Da Quentin Tarantino i slutningen af sidste uge satte sig ned sammen med britiske Channel 4's ulasteligt klædte journalist Khrishnan Guru-Murthy, havde han vist forestillet sig, at han skulle tale om sin nye film på et uskadeligt æstetisk plan.
Instruktøren var i England for at promovere 'Django Unchained', der havde premiere i Storbritannien i denne uge og får det herhjemme på torsdag. Det gik planmæssigt. Tarantino snakkede om forskellen på den historisk dokumenterede brutale vold, som filmens hvide slaveejere udsætter deres sorte slaver for, og den for publikum mere tilfredsstillende vold, som filmens sorte helte retter mod deres undertrykkere.
Men så sneg der sig et element af nærgående nutidig konsekvens ind i interviewet, da Khrishnan Guru-Murthy spurgte Tarantino, hvordan han kunne være sikker på, at der ikke er nogen sammenhæng mellem at sidde som publikum i biografen og nyde voldshandlinger og at gå ud i den virkelige verden og nyde dem. Instruktøren mistede besindelsen, men holdt fast i sin films trældomstematik:
»Hvordan jeg kan være sikker? Det har jeg ikke tænkt mig at svare på. Jeg accepterer ikke dit spørgsmål. Jeg er ikke din slave, og du er ikke min herre. Du kan ikke få mig til at danse efter din pibe. Jeg er ikke nogen abe«.
»It's none of your damned business«
Instruktøren uddybede sin modvilje mod spørgsmålet: Han følte, at han havde besvaret det udtømmende gennem sin karriere, og var man interesseret, kunne man bare google ham.
Men tv-journalisten insisterede med britisk høflighed på at få Tarantino til at forklare, hvorfor han ikke mener, at der er en sammenhæng. Filmskaberen omgik spørgsmålet med et halvt dusin uhøviske formuleringer, kulminerende med et »It's none of your damned business«.
LÆS OGSÅ
Det er næppe blot en Tarantino, der har fået det forkerte ben ud af sengen. Der er nemlig mere på spil. Det er ikke nogen ny disciplin at debattere den samfundsskadelige virkning af vold i kunst og underholdning. Men debatten i de amerikanske medier er blevet intensiveret oven på massakren 14. december på Sandy Hook-skolen i Newtown, Connecticut.
Krisemøde i Det Hvide Hus
Sidste uge indbød vicepræsident Joe Biden repræsentanter for film-, tv- og computerspilbrancherne til krisemøde i Det Hvide Hus.
Vicepræsidenten har siden skolemassakren, hvor 20 børn og 8 voksne mistede livet, stået i spidsen for en såkaldt taskforce, der havde til opgave at indsamle en pakke med viden og ideer til brug i udarbejdelsen af præsident Obamas lovforslag om våbenkontrol.
Og det var som et led heri, at brancherepræsentanterne var blevet indkaldt for at diskutere deres ansvar i forhold til USA's våbenproblemer. En sammenkædning, som ikke bare Tarantino, men også det officielle Hollywood er imod.
Inden mødet udtalte Chris Dodd, formanden for de store filmstudiers brancheorganisation, Motion Picture Association of America, til The Hollywood Reporter, at »hans branche ville overveje frivillige retningslinjer, men på det kraftigste modsætte sig nogen som helst administrative begrænsninger på det kunstneriske indhold«.
Politiken har henvendt sig til Hollywoodstudiernes, filminstruktørernes og kabel-tv-udbydernes respektive brancheorganisationer for en kommentar til deres møde med vicepræsidenten, men også til den forstærkede interesse for at søge samfundsvoldens årsager i film- og tv-fiktion. Ingen har ønsket at udtale sig, de henviser til en fælles udtalelse udsendt efter mødet:
»Vi støtter præsidentens mål om at mindske våbenvold her i landet. Det er et komplekst problem, og som vi har sagt, er vi parat til at deltage i den samtale, ligesom vi imødekommer videre akademiske undersøgelser og betragtninger på området, som foreslået af præsidenten«.
Det grumme sælger
Bag den diplomatiske formulering aner man brancheorganisationernes lettelse over i denne omgang at være sluppet med udsigten til »videre undersøgelser«.
For publikums appetit på vold synes ikke mindsket. Biografpremieren på den blodige 'Django Unchained' blev udsat i respekt for ofrene fra Sandy Hook-massakren, men filmen er på et par uger blevet Quentin Tarantinos største salgssucces til dato.
Også på tv er tendensen klar. Ifølge New York Times er de seneste års seks mest sete tv-serier på amerikansk tv zombie-dystopien 'Walking Dead', slægtsfejden 'Hatfields & McCoys', vampyrfetichen 'True Blood', bikeropgøret 'Sons of Anarchy', gyserhistorien 'American Horror Story', og fantasy-sagaen 'Game of Thrones'.
LÆS OGSÅ
Som bestyrelsesformanden i Fox-netværkets underholdningsafdeling, Kevin Reilly, sagde:
»Serierne med de bedste manuskripter er alle sammen ret grumme. Topdramaet på tv lige nu, 'The Walking Dead', er en serie, hvor folk får skudt deres hoved af på klos hold«.
Skabt på vold
Den danske filminstruktør Ole Christian Madsen var i USA i sommer for at instruere to afsnit af tv-serien 'Banshee', der foregår i et amish-lilleby-samfund. Han beskriver selv serien som relativt ublodig - mere nævekamp end automatvåben - men forstår traditionen for vold i amerikansk film og tv-produktion.
»Det er et samfund skabt på vold. Deres grundlæggende sociale normer er skabt på, at du tog dig et land og forsvarede det med våben. Du har bekæmpet en oprindelig befolkning med våben. En fransk kolonimagt med våben. Du har udkæmpet en amerikansk-mexicansk krig med våben. Du har kæmpet om republikkens fremtid. Nationen er skabt på ideen om, at våben kan skabe retfærdighed for det enkelte individ«, siger instruktøren.
Han arbejdede med 'Banshee', samtidig med at en tungt bevæbnet ung mand dræbte 12 og sårede 58 ved en sen aftenvisning af Batman-filmen 'The Dark Knight Rises'. Ole Christian Madsen fornemmede ikke, at begivenheden fik nogen på produktionen af 'Banshee' til at ville skrue ned for blod og slagsmål.
»Jeg oplevede, at stemningen i hele landet var utrolig trykket. Det var med den massakre, at diskussionen om våbenlovgivningen blev taget op første gang for alvor. Men jeg oplevede ikke, at vi i forbindelse med det, vi lavede, skulle tænke volden mere diskret«.
Passiv tilskuer
Sideløbende med præsident Obamas forsæt om at begrænse adgangen til våben oven på Sandy Hook har den amerikanske presse vedholdende ransaget de amerikanske tv-skaberes samvittighed.
Og mens Kevin Reilly fra Fox TV udtalte, at hans bestilling af en ny serie om en seriemorder ikke kom med den heldigste timing, forsøgte andre i branchen at nedtone tv-mediets påvirkningskraft, skriver New York Times.
John Landgraf, formand for tv-kanalen FX, der blandt andet har vist 'American Horror Story', pointerede, at påvirkningen er mindre ved »tredjepersons underholdning«, som film og tv, hvor man er passiv tilskuer, end ved »førstepersons underholdning«, som computerspil, hvor man aktivt går ind i et univers og er med til at skabe begivenhederne.
Ikke alle er enige.
»Vi synes, det er sværere at beskytte vores børn mod den utrættelige in your face-forherligelse af vold, som promoveres på tv og i biografer«, sagde Kevin Brady, der er en ud af 39 lovgivere, der i en tværpolitisk samarbejdsgruppe i Kongressen varetager spilindustriens konkurrencemæssige interesser, til New York Times.
App til måltræning
Årelange bekymringer for voldelige computerspils skadevirkninger på unge mennesker har fået en mere fatal klang, efter at det er kommet frem, at Anders Behring Breivik angiveligt brugte 'Call of Duty: Modern Warfare 2', som skydetræning - et spil, Adam Lanza, gerningsmanden på Sandy Hook, efter sigende også skulle have været glad for.
Våbenlobbyen National Rifle Association, der har kritiseret Barack Obamas plan om at lovgive sig til mere kontrol med våben, lige siden han lancerede den, var hurtige til at rette opmærksomheden mod spillenes virtuelle vold.
»I dette land eksisterer der, ulykkeligvis, en ufølsom, korrupt og samfundsundergravende branche, der sælger og sår vold vendt mod landets egen befolkning. Gennem modbydelige, voldelige videospil med navne som 'Bulletstorm', 'Grand Theft Auto', 'Mortal Kombat' og 'Splatterhouse'«, sagde riffelforeningens vicedirektør, Wayne La Pierre, i december ved foreningens første pressemøde efter skolemyrderierne i Newtown.
Den skarpe udtalelse fik nyt perspektiv, da våbenlobbyen i søndags lancerede en ny app til smartphones, 'NRA: Target Practice'. Appen er ganske ublodig, skal det bemærkes, og kan bruges af et publikum fra 4 år og op til at træne målskydning.
Eklatant hykleri fra riffelforeningens side, mente avisernes kommentatorer. Nogle mener, at appen er fremstillet af folk, der ønsker at sværte den højrøstede våbenlobby.
Abespillet
Det væsentlige i denne sammenhæng er dog ikke appen, men aben, som alle tilsyneladende forsøger at sende videre. En øvelse, som Christoph Waltz gav sin egen uforudsete retning.
Den østrigske skuespiller har en birolle i 'Django Unchained', der ifølge CNN-kommentator L.Z. Granderson »skød to mænd og en hest i to scener, inden jeg nåede at åbne min pose M&M's«. Waltz sagde til CNN, at medierne fralægger sig deres del af ansvarsbyrden ved at kalde fiktionsproducenter syndebukke:
»Det, der virkelig bekymrer mig, er sensationsjagten. Og film jager ikke sensationer, de fortæller bare. Hvem er det, der jager sensationer? Medierne«.
Ingen bevist sammenhæng
Cheryl Olson har gennem halvandet år observeret virkningerne af computerspil hos unge. Hun var inviteret til Joe Bidens møde med spilbranchen som en af fem forskere på området.
Hun beskriver over for Politiken, at nogle af brancherepræsentanterne var modvillige. En sidestillede fremstilling af computerspil med kunstnerisk frihed og erklærede sig som modstander af enhver statslig indblanding. Nogle var interesseret i dialog.
LÆS OGSÅ
Mødet fik ikke nogen lovgivningsmæssige konsekvenser i retning af cigaretpakkelignende advarselsmærkater på spilemballager, som nogle kritikere havde foreslået.
Den eneste udtalelse, der siden er kommet fra computerbranchens primære interesseorganisation, Entertainment Software Association, lyder, at der ikke er påvist nogen sammenhæng mellem computervold og vold i den virkelige verden. Det er der nu forskere, der modsiger, men ifølge Cheryl Olson var ingen af dem til stede ved mødet.
Angstbehandling
»Jeg tror, at det var heldigt for repræsentanterne for spilbranchen, at vicepræsidenten ikke havde inviteret de forskere, der fremsætter de groveste generaliseringer. Vicepræsidenten sagde, at der ifølge hans viden ikke er nogen årsagssammenhæng, men at mange mennesker tror, der er en. Og at det problem er branchen nødt til at tage sig af«, siger Cheryl Olson, der gav fabrikanterne et lignende råd.
»De er nødt til at bruge penge på forskning, der kan skabe større viden om spil. Som kan hjælpe forældrene til at forstå deres børns adfærd. Jeg synes bestemt ikke, at børn og unge skal udsættes for alting, men vi ved for lidt om emnet til virkelig at kunne konkludere, at der er en skadevirkning ved computerspil«, siger Cheryl Olson, der dog er bekymret for børn og unge med trange kår:
»Dem, der er i kontakt med vold i det virkelige liv, som bor i farlige kvarterer uden adgang til sunde aktiviteter, og som overdriver brugen af voldelige spil for at håndtere kedsomhed, stress og vrede«.
En beskrivelse, der ikke umiddelbart passer på de unge mænd, der har stået bag skoleskyderier.
»I den tragedie, vi havde på Virginia Tech-universitetet, hvor 33 blev dræbt, sagde de netop om gerningsmanden, at han var unormal, fordi han aldrig gad spille spil sammen med de andre«, siger Cheryl Olson, der kalder det den lette løsning at give computerspil skylden for massakrerne.
»Når folk er bange, leder de efter noget, som kan dæmpe deres frygt. Det her land har en kompleks historie med våben, og holdningerne til dem varierer meget. Våbenkontrol er vanskeligt, men det er nemt at bebrejde computerspil«.
Mangler en syndebuk
Ole Christian Madsen er enig i analysen. Han mener, at det er udtryk for en bornerthed, når man bebrejder kunst- og underholdningsproduktersamfundets lidelser.
»Hver gang man ikke ved, hvad man skal stille op med våbenlovgivningen, vender man blikket mod den æstetiske produktion«, siger Ole Christian Madsen, der mener, at det er klart, at kritikken intensiveres for hver tragedie.
»Alle ville jo være glade, hvis man fandt nogen at skyde skylden på. Våbenlobbyerne og syndikaterne ville jo juble. Så ville man have fundet en mekanik, man kunne udrette noget med«, siger den danske instruktør, der uden at have set ovennævnte interview med Quentin Tarantino har fuld forståelse for, at hans amerikanske fagfælle lader finkerne flyve af panden i forsøg på at holde sig helt uden for diskussionen:
»Jeg kan sagtens forstå, at Tarantino nægter at kommentere det. Hvis man begynder at sætte dagsordener for, hvad man vil vise, taber man mere, end man vinder. Man taber hele det æstetiske grundlag, men man rykker meget lidt i det virkelige liv«.
fortsæt med at læse
