Til snigpremiere: 'Kvinden i buret' er »spændende« og »hjertevarm«

Film. Nikolaj Lie Kaas har rollen som Carl Mørck i filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens bestseller.
Film. Nikolaj Lie Kaas har rollen som Carl Mørck i filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens bestseller.
Lyt til artiklen

Filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens bestseller 'Kvinden i buret', som får premiere i et stort antal biografer landet over i morgen torsdag 3. oktober, er en af de film, som der er størst forventninger til i år.

Nordisk Film, der distribuerer 'Kvinden i buret', forventer at sælge omkring 500.000 billetter til filmen inden jul. Det bliver der også brug for, i og med, at filmen, som har blandt andre Nikolaj Lie Kaas, svenske Fares Fares, Sonja Richter og Søren Pilmark på rollelisten, er en af de dyreste, der nogensinde er produceret herhjemme.

Men hvordan er den så, spændingsfilmen om Carl Mørck og Assad og Afdeling Q?

Det spurgte Politiken publikum, som tirsdag aften var til forpremiere på 'Kvinden i buret' i Grand i København, om.

»Jeg synes, det er en god film. Jeg har desværre ikke læst bogen, men min bedre halvdel har læst alle Jussi Adler-Olsens bøger, så det her var en god mulighed for at lære det at kende«, siger Hans Bang, en af de mange publikummer i den udsolgte sal.

Var filmen som du havde forventet?

»Der var ikke så meget, der overraskede mig. Jeg blev meget, meget fanget undervejs. Den var spændende, synes jeg«, siger Hans Bang videre.

Nikolaj Lie Kaas: »Carl Mørck er jo et patetisk, selvoptaget røvhul«

Spændende til sidst
Ved snigpremieren i Grand kunne publikum stille spørgsmål til Nikolaj Lie Kaas, der som bekendt spiller den martrede vicekriminalkommisær Carl Mørck, og filmens instruktør Mikkel Nørgaard.

En af dem, der var til stede i salen tirsdag aften, var skuespilleren Tommy Kenter, som greb mikrofonen og roste Nikolaj Lie Kaas for sit spil i 'Kvinden i buret'.

Efter filmvisningen lød de samme toner blandt resten af biografpublikummet.

»Jeg synes især, at Nikolaj Lie Kaas spillede rigtig godt. Jeg synes også, at historien holdt«, siger Susanne Jensen, som Politiken fangede foran Grand-biografen.

»Jeg har læst bogen, men jeg kunne ikke lige huske, hvordan den endte, så det var rigtig spændende til sidst her. Jeg tænkte ikke specielt over, at jeg havde læst bogen, mens jeg så filmen derinde. Det er en rigtig, rigtig god film, synes jeg«, siger Susanne Jensen.

Adler-Olsen og Aalbæk skændtes vildt om Nikolaj Lie Kaas

Rollen kræver sin mand
I alt har Nikolaj Lie Kaas skrevet kontrakt med Zentropa, der producerer filmen sammen med TV 2, på at han spiller Carl Mørck i indtil videre fire film. Om der kommer med flere film om Afdeling Q med Lie Kaas i hovedrollen er derfor usikkert.

Men efter reaktionerne foran Grand efter tirsdagens snigpremiere at dømme, så må Nikolaj Lie Kaas godt spille hovedrollen i de i alt ti filmatiseringer af Jussi Adler-Olsens bøger, der er lagt op til.

Informations filmekspert Christian Monggaard, der var vært ved visningen af 'Kvinden i buret', er også begejstret.

»Jeg har set filmen to gange nu. Den er skide god. Og den blev kun bedre, anden gang jeg så den. Jeg har ikke læst bogen, så det er måske en fordel«, siger Monggaard.

»Jeg synes, det er et plus, at filmen har en anden tone, end man er vant til at se. En varmere tone. Jeg synes især, at de to, makkerparret Carl Mørck og Assad, er spændende at følge. Der er noget hjertevarme, der er interessant. Og så er det fedt at se Lie Kaas som Carl Mørck. Det kræver sin mand at spille den rolle«, lyder det fra Informations filmekspert.

Danske stjerner går om bord i 'Fasandræberne'

Anders Hjort

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her