Da 'Russian Ark' blev vist i Cannes, insisterede instruktøren Alexander Sokurov på, at man ikke skulle fokusere på filmens formelle og tekniske kvaliteter. En fuldstændig formålsløs gestus, al den stund 'Russian Ark's indtræden i filmhistorien skyldes en enestående filmteknisk præstation. En spillefilm optaget i ét hug. Et eneste take med steadycam. 90 minutter lagt i hænderne på den tyske fotograf Tilman Büttner (bl.a. Tom Tykwers 'Lola Rennt'). I løbet af de 90 minutter glider Büttner og hans steadycam igennem Skt. Petersborgs Eremitagemuseum, der er en del af Vinterpaladset i den tidligere russiske hovedstad. I de mange rum og gange stod 3.000 udklædte og sminkede skuespillere og statister parat til det øjeblik, det blev deres tur. 33 scener fordelt på to kilometer gange og sale. Büttner var på hårdt arbejde i de 90 minutter. Det hele skulle klappe. Forud var gået en minutiøs planlægning af næsten uhyrligt omfang. Hvad der nogen tid forinden var startet som en dokumentarfilm med et beskedent budget, var i hænderne på den visionære russer svulmet op til et gigantisk gamble. Hvor næsten alt kunne gå galt, og absolut intet måtte. Teknologien var på forkant med George Lucas' nyeste stjernekrigsfilm, men den 23. december er også i Rusland årets korteste dag, og netop den dag var der uden for Vinterpaladset 24 minusgrader og en hylende vind, som gav selv computerne inden døre kriller i halsen. Så stor var lettelsen, da øvelsen efter tre-fire tyvstarter blev gennemført uden vaklen i de tusinde geledder. Nej, det er ikke så sært, hvis man kommer til at fokusere på selve præstationen i 'Russian Ark'. Det er ærefrygtindgydende tænkt og næsten naturstridigt udført. Kameraets og fotografens gliden som en nysgerrig, tyst og meddigtende ånd igennem de historiske rum er i sig selv en æstetisk-atletisk nydelse. Men er det nu kunst eller sport? Kunstsport kunne man næsten fristes til at kalde det og ikke kun på grund af elementet af kraftpræstation. Billedkunsten har nemlig en af de største roller i 'Russian Ark'. Bibelske temaer af bl.a. Van Dyck. Den europæiske kunst, som siden Katarina den Store er blevet samlet af de russiske tsarer og hængt op til beskuelse i Eremitagemuseet. Det er således ikke svært at få øje på den oprindeligt planlagte dokumentarfilm (som Sokurov i modsætning til sin producent benægter ethvert kendskab til) om Eremitagemuseet. Temaet er Ruslands nationale selvforståelse sat i forhold til dén europæiske kultur, Rusland sugede næring fra i århundreder, inden man med Lenin og Stalins kommunisme i Sokurovs underforståede fortolkning vendte både Europa og kulturen ryggen og koncentrerede sig om gammelt barbari på en ny måde. Med den franske 1700-tals karrierediplomat Marquis de Custine (en karismatisk Sergei Dreiden) som guide og med en usynlig filmskaber som fortæller og samtalepartner glider de to tidsløsnede figurer igennem kunstgallerierne og en række tableauer fra Vinterpaladsets historie. Peter den Store vrider øret om på en af sine generaler. Katarina den Store lader sig underholde kongeligt, indtil hun pludselig må finde sig et sted at tisse. I en sepiatonet idyl går Romanov-familien til bords en sidste, intetanende gang, mens revolutionen buldrer i det nære fjerne. Mest storslået er et åndeløst smukt iscenesat bal, der i virtuositet og krinoline kan matche Martin Scorseses 'Uskyldens år'. Scenerne følger ikke slavisk en umiddelbart genkendelig logik eller kronologi. Pointen er snarere en form for samtidighed. Det, der ligger før nu, mister ikke sin sjæl. Sokurov har tidligere arbejdet i, hvad man kunne kalde en form for mystisk miniature. En besjælet og ikke sjældent kryptisk ikonografi. Springet er stort til 'Russian Ark', men hurdlen til umiddelbar forståelse dels den samme. Det skulpturelle, det æstetiske, det spirituelle argument er i høj grad Sokurovs gebet. Hans spring til den historiske snarere end spirituelle 'Russian Ark' er tilsyneladende stort. Men en solid, dramatisk rød tråd er stadig svær at finde og fastholde. Mange af filmens pointer har for klar en adresse til et russisk publikum. Skulle man da tro. Men filmen er imidlertid ikke mindst i England blevet en overraskende stor publikumssucces. Sokurov behandler russerens sværmeriske forhold til fortiden med en velgørende selvironi, men hvad enten Sokurov vil det eller ej, vil 'Russian Ark's berømmelse komme til at blive basere på den del af det kunstneriske udsagn, der kommer til udtryk som en teknisk bedrift. For de teknisk interesserede kan det tilføjes, at 'Russian Ark' er optaget med et 24p High Definition-digitalkamera, og at man til lejligheden måtte udvikle en særlig transportabel harddisk-recorder. Den slags oplysninger rummer sin egen poesi. Som på en måde slår stærkere end de begivenheder, kameraet runder i de opstillede historiske tableauer.