Den unge pige, der viser en mindre grupper filmentusiaster rundt, peger på gaden fra filmen 'Gangs of New York'. »Vi kan meget herude, men filmindustrien bruger os ikke, og nu risikerer det hele at forsvinde«. Vi er på rundvisning i la fabbrica dei sogn - Drømmenes Fabrik. Det var her i Cinecitta, i filmstudierne i udkanten af Rom, at Charlton Heston stod på sin stridsvogn i superproduktionen 'Ben Hur'. Og det var her, i det legendariske studie 5, at Marcello Mastroianni og Anita Ekberg slentrede gennem Roms gader i Federico Fellinis storfilm 'Det søde liv'. Blandt de nyeste film fra drømmens fabrik er Woody Allens 'To Rome with Love'.
Europæisk films stolthed Men det er ved at være sket med Cinecitta, der i årtier efter Anden Verdenskrig var italiensk og europæisk films stolthed. I dag advarer fremtrædende filmfolk som amerikanske Martin Scorcese og italienske Ettore Scola mod planer om at bygge hotel og supermarked på området, og i juli besatte de ansatte studierne i flere dage. For der hviler allerede en ildevarslende ro over det store område, som kun ved sjældne lejligheder har åbnet for besøgende. Vi slentrer gennem gigantiske kulisser, der forestiller det antikke Rom, eller gader i New York, som Martin Scorsese forevigede i 'Gangs of New York'. LÆS OGSÅKim Skotte: Fordomsfri 'Big Brother'-film er et pletskud »Filmen blev optaget i 2002. Men siden har vi først og fremmest været brugt ved produktionen af populære italienske tv-serier«, siger rundviseren og peger på nogle medtagne kulisser, der forestiller rækkehuse. De dannede rammen om en lokal og meget populær tv-serie. Og ifølge studiernes ejere er netop produktionen af tv-serier og reklamefilm vejen frem. Arven efter Mussolini For Cinecitta er ikke længere rentabel, og sommerens ballade om drømmefabrikken udspringer netop af planerne om at få den tilbage på sporet. Et konsortium af forretningsfolk forsøger at modernisere området. Blandt dem er filmproducenten Dino de Laurentiis og industrifyrsten Diego della Valle, og de har planer om at bygge et moderne hotel og et fitnesscenter på et område lige uden for studierne, som skal gøre det mere tiltrækkende for udenlandske filmfolk at arbejde på området. Stedet med de mange lave gule bygninger og de store haller som studie 5, hvor Federico fik indrettet en mindre lejlighed, har en stolt fortid. »Det er historie, som fortsat kan inspirere«, har et af italiensk films store navne, Ettore Scola, netop sagt til den belgiske avis Le Soir. Hele komplekset blev bygget i 1937 af diktatoren Benito Mussolini. Stilen er 1930'ernes smukke funktionalisme, og Mussolini havde planer om en storstilet produktion af film til styrets og Italiens hyldest. Det satte Italiens deltagelse i Anden Verdenskrig en stopper for. Men i stedet blev Cinecitta symbolet på italiensk film med mestre som Federico Fellini, Vittorio de Sica og Ettore Scola i spidsen. Ejerne hævder, at de ikke har planer om at ødelægge denne tradition. Men i stedet for udelukkende at satse på optagelse af en hel film eller en hel serie er målet for lederne af konsortiet, der i 1997 købte Cinecitta af staten, at sælge forskellige ydelser til filmindustrien og andre brancher.
Fagforeningen siger nej De afdelinger, der hidtil har fremstillet kulisser, skal også levere udstyr til forretninger, tv-studier og reklamebureauer, ligesom de tekniske afdelinger arbejder for virksomheder, der fremstiller alle former for lyd og billeder, hed det i sidste måned i et åbent brev fra ejerne til filmentusiaster og borgerne i Rom. Fagforeningerne siger nej. De frygter massive afskedigelser og udsigten til, at de engang så stolte studier bliver omdannet til en række små værksteder, der skal sælge sig billigst muligt. I dag arbejder under 250 fast på området, hvor det tidligere myldrede med teknikere, skuespillere og pressefolk. Problemet er bare, at også italienske film i stigende grad bliver produceret i Østeuropa, hvor omkostningerne er lavere, og hvor den nødvendige faglige viden og kompetence også er til stede. LÆS OGSÅLegendarisk filmby i flammer Men fagforeningerne påstår, at der fortsat er mulighed for at lave film i italienske studier, og de lover en konstruktiv indstilling, hvis de bliver taget med på råd om Cinecittas fremtid. »Men der er ingen, som gider at tale med folk, der trods alt har lavet film i mange år«, lyder det bittert fra en tekniker uden for studie 5 med henvisning til den manglende dialog om filmbyens fremtid. Kampagne gør indtryk Bitterheden hænger også sammen med, at der trods krisen er håb forude. Efter flere års nedtur producerede italienske selskaber i 2011 155 film, hvilket bragte filmindustrien tilbage til niveauet fra 1960'erne, viser rapporten 'The Film Industry and Market in Italy'. »I disse krisetider bidrager filmindustrien til beskæftigelsen«, lød det ved offentliggørelsen af rapporten fra manden bag, Dario Edoardo Viganó, der henviste til nyansættelser i filmindustrien. Men andre branchefolk frygter nye tilbageslag, i takt med at den offentlige støtte til filmindustrien falder. Og mange klager over, at de italienske tv-stationer ikke støtter filmproduktionen på samme måde som i Frankrig, hvor netop samarbejdet mellem tv og filmindustrien er en af forklaringerne på fransk films kunstneriske og økonomiske succes. Det samme kan ske i Italien, siger lokale filmfolk, og derfor vil det være katastrofalt at ødelægge et klenodie som Cinecitta. De får opbakning fra en række udenlandske kolleger og prisvindende instruktører som britiske Ken Loach franske Michel Hazanavicius og den britiske skuespiller Vanessa Redgrave, der står bag en appel til både den italienske regering og EU-kommissionen om at redde Cinecitta. Protesterne er begyndt at gøre indtryk på den italienske regering. »Efter al denne usikkerhed er der én ting, som er sikker. Cinecitta lukker ikke«, lød det forleden fra kulturminister Lorenzo Ornaghi. Men spørgsmålet er, i hvilken tilstand de historiske studier overlever.