Klaus Rifbjerg: Tommy Kenter redder middelmådig Krøyer-film

vendepunkt. I det Tommy Kenter dukker op i filmen 'Marie Krøyer' løfter det hele sig, mener Klaus Rifbjerg, som anmelder filmen i magasinet Ekko.

Lyt til artiklen

Bille Augusts film 'Marie Krøyer' med undertitlen 'Længslen - lidenskaben - løgnen' får premiere torsdag.

Den var med i opløbet om at blive Danmarks bud på en oscar-kandidat og er som en af efterårets store danske film med i Biografklub Danmark.

Filmen er allerede anmeldt i en række medier - blandt andet i Ekko, hvor forfatteren og debattøren Klaus Rifbjerg har taget trekantdramaet mellem P.S. Krøyer, Marie Krøyer og svenskeren Hugo Alfvén under behandling.

Og Rifbjerg jubler ikke.

Mainstream-pølse
Han kalder Augusts filmatisering af de virkelige begivenheder for en »slags Alt for damerne-stil« og en »mainstream-pølse«, og mener, at instruktøren lægger afstand til de udfordrende sider af fortællingen og i stedet fokuserer på en imødekommende, pletfri stil med smuk lyssætning og kostumer, der »oser af fin de siècle«.

»Det er i bred, folkelig forstand helt acceptabelt og ikke mere finkulturelt, end at de fleste vil føle sig i øjenhøjde med de melankolske løjer«, skriver han i sin anmeldelse, der ender med en vurdering på tre ud af seks stjerner.

FOTO

Velkommen! De dybrøde vægge i Ragnaroksalen danner ramme om den scene, der introducerer Birgitte Hjort Sørensen og Søren Sætter-Lassen som fru og hr. Krøyer. Der er skagensmalerens første københavnske fernisering i 1902, vi er vidne til. »En af årets store begivenheder«, siger overretssagfører Viggo Lachmann (Tommy Kenter) i sin tale til det overdådige arrangement. Dagens optagelse udgør produktionens største udstyrsstykke med godt 50 statister.
Snurbart og hårspray. Til lejligheden har de kvindelige gæster iført sig prægtige rober af uld og silke. Herremoden dikterer jakkesæt eller kjole og hvidt, gerne ledsaget af imposante snurbarter og kindskæg. Nogle behøver hjælp af parykmageren, andre scenevante statister har anlagt passende ansigtsbehåring hjemmefra. Chefsminkør Dennis Knudsen udnytter de sidste ledige sekunder til at indhylle en kvindelig statist i skyer af hårspray. Velkommen! De dybrøde vægge i Ragnaroksalen danner ramme om den scene, der introducerer Birgitte Hjort Sørensen og Søren Sætter-Lassen som fru og hr. P.S. Krøyer. Det er skagensmalerens første københavnske fernisering i 1902, vi er vidne til. »En af årets store begivenheder«, siger overretssagfører Viggo Lachmann (Tommy Kenter) i sin tale til det overdådige arrangement. Dagens optagelse udgør produktionens største udstyrsstykke med godt 50 statister.
Stille styring. I vrimlens centrum glider en solbrændt Bille August omkring med et sæt hovedtelefoner om halsen. Afslappet klædt i sort blazer, lys skjorte, kakibukser og hvide Nikesko styrer han slagets gang og konfererer sagte med sine medarbejdere. Fra tid til anden lægger han blidt hånden på en skuespillers arm eller skulder. Før hver indstilling håndplukker han statister fra mængden og flytter lidt rundt på dem. Sekunder før klaptræet smælder, opdager han, at en gentleman i baggrunden har glemt at fjerne sine briller fra næsen, og sender diskret sin assistent af sted for at rette fejlen.
En ægte Krøyer? For 120 år siden udstillede Carl Jacobsen sin enorme kunstsamling i disse sale, inden bryggersønnen flyttede klenodierne til det større Ny Carlsberg Glyptotek. Men denne ene dag i 2011 får kunsten atter lov at indtage konferencelokalerne i Carlsberg Museum. Filmens budget på 22 mio. kr. rækker dog ikke til ægte Krøyere i billedrammerne. Først når man stikker snuden helt tæt på de ophængte malerier, afsløres rasterstrukturen i reprotrykkene. Korridoren bugner af sminkeborde, spejle, kravatter, flipholdere, filthatte, skærf, vifter og lange handsker. Tøjet er lejet for klækkelige summer hos Cosprop i London, der specialiserer sig i autentiske periodekostumer. »Det ville være alt for dyrt at sy kjolerne selv og for tidskrævende at lave slitage på dem, så de ser tilpas gamle ud«, forklarer produktionens kostumier, Manon Blair Rasmussen. En hvid fjer topper skuespillerinden Lene Maria Christensens aristokratisk opsatte hår.

1/4

Men Rifbjerg savner kant og lufter en generel kritik af instruktøren Bille August, som han kalder en »god snedker«.

»At han vandt Guldpalmen i Cannes for Pelle Erobreren skyldes vel mere Max von Sydows indsats end hans egen«, lyder det blandt andet.

Kenter fortjener priser

På ét punkt kommer 'Marie Krøyer' dog op at flyve for Rifbjerg. Og det er i det øjeblik, at skuespilleren Tommy Kenter træder ind i rollen som sagfører, der skal takle forviklingerne omkring P.S. og Marie Krøyers skilsmisse.

Hans formidling af figuren får hele filmen til at løfte sig, mener Rifbjerg:

»Det, der bygger på kitsch, bliver med ét til kunst og de udmærkede skuespillere til kunstnere. Væk er de småfilosofiske hængerøvsbetragtninger om livets og æstetikkens væsen, ind kommer realiteterne dampende af god mad og vin og intelligens. At der venter en Bodil eller Robert, eller hvad kreaturerne hedder i garderoben, til Kenter for hans indsats som best supporting actor, burde være en selvfølge, skønt det er en hovedrolle, han spiller«.

Birgitte Kjær

fortsæt med at læse