Efter fem minutter hører man lyden for første gang:
En fjeder spændes med en rusten knirken, og et klapsæde slår op med et klonk. En mands skridt gungrer uldent, som han forlader biografen.
Knap 20 andre følger efter ham den næste halve time.
I biografsalen Star 1’s flimrende halvmørke vises Thomas Vinterbergs film ’Jagten’ for 250 særligt indbudte internationale distributører.
De virker ikke benovede, som de småsnakker og forlader salen løbende. Arrangementet er ellers temmelig eksklusivt – for først om 31 timer finder den officielle verdenspremiere sted her i Cannes.
På rækken foran mig sidder en mørkhåret mand med hentehår.
Han har haft travlt med at tjekke et program ud med en lille lommelygte, mens filmens spændingskurve tager til.
Så ringer hans telefon med den klassiske Nokia-melodi. Den kimer én gang, og han løfter dovent sin taske op. Den ringer igen, så han tager klaptelefonen frem og kigger på displayet, mens han lader den ringe tredje gang også.
Så klapper han telefonen op og tager den til øret. Midt i biografsalen.
»Hallo«.
Direktøren for Trustnordisk – det selskab, der sælger ’Jagten’ til verden – har godt nok advaret om det specielle publikum inden visningen.
»Regel nummer et lyder: Inviter aldrig instruktøren selv til en markedsvisning. Så går han derfra og har lyst til at kaste sig i havet. Det er så deprimerende en stemning. De går ind, sætter sig og går gerne efter ti minutter, hvis ikke det er noget for dem«.
Kun én eneste gang har direktøren – Rikke Ennis hedder hun – oplevet, at folk klappede efter en markedsvisning.
»Jeg tænkte bare: ’Hvad sker der her?’. Normalt er der ingen tilkendegivelser af, hvad folk føler. Det er koldt og kynisk på enhver tænkelig måde. Det er den side af glamouren, som man ikke ser, når man kommer til Cannes som turist eller læser om festivalen i bladene«.
Da ’Jagten’ er forbi, er der ingen, der klapper i Star 1.
Penge, penge, penge
De fleste går og tror, at filmfestivalen i Cannes handler om at samle verdens største filmstjerner, instruktører og filmkyndige kritikere til en glamourøs fejring af filmens skønneste facetter.
LÆS MERE Bookmakerne tror på Vinterberg
Man tror, at det er et sted med andægtig respekt for den kunstneriske vision, en filmkunstens katedral.
Det troede jeg også, men de seneste uger har gjort mig klogere.
Cannes er nemlig på samme tid verdens vigtigste filmmarkedsplads, hvor titusinder af folk fra filmindustrien mødes på 358 stande i kældrene under den røde løber for at skaffe penge til fremtidens film, købmænd klumper sig sammen til de 1.435 markedsvisninger, og på terrasser og fortovscafeer flokkes endnu flere af filmindustriens folk i livlig diskussion om filmprojekter – køb, salg og finansiering.
REPORTAGE
Hele setuppet er i grunden ikke meget anderledes end en tekstilmesse i Herning, hvor kræmmerne har formået at lokke hele verdenspressen til for at se et glitrende gardin af guld.
Mens blitzlysene reflekterer i den gyldne vævning, sidder industrien bagved og har mere travlt end nogensinde før.
Peter Aalbæk, direktør i filmselskabet Zentropa, ankommer til Cannes samme dag som markedsvisningen.
»Det er ganske kort at skrive, hvad det her handler om«, siger han.
»Penge, penge, penge, penge«.
Angst over Atlanten
Zentropa lejer hvert år den samme hvide villa lidt uden for Cannes’ centrum. Ud over at være bolig er det stedet, hvor forretningsforbindelser hver aften inviteres op til middag.
Med kvækkende frøer i hækkene og udsigt over byen og havet skovler gæsterne lammekød og melonsalat med mynte indenbords fra plastictallerkner, drikker rødvin og kaffe og snakker business til langt over midnat.
»Jeg tror, der er cirka en halv milliard kroner i det her rum i aften«, siger Peter Aalbæk.
FOTO
Direktøren bruger mest denne fredag aften på at sige »tak for grunkerne« til de norske folk, der har bevilget 15 millioner til en ny film om Tordenskjold, ligesom han krammer, griner og sludrer med den franske advokat, der sidste år arbejdede for at holde Lars von Trier ude af spjældet efter naziudtalelserne.
Selskabets finansdirektør Peter Garde står for aftenens mere udspekulerede agenda:
Da man maksimalt kan skaffe 15 millioner til en filmproduktion i Danmark, må man se til udlandet, hvis en film skal blive til noget. Og Cannes er stedet, hvor alle er samlet. Sprang en atombombe her, ville den internationale filmindustri være udslettet på et splitsekund.
Så ved at holde møder dag og nat kan man spare flyrejser for titusinder af kroner i disse dage, og ved at opvarte og glæde sine samarbejdspartnere med hjemlig hygge kan man opbygge tillid og goodwill.
Igen med øje på én ting: penge til den næste film.
»Jeg sidder med cirka 25 projekter«, fortæller Peter Garde, mens 80’er-musik strømmer ud af højttalerne på terrassen.
»Det er både australske, engelske, tyske koproduktioner, jeg arbejder på. Så gæsterne i aften er amerikanere, tyskere, newzealændere, franskmænd og så videre«.
REPORTAGE
Finansdirektøren er virkelig på i Cannes.
Fra de første møder klokken ni om morgenen, til de sidste slutter klokken tre om natten, er han på job.
Denne aften skal han blandt andet have parret to svenske instruktører med en sydafrikansk investor, så de kan tale om et fantasy-projekt til 70 millioner kroner.
Det går tilsyneladende godt, for i et hjørne af villaens gård – i en palmebladsdækket hytte – sidder instruktørerne og investorholdet om et bord. Klokken er halv tolv om aftenen.
»Det kan være, at de laver en deal lige nu«, siger en høj fyr fra det sydafrikanske firma.
Han er ung, har kraftige bakkenbarter, stålbriller, sort jakkesæt og et vinglas i hånden.
Efter en naiv indgang til branchen, hvor han troede, at industrien ville opdage hans producertalent og enestående visioner om sig selv, er han endt som indkøber af film til det sydafrikanske marked. Også han er blevet klogere med tiden.
»Film er forretning. Det ved jeg nu«.
Klassens populære dreng
Klokken ni næste morgen står Peter Aalbæk op i villaen og vader splitternøgen gennem stuen, hvor et par stykker er ved at spise morgenmad.
Han ifører sig svømmebriller og hopper på hovedet i poolen med et plask.
»For sattan, det er godt. Så er dagen kraftedeme i gang«, siger han.
Aalbæks dag er proppet med møder. Et enkelt med pressen, resten med forretningsforbindelser. En af Zentropas elever – nogle af firmaets hårdest arbejdende folk – kører ham ind til byen.
Festivalen i Cannes er centreret om et monstrøst kongrescenter ved havnefronten.
Det er her, konkurrencefilmene bliver vist i kæmpemæssige biografsale, og her, hvor 4.500 pressefolk flokkes om stjerneskuespillerne, når de skridter op ad den røde løber.
I kælderen under palæet ligger filmmarkedet, hvor salgsselskaber udbyder titler, som aldrig vil få en chance i en filmkonkurrence. Ved den japanske stand reklamerer en plakat for filmen ’Zombie Ass’, der har undertitlen ’Toilet of the Dead’.
Omkring ti minutters gang derfra holder skandinaverne til. Filminstitutter og salgsselskaber fra de nordiske lande har en terrasse på strandboulevarden la Croisette 55.
Det er bikuben, hvor en kæmpemæssig del af årsomsætningen for Trustnordisk – Zentropas og Nordisk Films salgsselskab – bliver til i løbet af en uge.
LÆS MERE
'Jagten' henter sin første pris i CannesFaktisk er det 50-60 procent af årsomsætningen, som hives hjem her i Cannes og på filmfestivalen i Berlin tidligere på året. Og interessen er stor i år.
»Man er virkelig klassens populære dreng, når man har en film i hovedkonkurrencen«, siger Rikke Ennis, direktøren.
Hun forklarer, at ’Jagten’s salgsliv i Cannes vil bestå af tre toppe.
Nummer et er markedsvisningen for de indbudte distributører. Selv om deres ansigter var følelseskolde, da de forlod biografen, har de booket møder og fortalt, at de er interesserede.
Top nummer to er anmeldelserne. Denne lørdag aften skal ’Jagten’ vises for den internationale presse, og anmeldernes dom har kæmpe kommerciel betydning.
»Vi sidder og har helt ondt i maven, mens det sker, for det kan være fuldstændig afgørende for den her film. Vi har oplevet nogle gange med få film – som jeg ikke vil nævne – hvor pressevisningen virkelig ikke har været en succes, og vi har haft den største depression efterfølgende«, siger hun.
Sidste top er selve lukningen af handlerne – hvor de kan spille interesserede distributører ud mod hinanden og skabe priskrig. Hvis alt går vel. Og så er der også en ekstra indtjeningsmulighed i Cannes i år. Får ’Jagten’ en pris, ruller endnu flere penge ind:
»Vi kalder det ’bumpers’ i kontrakterne, og der er forskellige takster for hver enkelt pris, man kan vinde: bedste mandlige skuespiller, bedste kvindelige skuespiller, bedste film og så videre«, siger Rikke Ennis og foregiver, at hun sidder med en stak kontrakter i hånden, som hun bladrer igennem.
»Så gør vi sådan her: Bumpers, bumpers, bonusser. Ind i et excel-ark, og så sender vi en ekstra faktura ud til alle køberne. Bum«.
Sne og is er sexet
En engelsk filmproducent har sat sig ned ved et lille bord foran Peter Aalbæk. Han arbejder på en dokumentarfilm om Noma og har bedt om et møde.
»Hvor langt er I med projektet?«, spørger Aalbæk.
»På et meget tidligt stadium. Vi har skudt lidt film omkring Best Restaurant Awards, men når det kommer til finansiering, er vi ikke langt. Jeg har talt med Channel 4, BBC – forsøger at få et møde med Sky. Vi skal have adgang til skandinavisk finansiering. Den kreative del er ved at tage form«, svarer englænderen.
»Hvornår kan vi få det materiale, I har? Om en måned er alle på ferie«.
»Du kan få det nu«.
»Efter min smag skal filmen være mere farvet af instruktøren end af René Redzepi (Nomas køkkenchef, red.). Ellers bliver det bare en fucking reportage. Er der et stærk fingeraftryk fra en instruktør, kan vi forsøge at få den på Sundance Film Festival«, siger Peter Aalbæk.
»Selvfølgelig skal vi have en instruktørs vision til at skinne igennem, men mest af alt skal René Redzepi skinne igennem«.
»Ja, selvfølgelig handler den om ham, men det er et spørgsmål om, hvorvidt I bare holder mikrofonen, eller om den har jeres fingeraftryk«.
»Instruktøren er rigtig god til naturscener ... «.
»Det er godt, godt. Jo mere sne og is, I kan få. Alt vi sælger med sne og is, er sexet, for der er så mange steder i verden, hvor de ikke har det«, siger Aalbæk.
»Ja, vi kan gøre filmen mere potent ved at vise landskaberne. Så er det ikke bare et køkken og billeder af tallerkener – det gør den mere filmisk«.
»Fedt, et af mine yndlingsprogrammer er det der ’River Cottage’. Kender du det? Det er rigtig fedt. Jeg vil meget gerne være en del af det her projekt. Jeg sætter dig i kontakt med Marie Gade, en producer, jeg arbejder tæt sammen med. Hun er mere pålidelig«.
De siger farvel og giver hånd.
Broen til Sverige
Peter Aalbæk går om til et hvidt hus bag Croisetten.
Her holder den regionale svenske filmfond Film i Väst til, og Aalbæk har lovet at komme og tale ved et arrangement. Filmfondens fremtidige projekter præsenteres.
FOTO
Derfor er to svenske instruktører, som var i Zentropas villa i går, også her.
De skal lave en film baseret på den svenske musiker Håkan Hellströms tekstunivers, forklarer de flokken.
Kort efter haster instruktørerne videre, for de skal mødes med de sydafrikanske pengemænd fra i går – om deres næste film.
Et projekt, som tidligere har skullet foregå i New York eller London, men nu ser det ud til, at det kan være muligt at få finansiering fra Sydafrika. Derfor er manuskriptet skrevet om, så det foregår i Cape Town. Jeg følger med dem.
De to, Måns Mårlind og Björn Stein, har senest instrueret den amerikanske fantasy-film ’Underworld IV’ – en kassesucces, der kostede 70 millioner dollar.
Nu vil de samarbejde med Zentropas Peter Garde. Ikke at han kan tilbyde et budget i nærheden af amerikanernes, men han kan give instruktørerne en mulighed, der ikke er i USA.
I stedet for at salgsfolk skal klippe filmens sidste udgave, så den sælger bedst, tilbyder Zentropa final cut til instruktørerne selv.
Mens vi går ned mod mødet, spørger de, om danskerne stadig ser svenskerne som fulde stoddere.
»Nej, det er ikke sådan længere«, svarer jeg.
»Jeg tror, at broen har gjort meget«.
»Virkelig«, udbryder Björn Stein glædestrålende.
»Du ved, at vi skrev ’Broen’?«, siger han og ser forventningsfuld ud. Hans medinstruktør bryder ind.
»Journalisten mener ikke tv-serien ’Broen’, men Øresundsbroen«.
»Jamen, det troede jeg. Det er mit ego«, siger Björn Stein.
I et blæsende hjørne af en terrasse-restaurant foran Grand Hotel slår de sig ned med investoren, en producer og Peter Garde. De viser sydafrikaneren en trailer for deres film. Han kan lide den.
»Det ser endnu bedre ud, end jeg forestillede mig, da jeg læste manuskriptet«.
Så begynder hele finansieringspuslespillet at blive lagt.
Hvis der skal skaffes støtte fra den europæiske filmfond Eurimages, må maks. 30 procent af pengene i filmen komme fra Sydafrika. Peter Garde håber på at hente tre millioner euro fra Skandinavien, yderligere tre andre steder i Europa, og de sidste penge skal altså skaffes i Sydafrika, hvis filmen nogensinde skal blive til noget.
»Det er sort magi«, siger Björn Stein.
»I ved, hvordan det virker med finansiering. Hvis I skal have sydafrikanske penge, må I ansætte sydafrikanske folk til produktionen. Det ville hjælpe meget med en hovedrolle til en sydafrikaner«, siger investoren.
»Klart, klart. Det arbejder vi også på at finde«.
De diskuterer mulighederne for at skaffe penge fra brands ved at vise deres produkter i filmen – såkaldt product placement.
»Det skal bare udføres smagfuldt. Får vi penge for det, for satan, så er det jo fint«, lyder det fra instruktørerne.
Sådan kører det. En filmproduktion er et gigantisk puslespil, der skal lægges. De to svenske instruktører har arbejdet på projektet i fem år. Lykkes det nu at skaffe penge, kan der ligge en film færdig i 2013.
Men succes er dyrt. Peter Garde giver et eksempel:
»Da Mads Mikkelsen spillede med i sin første film ’Pusher’, fik han en cykel som betaling. For ’Jagten’ får han penge nok til at købe en cykelbutik«.
Men de har jo klaphattene på
’Jagten’ vises for den internationale presse klokken 21.30 lørdag aften.
I Zentropas villa holder firmaet fest for Thomas Vinterberg, der har fødselsdag, og huset summer af en hjertelig stemning.
De er på samme hold her. Bare ikke i forhold til handlingen på tv-skærmen, hvor Champions League-finalen er i gang. Mads Mikkelsen ærgrer sig, mens teknikeren Simon Lyttings ansigt er ren fryd i det flimrende lys.
Andre er mere bekymrede for modtagelsen af filmen.
»Vi har hørt fra nogle danske journalister, at visningen gik godt«, siger Peter Aalbæk, da visningen er forbi.
»Men de sidder jo også med klaphattene på, for fanden«.
»Vi kan jo ikke vide, hvad der foregår inde i hovederne på folk fra Screen og Variety. Det er dem, folk læser hernede, og det kan anspore dem til at købe«.
Aalbæk har fingrene nede i alt, hvad der sker for Zentropa i Cannes – en hånd i salg, udvikling og finansiering af film. En anden i ’Jagten’ og alt pressearbejdet. Jeg spørger ham, hvad det er, han virkelig brænder for.
»Det er at få solgt en film. Når det lykkes, er det fuld udløsning. Spillet omkring salget er jeg helt vild med«.
Tidligere på dagen havde der været en mulighed for at lukke et salg af ’Jagten’ til Italien, men de nåede det ikke. Den handel kan være død, når bladene kommer næste dag.
Den våde løber
Næste morgen ånder alle lettet op. Handlen med italienerne bliver lukket.
»De landede den faktisk højere, end vi havde regnet med. Det var, fordi Hollywood Reporter var skide positiv, Screen var skide positiv, og Variety var o.k. Men det var noget pis, vi ikke fik lukket den i går, for havde anmeldelserne været dårlige, var italienerne stukket af. Men vi blev også lidt grådige«, siger Peter Aalbæk.
»De havde deres gamle sure chef med til mødet, så jeg skulle også sidde og være gammel sur chef«, forklarer han.
»Det er good cop, bad cop. Der sidder gamle sure mænd, og så sidder der nogle unge entusiastiske mennesker. Vi vrisser ad hinanden, indtil vi har prisen. Så giver vi håndslag, og så gælder det«.
Rikke Ennis sidder tilfreds i stolen ved siden af Aalbæk:
»Vi kan begynde at spille distributører ud mod hinanden nu, for de kan rigtig godt lide filmen«, siger hun.
»Men der er masser af film tilbage, og selv om de måske kan lide ti film, har de kun råd til tre«, siger Peter Aalbæk.
»Men hvis vi begynder at være aggressive og sige: ’Vi skal have et bud i dag’, så begynder de at strømme ind«, replicerer Ennis.
Gennem dagen trækker skyerne sammen over Cannes.
Blæsten flår pavilloner ud af form, regnen siler ned over den tidligere så solbeskinnede by. Det ubarmhjertige vejr skaber en stemning af mildt hysteri i Zentropas villa.
Det er gallaaften for ’Jagten’, og holdet skal gå ad den røde løber og nyde suset og hæderen for en enkelt stund.
Der er blevet lånt kjoler for hundredtusindvis af kroner og arrangeret en særlig forfest på stranden for de indbudte. Vejret gør det knap så festligt som planlagt.
Peter Aalbæk kalder sammen til et gruppebillede.
»Kom så. De små forrest – det gælder også dig, Lars«, gjalder han henvendt til børnene og Lars Ranthe, skuespiller i ’Jagten’.
»Hvor er det stort. Kig på kameraet, tænk på regnen. Tænk på jeres frisurer, der ligger fladt ned ad nakken om fem minutter«, råber han.
Alle griner, skåler. De er glade.
På tv’et kører livebilleder fra den røde løber, hvor Michael Haneke og holdet bag hans film sjosker ned ad det gennemblødte tæppe, mens blæsten flår paraplyerne i stykker. Om tre timer er det deres tur.
»Gæsterne er allerede begyndt at komme«, siger Nina Rostock-Jensen, der står for alle selskabets fester i Cannes – også forfesten om en halv time.
»Ja, ja, skide med det. Det er først klokken otte. Hvad er det for nogle bonderøve?«, svarer Peter Aalbæk.
»Det er kulturministeren«, siger Nina Rostock, og flækker af grin.
»Han er en bonderøv fra Jylland«, siger Aalbæk.
På toppen
Aftenens gallavisning bliver, trods våde kjoleslæb og en kaotisk entré, en succes.
Billedet står perfekt på lærredet. De 2.000 gallaklædte gæster griner, gruer og gibber på de helt rigtige tidspunkter.
Hele salen rejser sig og klapper til sidst, og her forlader vi Zentropa. På toppen.
I aften skridter stjernerne hen ad Cannes’ røde løber for allersidste gang i år.
Verdens fineste filmpriser skal uddeles, og Danmark vil sidde med klaphatten på. Men får ’Jagten’ en pris, er det ikke bare en hyldest til den kunstneriske vision, skuespillet, billederne og instruktionen.
Det er også øjeblikkelige penge i Zentropas kasse. Film er business, og i den verden er Guldpalmen lig med én ting:
Bumpers, bumpers, bonus, bum.
fortsæt med at læse
