Shakespeares politisk og psykologisk komplekse tragedie om hærføreren Caius Martius med tilnavn efter den by, Corioles, som han indtog nærmest ene mand, bygger på Plutarch og Livius, men har en tidløs grundkonflikt: mellem militært eller politisk talent.
Mod og handlekraft ejer Coriolanus (neurotisk anspændt spillet af Fiennes selv), men anlæg for kompromis savner han totalt. Patricieren foragter åbenlyst Roms plebs som en »vægelsindet, ildelugtende masse« (og stykket modsiger ham ikke!). Men hans benhårde mor vil have ham valgt til konsul - og det kræver folkets stemmer.
LÆS OGSÅ
Demagogiske folketribuner får folket til at forvise ham - og han reagerer med latterligt at »forvise Rom« fra sin person. I eksil bliver han hærfører hos fjenden og snart mere populær dér end lederen Aufidius (Gerard Butler). Rom står for fald, og hans ven senator Menenius bønfalder ham om fred for folkets skyld - forgæves.
Men da Coriolanus' egen mor, Volumnia (i al Vanessa Redgraves lynende skarpe stolthed), i dramaets nøglescene kalder hans had og ubøjelighed for forræderi mod patriciernes ære, knækker han - hvorpå skinsyge Aufidius kan falde ham i ryggen.
Efter 1945 blev stykket set som 'den stærke mand' imod folkestyret. Handlingen i sin debut som filminstruktør har Fiennes - ligesom John Osborne i 1970'erne - rykket op til vor tid. Det ligner et blodigt Balkan eller rockerbandekrigene, hvis 'æres'-begreber den martialske, socialt handikappede Coriolanus deler.
LÆS OGSÅ
Stykkets svære balance - sympati med den mand, der dog overvinder sig selv efter at have indtaget en stad - lykkes ikke.
Redgrave er fænomenalt castet, men en anden instruktør havde nok valgt robuste Butler til titelrollen (før spillet af folk som Olivier, Burton og Hopkins) og overladt rollen som Aufidius med det svage selvværd til Fiennes.
fortsæt med at læse
