Interiør: Afdeling Q,
Zentropastudiet i Hvidovre ...
Eftermiddag 2013
En mørkhåret mand i slutningen af trediverne drejer om hjørnet i en støvet politikælder. Lysebrune papmapper med Rigspolitiets logo står tæt i kælderens endeløse rækker af arkivhylder.
Manden kigger hen ad gangen med et fjernt blik. Han smiler ikke. Tager i stedet sine hænder ud af den lange frakkes lommer og tænder en Marlboro light. Den tiende den dag.
Det dunkle rum lugter af savsmuld og slet ikke som en fugtig underetage af Politigården. Kigger man i hyldernes brune mapper, er de fulde af blanke hvide stykker papir. De brune murede vægge lyder hule, når man banker på dem. Manden er ikke alene.
En mystisk karakter
For den storrygende mand, der ikke smiler, er i virkeligheden filminstruktør Mikkel Nørgaard.
Væggene, han går rundt imellem, er bare en del af et studie bygget til den premiereaktuelle film ’Kvinden i buret’.
Der har aldrig ligget gamle, uopklarede sager i mapperne, ligesom der gør i Afdeling Q, hvor meget af handlingen udspiller sig i thriller-krimien.
Og så snart Politikens fotograf er færdig med at tage billederne, smiler Mikkel Nørgaard faktisk mere end gennemsnittet.
Den 39-årige instruktør er bare god til at træde ind i et visuelt, fiktivt univers og blive opslugt af stemningen. På fotografierne ligner han mere en mystisk karakter fra en krimi end den mand med hængerøvsbukser, der løber rundt fra sted til sted i Filmbyen i Hvidovre.
Sådan vil han også gerne have, at publikum har det, når de ser hans film, der har premiere i dag. Den første film, siden han lavede den succesfulde komedie ’Klovn – The Movie’ med Casper Christensen og Frank Hvam i hovedrollerne.
»Med ’Kvinden i buret’ vil jeg gerne skabe et rum, der suger publikum ind i et helt andet univers. Den der 1:1-oplevelse af virkeligheden er ikke det, jeg synes er interessant med den her film«, siger han.
Blodskudte øjne
Der er kort tid til, at Mikkel Nørgaard rejser til Tyskland for at begynde optagelserne til filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens anden krimi, 'Fasandræberne', i serien om kriminalkommissæren Carl Mørck, der havner i Afdeling Q for at opklare de sager, ingen andre vil røre ved.
Nørgaard er travlt optaget af at ordne nogle af alle de detaljer, der skal være på plads, inden kameraet kører og pengene fosser ud af budgettet.
I kostumeafdelingen er en ung skuespillerinde ved at prøve et par gigantiske kontaktlinser, der vil få hendes øjne til at se ud, som om hun har levet på gaden i 20 år.
Mikkel Nørgaard har med blyant tegnet et par blodskudte af slagsen på et A4-ark for at vise kontaktlinsemanden, hvordan han vil have det.
»I en thriller er det klart, at du skal have et plot og en struktur, der holder. Men i sidste ende handler det om, om publikum connecter med de karakterer, der er på lærredet, eller de ikke gør. Om følelserne er der. Og dér kigger vi på øjnene. Det er et af de vigtigste virkemidler, vi har«, siger han.
Mikkel Nørgaard er i det hele taget optaget af de filmiske virkemidler, som Carl Mørck-filmatiseringerne har givet ham mulighed for at give fuld skrue. Det er en af årsagerne til, at han valgte at lave en thriller efter at have lavet komedie i syv år.
»’Klovn’ var nærmest dokumentaristisk, realistisk fotograferet. Thrilleren er en genre, hvor du får lov til at bruge af den helt store filmiske værktøjskasse i forhold til lyssætning, billedbeskæring, musik, makeup og scenografi. Det var det, jeg havde lyst til med den her film. Lad os se, hvor ambitiøse vi kan være«.
Interiør: Et kontor,
Zentropa i Hvidovre ...
Formiddag 2013
I et lille kontor hænger en mandshøj opslagstavle. Røde stoftråde tegner et stråleformet mønster mellem klynger af billeder. Hver klynge har en overskrift. 'Hævnmotivet – bilulykken'. 'Straffen – trykkammeret'. 'Merete – hjem'. En yngre lyshåret kvinde går igen på billederne. En kvinde, der har været forsvundet i flere år.
Opslagstavlen i Mikkel Nørgaards kontor er hans kortlægning af den visuelle stil i 'Kvinden i buret'. Hvordan skal der se ud på Politigården? Hvilken årstid skal det være? Hvilke farver skal være gennemgående?
Der er billeder af de steder, hvor filmen udspiller sig. Politikeren Meretes hjem, inden hun kidnappes. Kommissær Mørcks hus. Politigården. Det hjem, hvor forbryderen voksede op. Men også fotos af efterårsblade, trækævler og rustrødt metal.
»Jeg ville gerne have et varmere udtryk, end der traditionelt har været i skandinavisk krimi. Et mere stofligt udtryk. Firkantet sagt har serier som 'Forbrydelsen' været præget af glas og stål. Her er alt i mursten. Meretes hjem, Politigården, hjemmet, hvor hendes lillebror bor. Der er noget med farverne, de er varme, og det er efterår. I scenografien har vi brugt ting, der er slidt, ting, man kan røre ved«, forklarer instruktøren.
LÆS ANMELDELSEN
Især Afdeling Q under Politigården har filmholdet brugt meget tid på at bygge i et studie her i Filmbyen i Hvidovre.
Den kommer til at være gennemgående i begge film og skal forestille en slags analog hule, hvor iPhones er bandlyst og Carl Mørck stadig bruger en gammeldags 80'er-trykknaptelefon i grålig plastik.
Den visuelle stil har været et kardinalpunkt i Mikkel Nørgaards forberedelse til filmen, der har taget næsten to år.
»Når vi optager, er vi et hold på 50-60 mand, der fylder en parkeringsplads med udstyr for at lave ét billede af en mand, der drikker en cola. Det er noget nyt i dansk film at tage billedet seriøst på den måde. Hele dogmetraditionen gjorde fantastisk meget for dansk film, men nu synes jeg, vi bør tage billedet tilbage. Det, synes jeg, er fedt med den her film. At vi tager den filmiske fortælling seriøst. Det er trods alt et visuelt medie«.
Interiør: Sminken hos Zentropa
i Hvidovre ... Morgen 2013
En ung kvindes fingerspidser stikker ud af et par slidte uldvanter. Hun har to forskellige slags sko på. Fire lag krøllet tøj for ikke at fryse. Hun kigger på sig selv i et spejl. Så tager hun jakken af.
Den unge kvinde er skuespilleren Danica Curcic, der skal spille Kimmie, en af hovedrollerne i 'Fasandræberne'. Mikkel Nørgaard diskuterer med filmens kostumier og productiondesigner, hvilken jakke der passer bedst til karakteren.
Kimmie skal ligne en, der bor på gaden. Men man skal stadig kunne se hendes ansigt på film, og hun skal kunne bevæge sig.
»Er den lidt for tung«, spørger instruktøren om en stor lilla dynejakke.
Danica Curcic prøver i stedet en lettere i grøn. Men den minder for meget om det tøj, hun har på i den sidste halvdel af filmen, hvor hendes karakter har undergået en mental forandring. Den skal man også kunne se i tøjet.
»Med filmens store roller, der er jeg med helt nede i detaljen«, siger Mikkel Nørgaard.
I 'Kvinden i buret' arbejdede han især meget med Sonja Richters figurs udseende og kostume. For at vise karakteren Meretes udvikling tog Sonja Richter 7 kilo på.
På den måde kunne hun se sund og rund ud i starten af filmen og blive mere og mere afpillet, efterhånden som hun bliver holdt fanget.
»Sonjas karakter var et helt kapitel for sig. Vi lavede hendes tøj i fire forskellige stadier af mørnet og brugte både sminke og protese for at få hende til at se ud, som om hun havde tabt sig«.
Interiør: En mennesketom lade,
Zentropas studie i Hvidovre ...
Eftermiddag 2013
Midt på gulvet står et ældgammelt, rustent trykkammer. Det ligner noget fra en anden tid. En kvindes navn står skrevet i støvet af kammerets lille runde glasrude. Kvinden i kammeret kigger ud ad vinduet. Først kan hun kun se mørket i laden. Men pludselig står han der. Lige foran ruden. Manden, der vil dræbe hende.
Mikkel Nørgaard står halvvejs oppe ad en trappe ved siden af trykkammeret. Han tænder igen en smøg, mens fotografen finder sit kamera frem. Fotografen opmuntrer ham.
»Ja, tænd endelig«, siger han.
Det er blevet en fotografisk kliché at tage billeder, hvor den portrætterede ryger smøger som en badass.
Men da fotografierne af Mikkel Nørgaard med en glødende cigaret i munden bliver tjekket, fungerer de. På trods af klicheen.
Sådan har Mikkel Nørgaard det også med krimigenrens uundgåelige klicheer.
Den dysfunktionelle, men geniale kriminalkommissær, der modarbejdes af ledelsen. Den oplyste rude, hvor morderen lige pludselig dukker op i synsfeltet og jager en skræk i livet på publikum. Den gode indvandrer, som redder helten til sidst.
De er alle sammen til stede i 'Kvinden i buret'. Mikkel Nørgaard griner, da jeg spørger, om man kan undgå dem i en krimi.
»Det er fandeme et godt spørgsmål. Det kan man ikke. Der er jo ikke andet end klicheer i genren. I krimithrilleren er der nogle regler, og dem kan du kun bryde, hvis du kender reglerne. Ellers kommer man til at skuffe sig selv og sit publikum. Det var jeg meget bevidst om. Uden at lyde dumsmart, så skal alt det der bare være i orden. Klicheerne skal være bunden, man bygger på«.
Især ét velkendt element skal man nagle.
»En krimi skal være spændende. Ellers er du fucked. Det er som at lave en komedie, hvor folk ikke griner. Er morderen der? Er han der ikke? Klarer de den – klarer de den ikke? Uhhhhhuuuhh. Den følelse skal publikum virkelig gerne sidde med. Gør de ikke det, så er jeg ikke lykkedes«.
fortsæt med at læse
