Den svenske thriller ’Call Girl’ havde premiere i fredags, men den debat, instruktøren Mikael Marciman og manuskriptforfatteren Marietta von Hausswolf havde håbet at rejse om magtens mænd og deres korrumpering, er helt druknet i opbragthed over, hvor ualmindelig meget filmens hovedkarakter, en navnløs forbryder af en svensk statsminister fra 70’erne, ligner Olof Palme.
LÆS OGSÅ Ny film går helt tæt på Skandinaviens mest mytiske politiker
»Det ville ikke være noget problem«, siger Björn Wiman, kulturredaktør ved Dagens Nyheter, til Politiken, »hvis ikke filmen anklagede ham for at købe sex af en mindreårig prostitueret, hvilket er en kriminel handling. Hvis han bare var fremstillet som løgnagtig eller upålidelig, havde det været, hvad det være ville, og det kunne regnes ind under kunstnerisk frihed«.
Hjem og spise pyttipanna Wiman mener, at det er svært at opfatte filmens statsminister som nogen anden end Palme, selv om dens instruktør siger, at det »ikke nødvendigvis« er Palme, og har antydet, at filmens realisme befinder sig på et højere, mere abstrakt niveau. »Men manuskriptet«, understreger Wiman, »har vægtet miljøskildringen af 70’ernes Stockholm med næsten fetichistisk nøjagtighed og autenticitet. Filmen rekonstruerer en scene, alle svenskere kender, nemlig talkshowet med Palme og Shirley MacLaine, hvor hun fortæller, hvordan hun beundrer ham og hans kamp for ligestilling, og den medtager hans berømte replik, fra da han tabte valget i 1976, om at nu skulle han hjem og spise pyttipanna«.
