Hver gang en ny konkurrencefilm starter, har jeg den lille filmsommerfugl i maven.
Det handler om filmkunst, men bliver uvægerlig også en slags turnering i filmsport komplet med odds, hvor man kan spille på Guldpalmemodtageren som i en fodboldkamp.
Engelske Stanleybet hævder, at de danske forhåbninger til Thomas Vinterbergs ’Jagten’ er vildt overdrevne, på trods af at ’Jagten’ ligger på en delt tredjeplads på Screens barometer sammensat af rutinerede internationale filmkritikere.
’Jagten’ giver pengene hele 17 gange igen, så det er værd at overveje.
Efter hans magiske ’Stellet Licht’ har jeg store forhåbninger til mexicanske Carlos Reygadas. Den lange åbningsscene i ’Post Tenebras Lux’ er ren magi, der får sommerfuglen til at flakse.
LÆS OGSÅ Beat-film om sex, drugs og jazz er for tam
Filmet i det næsten kvadratiske Academyformat med en sælsom korona af slørede skygger på billederne fanger Reygadas en lille pige i gummistøvler, der løber rundt på en pløret fodboldbane midt i den grønne natur omgivet af glammende hunde, vrinskende heste og brølende køer.
Imens falder mørket langsomt på.
Det er næsten som en omvendt udgave af åbningsscenen fra ’Stellet Licht’, hvor dagen gryede guddommeligt over verden. Den argentinske forfatter Borges kaldte dæmringen og skumringen for henholdsvis duens og ravnens tvelys.
Det er samme form for poesi, Reygadas her mestrer.
Ingen nøgler
Men forestillingen om en Guldpalme til ’Post Tenebras Lux’ fortoner sig.
Den lange åbningsscene er også filmens bedste. I næsten alle scener skaber Reygadas billeder med et enormt nærvær, men den springende sammenklippede historie om en families liv og et fremmedgjort ægtepar er som et puslespil, uventede trækvinde hele tiden roder op i. Der er noget galt med sexlivet og nærkontakten.
Faderen har en uvane med at gennembanke sine hunde. Narkomanen Seven går rundt med sin motorsav og saver i skovens træer som en uformuleret trussel mod den skrøbelige idyl.
LÆS OGSÅ Danske filmtalenter har dræbersnegle med til Cannes
Om natten ser den lille søn en højrød Pink Panther-profil med djævlehorn og dinglende tissemand gå rundt i huset. ’Post Tenebras Lux’ ligner helt klart et intimt og måske ligefrem selvbiografisk personligt værk, men hvor Reygadas i forvirrende grad har valgt at holde alle nøgler for sig selv.
Filmen er købt til de danske biografer, så jeg får endnu en chance som låsesmed. Og godt det samme, for der er ingen tvivl om, at selve konkurrenceelementet påvirker måden, man ser disse film på.
Swinger rustikt
Sidst Lee Daniels var i Cannes, vakte han stor opsigt med filmen ’Precious’.
Nu skal han for første gang dyste om Guldpalmen. Han får den ikke, men hans filmatisering af Pete Dexters roman ’The Paperboy’ understreger Daniels som et talent med en særlig stil og sit eget stoflige, rodede look.
’The Paperboy’ er et svedigt sydstatsdrama henlagt til 1969, hvor nogle journalisters forsøg på at opklare en mordgåde og redde en uskyldigt dømt bliver rørt sammen med racisme, homoseksualitet og hedt begær.
Stjerneskuespiller sviner den store filmmogul tilPå papiret er det alt for meget på én gang i en film med en tung overvægt af stjerner.
Men som i ’Precious’ viser Daniels sig som sin helt egen mand. Han instruerer med rumsterstang snarere end tryllestav. Kønt eller raffineret er det ikke, men det virker for en af Amerikas få kendte sorte instruktører.
GRANDDIREKTØREN
Matthew McConnaughey fortsætter opturen fra ’Lincoln Lawyer’ og ’Killer Joe’, men Zac Efron burde være for køn til rollen som liderlig stikirenddreng, Nicole Kidman fejlplaceret som oversexet Barbietante, og det burde være helt håbløst at lade John Cusack spille psykopaten fra alligatorsumpen.
Men på en eller anden måde får Lee Daniels sit overlæssede hold og historie til at swinge rustikt.
Men der skal jo også gættes på en Guldpalme, og med kun fire konkurrencefilm tilbage, må jeg tilslutte mig flokdyrene og sætte min palme på Michael Hanekes ’Amour’.
Måske vil David Cronenbergs ’Cosmopolis’ kunne rokke ved det i morgen?
fortsæt med at læse
