Filmen ’Gå med fred Jamil’ har premiere i dag. Læs anmeldelsen i dagens kultursektion.
Midt under interviewet begynder jeg selv at undre mig. Insisterer jeg på ubesvarlige spørgsmål? Prøver jeg at måle et tordenskrald efter højden på Rundetårn? Spørger jeg, som jeg gør, fordi jeg uhjælpeligt er fanget i en hvid eurocentrisk tankegang, en nordeuropæisk provinsialisme der står i vejen? Hvis jeg nu havde været en arabisk journalist, spørger jeg og glemmer, at jeg ville have tilføjet ’fra Bagdad Dagblad’, ville jeg så have stillet nogle helt andre spørgsmål, end jeg gør? »Spørgsmålene er ikke så anderledes«, siger Dar Salim, »men de arabere, der har set filmen, er noget forbeholdne, inden de får den set: Hvorfor har I lavet sådan en film? Når vi så siger: Hvorfor ikke? Har vi da ikke nogen problemer?, så bliver snakken helt almindelig«. »Vi har blandt andet set den sammen med en imam, inden filmen var helt færdig«, siger Omar Shargawi, »og han havde haft følelsen af, at biografsædet brændte under ham. Han syntes, filmen var fantastisk og havde egentlig kun én indvending, og det var det kys, Jamil giver Yasmine på et tidspunkt, men det var altså kun halvt på munden – og halvt på kinden …«. Voksede ud af sit format Filmen er ’Gå med fred Jamil’ (’Ma salama Jamil’), og den har premiere 30. maj. Omar Shargawi, der ellers har ernæret sig som fotograf, debuterer som instruktør, og Dar Salim, der ellers er pilot af uddannelse og job, har for første gang en hovedrolle, efter en birolle i tv-serien ’Forsvar’. Det, der for fire år siden begyndte som en kortfilm med støtte fra Filmværkstedet, voksede ud over sit format og over i den spillefilm, der ud over at have været vist ved festivaler i Rotterdam (hvor den fik en førstepris) og Göteborg også oplevede at blive smækket op på storskærm på et spillested i Kairo. Filmen er kontroversiel, fordi den tegner et billede af det københavnske Nørrebro som en mellemøstlig enklave, fjernt fra verdens hvide vrimmel, og fordi det hævnmotiv, der bærer filmen, er religiøst: sunni- kontra shiamuslimer. Nuancer i oldgammel konflikt Jamil (Salim) er den unge sunnimuslimske familiefar, der i filmens begyndelse netop har hævnet moren. Hun blev dræbt i Libanon, da Jamil var barn, og nu er jagten fra den anden familie og dens allierede med shiamuslimsk baggrund så gået ind på Jamil, hvis far prøver at mægle. »Det sidste spørgsmål, vi altid får fra folk«, siger Omar Shargawi, »er, om vi ikke risikerer at puste til ilden«. Okay, det var egentlig mit første spørgsmål: Hvorfor ikke lave en film om en ung middelklasseindvandrer, der rejser sig op for gamle damer i bussen og arbejder i banken indtil kl. 15? Så I ku’ få et ordentligt klap på skulderen af en eller anden integrationskomité?
