Det er et sjældent syn for danske øjne: tre monstertruck-sneplove, der kører i kortege gennem snedriverne i 2200 meters højde. Den første lørdag på Sundance Film Festival faldt sneen så tæt, at det var svært at komme frem og tilbage i den lille by Park City i Wasatch-bjergene uden for Salt Lake City i Utah, hvor Sundance Film Festival 2012 fandt sted 19.-29. januar. Og nogle havde vanskeligt ved overhovedet at komme frem. Den danske instruktør Omar Shargawi strandede i lufthavnen i Seattle, før han valgte at leje en SUV og køre hele vejen, og Martin Zandvliet, der er medforfatter på '10 timer til Paradis', fik lov at vente 15 timer i Minneapolis, før luftruterne blev åbnet. LÆS OGSÅ'½ Revolution' får anmelderros, mens instruktøren er fanget i snestorm Skientusiaster jublede, hvorimod det arbejdende pressefolk så mere bistre ud over at spilde timer i festivalbusserne, der kører op og ned ad bjerget fra biograf til biograf, og jeg var nok ikke den eneste, der tænkte: Det er lidt sindssygt at holde så stor en begivenhed her. Robert Redfords lille hjertebarn er gennem årene vokset til monstertruckstørrelse, så det lille skisportssted, der normalt har plads til 8.000, under festivalen tager imod 50.000 gæster. Festivalen er gået fra at være en privat legestue for Redford og venner til at være den vigtigste festival i USA, hvor en enkelt visning kan blive springbrættet til en stor filmkarriere. Som Mads Brügger sagde, da han ankom den snefyldte lørdag iført tynde lædersko og stor selvtillid: »Europæere forstår ikke, hvor stor Sundance er. For amerikanerne er det jo det vildeste«. Det vildeste af det vildeste skete i år for den debuterende instruktør Benh Zeitlin, der vandt hovedprisen for for 'Beasts of the Southern Wild'. Det er en vild og visuelt smuk historie om den fattige pige Hushpuppy fra den afroamerikanske by The Bathtub i Louisiana - en by på den forkerte side af diget, så den er konstant oversvømmet og fordømt til en dag at forsvinde. LÆS OGSÅHer er vinderne på Sundance Film Festival 2012 Hushpuppy vokser op med en hård, alkoholiseret far, der bliver syg, mens verden på magisk realistisk vis falder fra hinanden. Det, som gør, at det virker sindssygt at holde Sundance her i Park City, er samtidig en del af festivalens charme. Da 29-årige Benh Zeitlin modtog prisen, sagde han da også: »Dette er det rette sted for verden at møde denne film«. Redfords excentriske valg smitter af på én. Hver morgen vågner man op til synet af smukke bjergtinder, hvorefter glade filmfolk, påvirket af den tynde bjergluft og fælles filmglæde, smiler til én og deler meninger og erfaringer. Der er næppe en festival i verden, hvor publikum efter filmene er så engagerede i debatterne og tiljubler og tilsviner i samme grad. LÆS OGSÅYdmygende film gav postyr på Sundance Som kvinden efter visningen af Mads Matthiesens '10 timer til Paradis', der til pinligt overmål vil fortælle, at det hele er så fantastisk, eller den vrede mand, der efter visningen af 'Ambassadøren' råbte, at Mads Brügger havde begået en international forbrydelse med sine diamanthandler i Den Centralafrikanske Republik. For mange festivalgæster er Sundance et frirum for frisindede, en slags menighed for liberale amerikanere, der tropper op hvert år for at finde frem til sandheden om verden og - især - sandheden om USA's tilstand. LÆS OGSÅMads Brügger: Europæerne forstår ikke hvor vild 'Sundance' erDokumentarfilm kan gennemtrænge Sandhed er et kodeord for Robert Redford, og ved Sundance 2012 havde han udråbt dokumentargenren til stedet, hvor det stadig var muligt at gennemtrænge det normale mediemorads og den polariserede politiske debat og rent faktisk få et glimt af, »hvad der foregår i det her land«. Ved åbningen af festivalen torsdag 19. september sagde han: »Vi lever i hårde tider. Det er ingen hemmelighed, at det er en mørk, dyster tid - og at vores regering er handlingslammet. Tiden bliver reflekteret i filmene, men filmene lider ikke selv af handlingslammelse«. Det kan i øvrigt fortælles, at Robert Redford på afstand (10 meter) stadig er en af verdens smukkeste mænd, men up close & personal ligner de 75 år, han er. Og selvfølgelig gør han det, alt andet ville gå dårligt i spænd med hans politiske engagement, miljøaktivisme og anti-kendis-hype. LÆS OGSÅRobert Redford: Vi lever i hårde tider For Redford handler det om at åbne folks øjne for independentfilm, fordi de måske kan åbne øjnene for, hvad der er galt med samfundet. »Det er deprimerende, at folk ikke ved, hvad der foregår i deres eget land - hvad er det der distraherer dem? Jeg tror, at dokumentarfilmene kan hjælpe på det«, sagde han under et symposium om dokumentarfilm under festivalen. Programmet var også præget af politisk engagerede dokumentarfilm. Finanskrisens bøllebank til den amerikanske drøm har fået flere instruktører til at pege kameraet i retning af Amerikas fattige: som Lori Silverbusch og Kristi Jacobsens 'Finding North' om hungersnød i det moderne USA eller Heidi Ewing og Rachel Gradys 'Detropia' om Detroits forfald. »Detroit repræsenterer slutningen på noget og begyndelsen af noget nyt. Hvad det er, der vil komme, er der ingen, der ved. Vi er ved enden af en 100-års cyklus i det her land; og den følelse af, hvad der vil komme, er spændende«, siger Grady: »Den amerikanske drøm vil blive revideret. Den var aldrig bæredygtig, og nu må vi genoverveje den«. Vinderfilmen i den amerikanske dokumentarkonkurrence blev Eugene Jareckis 'The House We Live In', der er en sylespids kommentar til USA's fejlslagne 'War on Drugs'. Hvordan populistiske politikere har slået ned på narkotika med ekstremt hårde minimumsstraffe til misbrugere og små pushere og derved reelt bedrevet klassekamp med en racistisk slagside, for det er ofte fattige sorte, der sendes i fængsel, og ikke de magtfulde bagmænd. Kan filmene ændre noget? En tendens er tydelig: Dokumentarfilminstruktørerne er vredere og mere personligt engagerede i de politiske budskaber end før. Hvor dokumentarfilmene tidligere har nøjedes med at beskrive og stille sig kritisk over for samfundets dårligdomme, er der nu en mere aktivistisk tilgang, hvor instruktørerne kommer med løsninger eller selv aktivt deltager i kampen for en bedre verden. Og hvad end det betyder, er flere af instruktørerne kvinder, der arbejder sammen, deriblandt Victoria Bruce og Karin Hayes, der har lavet 'We Are Not Broke', der følger protestbevægelsen U.S. Uncut, der kæmper for at få store amerikanske virksomheder til at betale skat. Filmen og bevægelsen glider i sin slutning over i en mere kendt bevægelse, Occupy Wall Street: »Jeg havde en følelse af, at revolutionen var på vej«, siger Victoria Bruce, der mener, at folkets idé om økonomisk retfærdighed ikke længere kan bremses, og hendes film viser, at forandring er mulig: »Engang fandtes der slaveri i det her land og børnearbejde, og kvinder havde ingen stemmeret. Man kan ikke sige, at tingene ikke kan ændre sig, når folk kræver det«. Den danske invasion Fotografen Lars Skree blev præmieret for sit arbejde på 'Putins kys', og Mads Matthiesen vandt prisen for bedste instruktør. LÆS OGSÅTo danske film vinder på stor festival Det er stærke individuelle karriere-moves, men nationalt set var det mest imponerende, at tre ud af de tolv film i den internationale dokumentarfilmkonkurrence var danske. LÆS OGSÅDansk debutant er overrasket over filmpris Til Politiken siger programlæggeren Caroline Lebresco, at hun er imponeret over de film, der kommer fra Danmark for tiden. Hun fremhæver, at de tre danske film på hver sin måde »blotlægger de indre mekanismer i et socio-politisk system eller bevægelse«. Hun kigger ikke efter objektivitet, som »i dag må anses som en fiktion«, men hylder i stedet Lise Birk Pedersen for i 'Putins kys' at vise en ung kvindes transformation i en politiske proces og Mads Brügger for med 'Ambassadøren' at flytte grænser: »En af hans pointer er at gøre os utilpasse og derved tvinge os til at reflektere over vores etiske kodeks. Det opnår han ved at stille sig selv til skue i en slags retssal, hvor publikum kan dømme ham«, siger hun og fremhæver også, hvordan '½ Revolution' er del af en zeitgeist på årets festival med sit aktivistiske indblik i den egyptiske revolution. LÆS OGSÅDansk instruktør på Sundance: Den Egyptiske revolution er ikke slut Og derved blev de danske dokumentarfilm en del af Robert Redfords ønske om at åbne verdens øjne for, hvad der sker ude i verden. Det er derfor, man tager snekæderne på firehjulstrækkeren og begiver sig op i Wasath-bjergene i kolde januar: for at se det liberale Amerikas bedste bud på sandheden om verdens tilstand. FACEBOOK