Legendarisk amerikansk filmanmelder er død

HYLDEST. En af USA's mest berømte filmanmeldere, Roger Ebert, døde i går i sit hjem i Los Angeles. Han blev 70 år gammel.
HYLDEST. En af USA's mest berømte filmanmeldere, Roger Ebert, døde i går i sit hjem i Los Angeles. Han blev 70 år gammel.
Lyt til artiklen

»Det er med stor sorg, at vi må meddele, at den legendariske filmanmelder Roger Ebert er død«, skrev Chicago Sun-Times i går på Twitter.

»Han efterlader et hul, ingen kan udfylde. En af de største har forlaft os«, supplerede avisen.

Meddelsen spredte sig som breaking news overalt i de amerikanske medier, efter en af landets mest anerkendte filmanmeldere måtte se sig slået af sin ti år lange kamp mod kræft.

Roger Eberts død fik mindeordene til at strømme ind fra hele landet - også fra landets øverste ledelse.

»Filmene vil ikke være det samme uden Roger«, skrev præsident Barack Obama blandt andet i en pressemeddelse kort efter.

Første Pulitzer-prisvindende filmanmelder
Roger Ebert blev 70 år og nåede i løbet af sit liv at forfatte tusindvis af filmklummer, som blev videregivet i hundredevis af aviser verden over.

Han startede i 1967 sin karriere som filmanmelder på Chicago Sun-Times og blev i 1975 - som den første filmanmelder nogensinde - tildelt Amerikas største hæder til journalister, Pulitzer-prisen.

Samme år indledte han et samarbejde med rivalen fra Chicago Tribune, Gene Siskel, og de to lancerede blandt andet det såkaldte stjerne-ratingsystem. Mest kendt blev de for deres tv-show, hvor de anmeldte film ved at vende tommelfingrene op eller ned afhængig af filmenes gode og dårlige sider.

Skrev videre efter tab af stemmen

Roger Ebert fik i 2002 konstateret kræft og blev i den forbindelse opereret, hvilket kostede ham stemmen. Det forhindrede ham dog ikke i at fortsætte med at anmelde film på internettet.

LÆS OGSÅ Pulitzer-anmelder: Trier er en af verdens modigste

Han holdt ud indtil i denne uge, hvor han takkede sine læsere og fortalte, at kræften var vendt tilbage, men at han aldrig ville opgive sine skriverier.

»Jeg har endelig mulighed for at gøre, hvad jeg altid har drømt om at gøre: Kun at anmelde de film, som jeg har lyst til at anmelde«, skrev Roger Ebert i et blogindlæg i tirsdags.

Torsdag sov han ind i sit hjem i Los Angeles.

Sofie Buch Hoyer

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her