Dværgforeninger langer ud efter Snehvide-film

Dronningen. Charlize Theron (177 cm høj) er især - helt på linje med brødrene Grimms oplæg - ude på at gøre livet surt for Snehvide (Kristen Stewart, 168 cm) i nyfortolkningen af eventyret, der har dansk premiere i morgen.
Dronningen. Charlize Theron (177 cm høj) er især - helt på linje med brødrene Grimms oplæg - ude på at gøre livet surt for Snehvide (Kristen Stewart, 168 cm) i nyfortolkningen af eventyret, der har dansk premiere i morgen.
Lyt til artiklen

Ugens store filmpremiere er nyfortolkningen af eventyret om Snehvide, der er i de danske biografer i morgen.

Prinsessen er den eneste, der kan sætte en stopper for den onde dronning Ravenas regime. Dronningen forsøger at få Snehvide myrdet, men hun når at flygte ind i den forbandede skov. Og herfra udvikler eventyret sig dramatisk, ligesom der skal være blevet plads til en heftig kærlighedshistorie.

'Snow White and the Huntsman' har haft premiere i USA, og her er den strøget ind på en 1. plads og har skubbet 'Men in Black 3' væk fra tronen som den film, der har solgt flest billetterl. Snehvide indspillede i åbningsweekenden hele 340 millioner kroner.

Tre versioner af Snehvide på vej i biograferne

Kritik af valg af skuespillere
Men det er ikke alle, der deler glæden ved succesen.

For alle rollerne i filmen er besat med filmstjerner som Kristen Stewart (Snehvide), Dronning Ravena (Charlize Theron) og Chris Hemsworth (jægeren, 191 cm høj), selv om der er adskillige roller, hvor karakterne skal forestille at være dværge.

Men filmens dværge er i virkelighedens verden skuespillere, der er op mod en halv meter højere end rigtige dværge.

Det valg kritiserer organisationen 'Little People of America' overfor den amerikanske underholdningshjemmeside TMZ. Organisationen mener, at filmholdet burde have besat filmen med dværgskuespillere

»Man burde caste skuespillere med dværgvækst, når nu historien specifikt handler om småfolk. Det ville betyde, at også andre roller ville kunne gå til folk, der ikke er så store«, siger en talsmand for 'Little People of America'.

Rolle-tyveri
I filmen er de otte (!) dværge skuespillere, der er 170-185 cm høje, og som er blevet formindsket i den digitale proces, hvis ikke man ganske enkelt har overført deres ansigter til dværgekroppe, skriver TMZ.

Problematikken var også aktuel i forbindelse med filmatiseringen af 'Ringenes Herre', og 'Little People of America' mener nu, at der viser sig et mønster af rolle-tyveri.

Foreningen bakkes nu op af teatertruppen 'Beacher's Madhouse', der udgøres af godt 20 dværge. Teatertruppen er fast inventar på Hollywood-hotellet Roosevelt Hotel.

100 dværges march
Et af medlemmerne af teatertruppen har netop sendt et brev til Universal Pictures' direktør for at informere ham om, at 'Beacher's Madhouse' planlægger en '100 dværges march' til filmselskabets hovedkvarter for at protestere mod udviklingen.

Dværgtruppen mener, at det svarer til »at caste en hvid skuespiller til at spille en sort mands rolle og så efterfølgende forandre hudfarven digitalt«, når Universal Pictures har sat skuespillere med almindelig vækst til at spille med i filmen.

Der er ikke sat dato på marchen, og holdet bag Snehvide-filmen har ikke kommenteret kritikken.

FACEBOOK

Steffen Boesen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her