»Hvor går du hen«, spørger en himmelsk røst i slutningen af denne visuelt originale, sansemæssigt overvældende, intellektuelt provokerende, men også stærkt tålmodighedskrævende film, vinder af Venedigs Guldløve 2011.
Hovedpersonen Faust fortsætter sine skridt ind i et goldt, tåget, på alle måder uvist og uindbydende bjerglandskabs mørke, før han svarer: »Altid længere!«.
LÆS OGSÅ
Landskabet - der ligner Island med varme kilder m.v. - må vi anse for en slags dødsrige, måske Helvede.
Men med slutreplikken vælger den nu 61-årige instruktør Sokurov den side af Goethes tragedie, der trods de sørgelige følger af menneskelig svaghed også er et helteepos: en hyldest til forskerens titaniske kamp for at komme i skulderhøjde med skaberen og nå frem til den endelige viden om alting.
Videbegær til sult
'Faust' er den fjerde film i Sokurovs tetralogi om magt, med forgængerne 'Moloch', 'Taurus' og 'The Sun'. Over for deres politiske og militære magt (hhv. Hitler, Lenin og kejser Hirohito), hævder 'Faust', at viden er magt - og videbegæret en stærkere magt end vore andre drifter.
Drifter og sanser får ellers, hvad de kan trække lige fra starten: Fra det høje zoomer vi ind på en myldrende middelalderlig by bag trange mure, videre ind i laboratoriet og helt tæt på en mands slappe genitalier: Det lig, som Faust (Johannes Zeiler) dissekerer, så indvoldene vælter ud.
Men anatomisk videbegær overgås af regulær sult, så pengeløs opsøger han en pantelåner (Anton Adasinsky), hvis vanskabte skikkelse allerede lader os ane, at denne Mauricius ('den mørke') er fortællingens Mefisto.
Med det ondes hjælp
Efter besøg blandt kvinderne i byens vaskehus/bad og mødet med Margarete (Isolda Dychauk) fører den groteske pantelåner (med kvindetække, Hanna Schygulla følger ham som hypnotiseret) Faust videre til kælderbeværtningen og klammeriet med drukne studenter, hvor Margaretes bror, Valentin, dør.
Det korte af det meget (!) lange: Dele af Goethes stof er bevaret, andre dele ændret eller udeladt, som altid med 'Faust'. Tragedien er et dramatisk monstrum, umuligt at opføre eller filme i sin helhed.
Sokurov gør det til en vandring gennem ubestemt tid, glidende fokusering og spejlforvridning i en grågrøn, mere middelalderlig end oplyst verden af uvidenhedens uskyld over for kroppens behov.
Humoristmedaljen får Sokurov nok aldrig, men i kæden af gådefulde scener her anskueliggør han en romantisk og dog - i genmanipulationens og rumforskningens tidsalder - aktuel pointe: Menneskets higen efter total erkendelse af det sande og det skønne - om nødvendigt med det ondes hjælp.
FACEBOOK
fortsæt med at læse
