På en ramponeret beværtning et ukendt sted i Ungarn begynder de småfulde bønder at røre på sig. Og efter kort tids uro begynder de – på eget initiativ og under kyndig vejledning af egnens enfoldige yngling – at opføre en sindrigt koreograferet dans baseret på intet mindre end planeternes bevægelse i universet. Med hænderne højt hævet og fingrene ivrigt viftende står en buttet og bedugget herre stovt og med et akavet smil i midten af rummet, mens de andre arbejdere, dovne af daggammel druk, sættes i kredsløb omkring ham.
Først Jorden i skikkelse af en ældre herre, der kæmper en brav kamp for at holde sig oprejst, mens han på én gang drejer rundt om sig selv og cirkler venstre om Solen. Dernæst Månen, der kredser i modsat bevægelse om Solen – og til sidst sættes resten af beværtningens gæster i gang, koncentrisk cirklende om det bizarre optrin. Filmen som kunstart Scenen er det første, der møder publikum i ’Werckmeister Harmonies’ fra 2000, en tragikomisk skildring af et improviseret bondeoprør i en lille ungarsk landsby, der samtidig bliver besøgt af et omrejsende cirkus, hvis hovedattraktion er kæmpestor udstoppet hval. Filmen er instrueret af den ungarske instruktør Béla Tarr, der er lige så berygtet for sine kompromisløse, satiriske og sindssygt smukke sort-hvide skildringer fra et opdigtet Ungarn, som han er ukendt på disse himmelstrøg. Det forsøger Cinemateket i København i denne måned at råde bod på, når de viser en lille håndfuld af hans film, hvorved det for første gang herhjemme bliver muligt at stifte bekendtskab med den berømmede instruktør, der ikke sjældent fremhæves som en af vor tids største genopdagere af filmen som kunstart, og som blandt sine stålsatte fortalere tæller både den nu afdøde amerikanske forfatterinde Susan Sontag og filminstruktøren Gus Van Sant. Forførende fletværk Hvis ’Werckmeister Harmonies’ var filmen, der sikrede Tarrs internationale gennembrud, og blev filmen, der introducerede mange til den forkætrede instruktør, var det derimod hans forudgående film, den mere end syv timer lange ’Sátántangó’ (1994), der sikrede hans rygte – og som allerede nu er gået over i filmhistorien som et af de vigtigste værker de sidste 30 år. Det var denne sort-hvide fletværksfortælling, der afslørede en kompromisløs og stilsikker instruktør, der – som filmens forblæste karakterer i øvrigt – stædigt følger sine egne veje.
