Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
fra filmen
Foto: fra filmen

Gatsby. Australske Luhrmanns uhæmmede energi og foragt for såkaldt god smag satte gang i filmfesten med stjernedrys og fuldt drøn på den visuelle konfettikanon.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Cannes dag 2: Perfekt åbningsfilm gav et ordentligt trut i festivaltrompeten

'Den store Gatsby' er flot, nedringet og vulgær, skriver filmredaktøren.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ifølge uret, der tæller ned på Croisetten, er der nu kun 36 dage, 12 timer, 38 minutter og 29 sekunder til, at der er verdenspremiere på den Brad Pitt-producerede ’World War Z’, som rygterne vil vide bliver den dyreste film nogensinde.

At jeg tæller med, er et tegn på, at jeg er i Cannes og med hud og hår gledet ind i min identitet som filmanmelder Kim Skotte fra Politiken.

Jeg er ikke længere bare den Kim, der i forrige uge gik på Caminoen i Spanien med min ældste søn og sammen fik vabler på fødderne og skæg i ansigtet.

CANNES DAG 1

Filmen, jeg først skal fokusere på, er Baz Luhrmanns filmatisering af F. Scott Fitzgeralds ’Den store Gatsby’.

Filmen er med Luhrmanns uhæmmede energi og foragt for såkaldt god smag et ordentligt trut i filmtrompeten, som sætter gang i filmfesten med stjernedrys og fuldt drøn på den visuelle konfettikanon.

Det falder på et tørt sted – eller rettere et vådt – for jeg starter årets festival med at stå i kø i silende regn. Men ventetiden får en ende, og jeg kan fremvise mit lyserøde kort med navn og billede på, og med identiteten konfirmeret slipper jeg som Kim Skotte, Politiken ind i de hellige haller.

En perfekt åbningsfilm
’Den store Gatsby’ er så flot, nedringet, fordrukken og vulgær, at den passer perfekt til åbningen af en filmfestival, hvor the roaring 20’s synes at komme til live i al deres festgale pragt hvert år på denne tid.

Der er en anden grund, til at en Fitzgerald-filmatisering passer så godt til Cannes.

LÆS ANMELDELSE

I ’Blid er natten’ beskrev Fitzgerald uforglemmeligt livet blandt amerikanere på Rivieraen i 1920’erne.

Dick og Nicole Diver er, som virkelighedens Scott og Zelda var det, eksempler på de rige amerikanere, der begyndte at strømme til Côte d’Azur og lagde grunden til den amerikansk-franske kærlighedsaffære, som filmfestivalen i Cannes bygger på.

Kærlighed i en jazztid
’Den store Gatsby’ er den mest berømte amerikanske roman fra det 20. århundrede. En kærlighedshistorie midt i en jazztid og et drama om identitet i et klassesamfund.

Jay Gatsby er inkarnationen af den amerikanske drøm.

Bogstavelig talt en selfmade mand, der har opfundet sig selv fra bunden og ved hjælp af gangsterpenge, luftkasteller og en fanatisk tro på fremtiden har forvandlet sig selv fra fattig knægt til mangemillionæren med byens vildeste fester.

I Amerika er du ikke noget uden penge. Spørgsmålet, Baz Luhrmann fremhæver i sin overraskende bogstavtro filmatisering, er, hvorvidt du er Ingen, hvis ikke du er Nogen.

Er vi noget, kan vi noget, eller er det bare noget, vi bilder os selv og andre ind?

Jeg ser ned på mine sko. Er det små sko? Er det overhovedet mine eller tilhører de en filminstruktør?

Hvor Cannes kan det blive?

Spørgsmålet optager åbenbart også Nicolas Winding Refn, der er i Cannes med sin nye film ’Only God Forgives’.

I et interview i Ekko fortæller han, at han ikke har en ven fra før, han blev den kendte filminstruktør. Han har ikke »den person, der kendte dig, før du blev den, du er«.

Til gengæld har han i det lange og omtumlede interview en interessant teori vedrørende Politikens kulturskribenter. Vi vil nemlig alle sammen hellere være Nicolas Winding Refn end os selv!

LÆS OGSÅ Jeg ser ned på mine sko. Er det små sko? Er det overhovedet mine eller tilhører de en filminstruktør? Er jeg kun en parasitisk pennefører, der ædes op af misundelse, mens jeg svinger slagterkniven over det seneste bloddryppende mesterværk?

Det føles ikke rigtig sådan. Det føles ikke, som om jeg er ingen, når jeg ikke er nogen.

Men skulle jeg komme i tvivl, kan jeg hive fat i mit lyserøde skilt og få bekræftet identiteten som ham filmanmelderen, der lige har set mageløse Leonardo DiCaprio puste stærkt liv i en såre aktuel Gatsby.

Et eksistentielt anfægtet bad taste party – hvor Cannes kan det blive?!

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden