Wes Anderson elsker fløjl. Bredriflet fløjl. Kortriflet. Ikke som skolelærerne foretrak det i 1970’erne, men på hipsterfaconen. Gerne i beige eller mat jordfarvede toner, med bred revers.

Der er noget konciperet og lidt gemacht, som man sagde i gamle dage, over Wes Anderson, noget, der rimer så perfekt på hans film.

Han er, ligesom de, colorgradet udi det ekstreme. Sandfarvet hår, let pigmenteret hud, lyseblå øjne. Decideret splejset af bygning.

LÆS OGSÅ Wes Andersons ironiske distance har aldrig været bedre

Kan ikke forny sig
Han er 43 og kunne dårligt være hverken 35 og 50.

Hans unikke sprogtone, et sted mellem det febrilsk behjertede og forpjusket ironiske, hører hans generation til, og selv om der er rørende enighed om det solide Andersonske håndelag og den sikkert holdte kammertone, har han skabt sig lige så mange uvenner som venner ude i publikumssegmenterne.

»Hver gang jeg laver en ny film, føler jeg, at jeg har skabt noget, der er totalt anderledes end noget, jeg har lavet tidligere«, siger han denne majeftermiddag i Cannes, hvor han lancerer ’Moonrise Kingdom’, der nu får dansk premiere.

»Men jeg kan jo så forstå på modtagelsen hver gang, at jeg åbenbart har en form for umiskendelig håndskrift. På et tidspunkt besluttede jeg, at nå, men sådan må det jo så være. Jeg kan godt mærke, at der hver gang er en forventning til, at jeg fornyr mig«, siger Anderson og tegner citationsøjnene i luften foran sig, »Men jeg kan nok ikke«.

Alt – eller intet
Enten handler de ikke om noget og drukner i form og manér, filmene, eller også handler de om alt det, der findes mellem mennesker.

Juryen er stadig ude, og Wes Anderson holder ikke vejret i spænding efter udfaldet.

’Bottle Rocket’, debuten for 18 år siden, var svær at få produceret, og det var animationsfilmen ’Fantastic Mr. Fox’ også i 2009, men ellers har det i høj grad givet sig selv fra film til film: ’Rushmore’, ’The Royal Tenenbaums’, ’The Life Aquatic with Steve Zissou’, ’The Darjeeling Limited’ og ’Moonrise Kingdom’ smuttede gennem systemet som håndvarmede mandler, og det kan godt være, at flere af dem sælger bedre i Europa end i Midtvesten, men det er så også okay med Wes Anderson.

En ny familie
’Moonrise Kingdom’ foregår i 60’ernes USA, på og omkring en spejderlejr med det dragende navn Camp Ivanhoe.

En lille forældreløs dreng – ikke nogen dygtig spejder, hvis sandheden skal frem – forsvinder en dag for at finde sammen med en lille lokal pige, han forelskede sig i året før og har holdt en gloende varm brevkontakt med.

Pigens forældre, drengens lejrleder og kammerater, de sociale myndigheder, politiet, you name them, alle øvrighedspersoner er snart på sporet af det bortrømte par. Om det så er naturkræfterne, føler de, at de må give deres besyv med, og snart står himmel og jord i ét.

»Disse to 12-årige føler ikke, at de hører hjemme i deres respektive familier, så de tager initiativet til at skabe deres egen familie«, siger Anderson.

»Børnene i familien er de eneste, der har nogen som helst klar idé om, hvad de foretager sig, de er helt skarpe og dristige og ikke bange for at handle. Jeg har ingen illusioner om børns uskyld, men de kan have en meget ren måde at udtrykke sig på og en renfærdighed i deres handlemønstre«.


Arj, manner
»Selvfølgelig har jeg siddet, da jeg skrev manuskriptet, og ønsket, at sådan noget var sket med mig, da jeg var 12, men endnu mere var jeg fascineret af det der Norman Rockwell’ske billede af Amerika«, siger han med henvisning til den amerikanske maler og levnedskildrer, der beskrev Amerika i pagt med de almindelige amerikaneres selvforståelse og faktisk udgav en årlig spejderkalender i årene 1925-76.

Hvis nogen havde monopol på at tegne konturerne af The American Way of Life i efterkrigsårene, var det Rockwell, og på samme måde som hos Rockwell er det helt okay i en film af Wes Anderson at sige ’gee wiz’, ’aw shucks’ – nødtørftigt oversat til f.eks. ’novra’ og ’arj, manner’ – uden at blive helt til grin.

En lingo, der rimer med skrabede drengeknæ og passer perfekt til de drengemænd og mandedrenge, Andersons film vrimler med.

Tusmørket af en æra
Om end Norman Rockwell med garanti ikke havde ladet to 12-årige kysse – og det, der er værre.

Ikke siden ’Den blå lagune’ for mere end 30 år siden har en amerikansk film forholdt sig så uimponeret om børns seksualitet som ’Moonrise Kingdom’:

»Det er klart i slutningen af Norman Rockwell-tiden!«, griner Anderson i Cannes, »og få år efter, når vi kommer en smule længere op i 60’erne, bliver de unge indfanget i diverse modkulturer, og alt ved at være ung ændrer sig. Min film befinder sig i tusmørket fra en æra, der er ved at være omme«.

Kunsten at dyrke mellemtingen

Det kontroversielle ved Wes Andersons film er især deres tonefald, der gør, at man altid er usikker på, hvor dybt det hele stikker, og på – i sidste ende – om forfatteren og instruktøren gør grin ad én ude på tilskuerrækkerne.

Man sidder der og jonglerer rundt med det pudseløjerlige og det tragiske uden rigtig at kunne bestemme sig. Har du det på samme måde?

Wes Anderson kigger skråt over bordet. Og overvejer.

»Jeg har efterhånden lavet en masse film«, siger han så, »og tit oplever jeg, at publikum ikke ved, om en scene er sjov eller dramatisk. Jeg ved ikke, hvorfor de ikke ved det. Eller rettere: Tidligere i livet vidste jeg ikke, hvorfor de ikke kunne gennemskue det, men faktisk valgte jeg ikke at vælge. I dag er jeg langt mere bevidst om de ting og vil sagtens kunne lave en scene, der er ren komedie, men jeg vil altid helst have det midtimellem. Jeg vil helst have mere end ét udtryk samtidig og så finde ud af, at sammenblandingen giver noget helt tredje. Det er det, der stimulerer mig som forfatter, og det er det sjoveste at føre ud i livet, når man instruerer«.

LÆS OGSÅ Wes Anderson er tilbage med ny kult-favorit

fortsæt med at læse

To gange 'Paul Anderson' dominerer Hollywood