Pia Møller på 28 år kalder sig Everdeen til efternavn på Facebook. Everdeen som i Katniss Everdeen - heltinden i scifi-trilogien 'The Hunger Games'.
»Jeg hørte om bøgerne for halvandet års tid siden, fordi jeg havde læst en anbefaling på nettet«, fortæller Pia Møller, som i disse timer tæller ned til gallapremieren på filmatiseringen af bøgerne, som hun har dyrket intenst.
LÆS ARTIKEL
Hun skaffede sig med det samme alle tre bøger i et bokssæt, læste dem og blev aldeles opslugt af universet, hvor 24 unge i en slags reality-tv dyster på liv og død:
»Jeg holder mest af kærlighedshistorien, men der er også spænding og dramatik. Og bøgerne giver også et perspektiv på, hvordan unge tænker. Hvordan de frygter for, hvad der skal komme til at ske, når skal skal ud at strække deres vinger alene i samfundet«.
Efter hun selv havde slugt trilogien, lokkede hun flere af sine venner til at læse bøgerne, og i dag er Pia Møller med i en gruppe af 'Hunger Games'-fans og skal til gallapremieren på filmen i Aarhus optræde i kostume som 'peacekeeper'-figur.
Hunger Games er mere moden
Flere spår, at 'Hunger Games' bliver arvtager til den populære 'Twilight'-serie, men Pia Møller bryder sig ikke ubetinget om den sammenligning.
LÆS ARTIKEL
»Den kan ikke sidestilles med 'Twilight'! Men det kan godt være, at dem, der dyrkede 'Twilight' og dens romantik som 13-14-årige også vil synes om 'Hunger Games', for de er jo blevet ældre. 'Hunger Games' berører tungere emner som depression og familiekærlighed. Så der er både noget for teenagere og for det mere modne publikum«, mener hun.
Selv om Pia Møller er inkarneret fan af bøgerne, frygter hun ikke for filmatiseringen, hvor visse elementer nødvendigvis er ændret eller skåret fra.
»Det bliver spændende at se, hvor godt den følger bogen. Jeg synes godt, at filmen må være lidt anderledes, så noget er forudsigeligt, og andet er uforudsigeligt. Der skal være noget ekstra at komme efter«.
'The Hunger Games' har premiere i biografer landet over 22. marts.
Læs anmeldelsen af filmen i Politikens tillæg Film torsdag
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter