Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Canne Filmfestival
Foto: Canne Filmfestival

Forbyttet. Kaita er 6 år og kan ikke helt leve op ti sin fars forventninger. Men det kan der være en 'naturlig' forklaring på, som vi ser i 'Like Father, Like Son'.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Cannes dag 5: Japansk elegantier overrasker med slagfærdig komedie

Kore-Eda Hirokazu nærmer sig en klog version af folkekomedien med film om forbyttede børn.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi står som sild i en tønde på Den Skandinaviske Terrasse, da jeg pludselig får øje på overboens datter Siri. Engang tumlede hun og min ældste datter rundt med deres Barbie-dukker.

Nu har Siri som ung producerlærling fået et større stykke legetøj og står håbefuld på høje hæle midt i den forsamlede danske filmbranche, der kværner rundt om hende med glas i hånden.

Hun står sammen med Jakob fra Stream Production, der har en kortfilm med på Cannes Corner. De suger til sig af Cannes-stemningen, mens de garvede rolleindehavere udveksler den rituelle blanding af smalltalk og stikpiller.

LÆS OGSÅ

Det årlige arrangement Meet The Danes er populært, men det er nu mest danskere, der møder andre danskere. Hele filmbranchen er i Cannes, så det er paradoksalt nok næsten nemmere at mødes i Frankrig end hjemme i Danmark.

Dansk filmfamilie-fest
Så producenterne, importørerne, journalisterne, filminstituttets repræsentanter og andet filmisk godtfolk mingler, mens snakken går om filmene og vinderchancerne, og gamle bekendtskaber og fortrædeligheder pudses op med et smil.

Dér står Regner Grasten og tænker måske mest på den dobbelte annonceside, han næste dag har indrykket for sin Karen Blixen-film ’Tanne’ i branchebladene.

Dér står Twitter-kongen Christian Monggaard og Michael Rieks, der i Cannes er udnævnt til ’producer on the move’.

Instituthøvding Henrik Bo Nielsen beser farmen. Den danske filmfamilie er forsamlet og nu med Siri som medlem.

Kærligheds-kontraster
Familier kan være mange forskellige ting. Nogle nærmest flyder over af kærlighed, mens andre er mere sparsomt forsynede.

Kontrasten er trukket op i Kore-Eda Hirokazus konkurrencefilm ’Like Father, Like Son’.

Kore-Eda er en af japansk films mest fint registrerende instruktører med speciale i at instruere børn.

Det har han bl.a. demonstreret i ’Nobody Knows’, ’Still Walking’ og ’I Wish’, og han får god brug for ekspertisen i sin nye film, hvor børnenes skæbne er i centrum.

Samvær eller genetik?
Den hårdt arbejdende arkitekt Ryota har opskruede succeskriterier både på egne og sin 6-årige søn Keitas vegne.

Ryota er ikke tilfreds med den blide Keitas bløde præstationsniveau. Men en dag får Ryota og Midori ’forklaringen’. Keita er som spæd blevet forbyttet på hospitalet. Samme besked får en anden familie.

Spørgsmålet er nu, om de to familier skal bytte sønner, så dna-kabalen kan falde på plads, eller om de seks år har gjort Keita til Ryota og Midoris søn.

Er det tiden eller blodet, der tæller? Samvær eller genetik?

Japansk folkekomedie
Altid elegante Kore-Eda nærmer sig denne gang næsten folkekomedien i sin skildring af to meget forskellige japanske familier.

Ryota og Midori er velstående og bor strømlinet i et højhus, hvor den køligt tilknappede karrierefræser Ryota kun sjældent er hjemme.

Filmredaktør Kim Skotte fortæller om årets filmfestival og to af de film der allerede har gjort indtryk.

Foto: Anders Hjort

Kilde: Politiken.tv

Deres hjem ligner et dyrt hotel. Yukari har en lille rodet biks i en slidt forstad med elpærer og grej.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Yukari er selv et muntert og afslappet rodehoved, og hans kone Yudai kan kun smile overbærende og hovedrystende, når han som Kongen af Hoppeborgen kaster sig ud i legen med sine tre hujende unger.

En slagfærdig film
Der banker et mildt komediehjerte i en film, hvor børnene bliver filmisk udnyttet efter alle kunstens regler.

Men dens spørgsmål omkring familiefølelse, identitet, succeskriterier og opdragelse er alvorlige nok og vil vinde endnu mere genklang i et Japan, hvor den konservative og traditionelle disciplin stadig er fremherskende.

’Like Father, Like Son’ er en moderne komedie, som lægger sig sikkert i sporet fra den stærke japanske humanistiske filmtradition og Kore-Eda sørger da også for et par behørige nik til Yasujiro Ozus kloge familiefilm fra 1950’erne, som Kore-Eda lægger sig i forlængelse af.

Japansk films familiemand har denne gang lavet en overraskende slagfærdig film, hvor eneste svaghed er, at problematikken er så grundigt kridtet op og svarene så fyldestgørende, at slutresultatet mangler en knivspids filmisk mystik.

En rejse i Jimmys sind

Der bliver også analyseret identitet i Arnaud Desplechins ’Jimmy P.’ med undertitlen ’Psychotherapy of a Plains Indian’.

Filmen bygger på en bog af antropologen, etnologen og psykoanalytikeren Georges Devereux fra 1951. Filmen beskriver i detaljer Devereaux’ analyse af sortfodsindianeren og krigsveteranen Jimmy Picard.

LÆS OGSÅ

Da hverken krigstraumer, fysiske mén eller en diagnose som skizofren kan forklare Jimmys elendighed, tilkaldes den uortodokse hovedkrymper Devereaux, der er ekspert i indiansk kultur.

Sammen begiver de to mænd, spillet af Benicio del Toro og Matthieu Amalric, sig ud på en rejse i Jimmys sind.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jimmy Picards sjæl afslører en menneskelig og kulturel kompleksitet, som Arnaud Desplechin ikke forløser i sine stemningsfulde mahognitunge tidsbilleder.

Den hvide kulturs undertrykkelse af den indianske præger Jimmy dybt i sjælen og langt ind i drømmene, men pludselig viser problemerne sig at handle mere om undertrykt, seksuelt raseri og skyldbetynget katolicisme.

Disse skift i forklaringsmodellerne får Desplechin ikke tilfredsstillende dramatisk præsenteret, og så ender ’Jimmy P.’ som et interessant ’case study’, hvor hverken temaerne eller rollefordelingen mellem den plagede indianer og den analytiske dandy helt synes faldet på plads i instruktørens hoved.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden