekærligheden – og pludselig står han med hænderne fulde af Shirley MacLaine. Meget af ’Nøglen under måtten’ (’The Apartment’) havde Billy Wilder faktisk henlagt til juleaften, højt belagt med ’Jingle Bells’, ’Come All Ye Faithful’ og hele svineriet.
LÆS OGSÅ
Blandt nyere forsøg på at gøre Capra og Curtiz kunsten efter er ’Love Actually’ af de mere talentfulde med fine folk som Bill Nighy, Colin Firth og Alan Rickman plus mere publikumskælne typer som Hugh Grant, Rowan Atkinson og Keira Knightley i hver sin kamp med kærligheden, før de mødes i Heathrow lufthavn. Fermt flettet. Men også med så klar overvægt mod det sukrede, at man ser sig om efter kryddersnapsen.
At vende vrangen ud af julens symboler er ingen kunst, men at gøre det originalt er noget ganske andet: I ’Bad Santa’ fra 2003 gjorde Billy Bob Thornton det i hvert fald konsekvent som den fordrukne og bundliderlige butiksrøver i ho-ho-ho-kostume. Men til den, der trænger til modgift mod klejnestanken, kan man også foreslå Bruce Willis’ måde at fejre jul på i ’Die Hard’ (1988): Systematisk udryddelse af de 12 apostle ... næ, gidseltagere i LA-skyskraberen.
Jul året rundt
Når det kommer til stykket, handler de bedste julefilm vist egentlig ikke så meget om julen. Den indgår bare, for eksempel som glædelig kontrast til ubehageligere sider af tilværelsen.
Den festlige storfamiliejul med gemmeleg og kædedans og stearinlysantænding af onkelens tarmgas til ungernes jubel i ’Fanny og Alexander’ står jo netop i skarp modsætning til de efterfølgende ydmygelser i bispefamiliens laboratorium for patriarkalsk tyranni og psykisk mishandling, en besk forstærkning af ånden i Ingmar Bergmans eget nidkære præstelige barndomshjem.
Og i ’Joyeux Noël’ – den fælleseuropæiske koproduktion fra 2005, som hos os hed ’En dag uden krig’ og minder mange af os om Villy Sørensens beslægtede ’ufarlige’ historie om ’Soldatens juleaften’ – fremtræder julenattens selvbestaltede våbenstilstand mellem de forskellige nationaliteter i 1. Verdenskrigs skyttegrave netop så stærkt, fordi den trodser den altoverskyggende tilstand omkring dem: destruktionen af menneskeliv efter en massemålestok.
Nå, appellen til hver enkelt af os om at turde vælge freden, dén er vel i grunden aktuel året rundt. Og der er heller ingen penge i den. Så det er nok slet ikke ’en julefilm’?
fortsæt med at læse
