Alle sejl er sat til for at forvandle det storsælgende krimifænomen Jussi Adler-Olsens ’Kvinden i buret’ til en slagkraftig film.

I det store og hele synes jeg, det lykkes rigtig flot. Mikkel Nørgaard, som debuterede så succesfuldt med ’Klovn – The Movie’, har styr på alle facetter af den nærmest med højspænding ventede krimi.

LÆS OGSÅ Nikolaj Lie Kaas: »Carl Mørck er jo et patetisk, selvoptaget røvhul«

Nikolaj Arcel har sammen med Nørgaard defineret universet og givet det et snit og en stil, der kan bære igennem. Arcel har skrevet manuskriptet, og en mere kompetent formidler af genrefilmens regelsæt finder man næppe herhjemme. Eric Kress har fotograferet, og hvis det både skal være toplækkert og have kant, er Kress manden.

Musikken, komponeret af Johan Söderquist, balancerer på samme måde det effektfulde og det stilfuldt stemningsfulde, så man må lave et diskret skrabud af respekt for det udøvede håndværk.

Production value
Man har virkelig gjort sig umage for at kunne skabe denne Rolls-Royce-version af, hvad der i vore dage mest naturligt havde været en tv-krimi.

Eftersom der oven i købet i dén grad er lagt op til et filmseriemord i biografen, er der også brug for noget seriøs production value. Hvilket bliver leveret, uden at man risikerer at miste taget om stil og spænding ved at overdrive greb og effekter. De få actionscener er kortfattede og effektive. Skildringen af kvinden i buret nøjagtig så skræmmende klaustrofobisk, som det er nødvendigt.

Nikolaj Lie Kaas er skarp som den martrede og manisk stædige Carl Mørck med de såre beskedne sociale kompetencer. Her er en strømer med alle genrens klicheer kørt i stilling, og som alligevel snor sig uden om dem med Kaas’ knastørt doserede selvironi.

Svenske Fares Fares er et lige så karismatisk valg til rollen som Mørcks sidekick i Afdeling Q for hengemte sager, Assad – og kemien imellem de to er i top. Sonja Richter, Peter Plaugborg og Mikkel Boe Følsgaard sørger for, at niveauet holdes i de tre største biroller.

Potentiale i udlandet

Den klassiske krimifilm har i nogle år været en truet art.

Tv-serierne har næsten fuldstændig kuppet genren. Men måske Mørckfilmene kan bide skeer med tv netop ved at ligne en tv-serie med ekstra guf og kræs? Det er svært at forestille sig andet end en dansk succes på dansk grund, og med Adler-Olsens voksende internationale gennemslagskraft er der også potentiale i udlandet.

Paradoksalt nok kan filmens største svaghed set i det lys blive dens styrke. For begrænsningen ved ’Kvinden i buret’ er, at historien ret beset er en ganske ordinær krimi, der ikke på noget afgørende punkt skiller sig ud fra et hæderligt afsnit af ’Rejseholdet’. Et spændende og godt sammenskruet plot, jovist, men så heller ikke mere.

Både som fænomen og som beslægtet historie er det oplagt at sammenligne med ’Mænd der hader kvinder’. Carl Mørck er som politimand en god figur, men i ’Mænd der hader kvinder’ fik jeg en original, tidssvarende skikkelse i Lisbeth Salander.

LÆS OGSÅ Afdeling Q-instruktør: Filmen skal gøre sig fri af bogen

Jeg blev konfronteret med en større historie i form af fænomenet ’mænd der hader kvinder’ og fik til og med indblik i den større fortælling om den latente kryptofascisme i det svenske aristokrati.

’Kvinden i buret’ har ingen større historier. Det er bare endnu en krimi, der groft sagt ligner alle de andre fermt sammenskruede og maskinelt udtænkte historier om mentalt udfordrede strømere og opfindsomme psykopater. Men heldigvis knaldflot lavet.

fortsæt med at læse

Arcel vender hjem og laver Jussi Adler-film