En februaraften for 26 år siden blev Sveriges daværende statsminister, Olof Palme, myrdet på en gade i Stockholm.
Socialdemokraten og hans hustru, Lisbet Palme, var på vej hjem fra en tur i biografen. Siden har det stadig uopklarede mord været et svensk traume.
Der er skrevet fiktion, fakta og teater om Palme, men egentlig besynderligt nok er der først nu lavet en dokumentarfilm om ham. I to versioner.
Den ene er den nu danmarksaktuelle, spillefilmslange ’Palme’.
LÆS OGSÅ 26 år efter mordet: Ny film fortæller om mennesket Palme
Den havde premiere i svenske biografer for en måneds tid siden og er foreløbig blevet set af mere end 100.000 mennesker, hvilket gør den til en af svensk dokumentarfilms største succeser nogensinde.
Den anden version er dobbelt så lang og vises i svensk tv i juledagene i år.
I Sverige er interessen for Olof Palme altså stadig enorm, for et kvart århundrede efter sin død betragtes han stadig som en enestående politisk lederskikkelse, og mordet på ham har forstærket myten.
Voksende myte
I filmen er mordet nu blot indgang og udgang på historien. Her er den levende Palme i centrum som menneske og politiker – på godt og på ondt.
For heldigvis har instruktørerne Kristina Lindström og Maud Nycander ikke haft til hensigt at spæde til en allerede velvoksen myte om verdensmanden, der kom fra et overklassehjem på Stockholms Östermalm og alligevel blev socialdemokrat.
Oven i købet blev han det med en gennemslagskraft, der rystede amerikanske kollegaer og ifølge en af dokumentarfilmens medvirkende, den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu, bidrog afgørende til kritikken af apartheidstyret.
Ikke romantisk idoldyrkelse
Med arkæologisk grundighed må instruktørerne have gennemgået det meste filmmateriale om Olof Palme og dennes familie for siden eller undervejs at have interviewet politikere og mennesker omkring Palme, vel vidende at objektivitet er en skrøne og nuancer fremmer interessen og troværdigheden.
Udtalelser fra politiske modstandere, klip fra situationer med Palme som taber af valg eller fortaler for umulige sager og også udtalelser fra de tre sønner om deres barndom er med til at trække filmen væk fra romantisk idoldyrkelse.
At mordet ikke er ene årsag til Olof Palmes vægtige eftermæle, det viser ikke mindst alle de klip, hvor man hører ham tale.
Rodet og charmerende
Allerede som politisk uerfaren yngling, da han lidt tilfældigt var anbragt som den daværende statsminister Tage Erlanders højre hånd, fremstod han som en mand af kompleks støbning og usædvanligt format.
Vist var den kæderygende, småt sovende mand ret lille af højde, rodet i tøjet og havde tænder så skæve og rådne, at hele spiseværktøjet måtte renoveres for at få en nogenlunde præsentabel statsministerkandidat ud af ham.
Men når man i filmen ser ham agere især på den politiske scene fra sin første statsministertid fra 1969, ser man stort menneskekundskab, charmerende intelligens og ekstrem talebegavelse vedrørende anliggender, der optog ham.
Afbalanceret anskuelsesundervisning
Filmen fortæller om en på nogle måder både paradoksal og kontroversiel politikertype, der muligvis ikke ville få en chance for magt i nutidens mediemølle. Hvilket kunne have gjort Sverige til et andet land i dag.
For som fortaler for kernekraft, fri abort, racelighed, jævnbyrdige relationer til indvandrere og flygtninge, fælles forældremyndighed og globalt ansvar i forhold til alt fra krigshandlinger til apartheid var Olof Palme fornyeren.
Ret havde han ikke altid. Men han talte godt nok formidabelt for sagerne, når han troede på dem.
’Palme’ er lødig, tankevækkende og afbalanceret anskuelsesundervisning om en fortid, der ikke er særlig gammel, og et menneske, der sagtens kan bære halvanden time på et stort lærred.
fortsæt med at læse
