Enige anmeldere: 'Before Midnight' er årets bedste film

Gensyn. I filmen 'Before Midnight' møder man for tredje gang hovedpersonerne Jesse og Celine, der spilles af Ethan Hawke og Julie Delphy
Gensyn. I filmen 'Before Midnight' møder man for tredje gang hovedpersonerne Jesse og Celine, der spilles af Ethan Hawke og Julie Delphy
Lyt til artiklen

Det er ikke tit, at anmelderkorpset er enige. Men det er næsten tilfældet med Richard Linklaters 'Before Midnight', der i dag har premiere i de danske biografer.

Filmen får topkarakterer i adskillige af de danske medier og er indtil videre årets bedst anmeldte film.

»Et mesterligt generationsportræt« skriver Berlingske, mens Politikens Kim Skotte i dagens avis giver det 108 minutter lange drama mærkatet 'mesterstykke'.

»Et unikt fænomen i filmhistorien. Kulminationen på et lille filmmirakel«, tilføjer anmelderen begejstret.

LÆS ANMELDELSE Konstant snakkende ’B’-film er et lille filmmirakel

Ni år siden sidste 'Before'-film
'Before Midnight' er instruktøren Richard Linklaters tredje film om Celine og Jesse. Hovedpersonerne spilles af Julie Delphy og Ethan Hawke, og man møder dem på deres ferie i Grækenland.

Der er sket meget siden sidste gang, biografgængerne gik til en 'Before'-film af Linklater. Instruktøren tager tråden op ni år efter 'Before Sunset', og filmens hovedpersoner er tydeligvis blevet ældre, ikke kun i filmen, men også i virkeligheden.

»De to unge, der mødtes for 18 år siden er blevet mindre smukke og idealistiske, men samtidig har de også fået den kant og dybde, som livet nu engang giver os alle«, skriver Avisen.dk.

På et døgn formår Linklater med 'Before Midnight' at præsentere ægteparrets verdenskendte romance, der er blevet afløst af parforholdets hårde realiteter med børn og et ægteskab, der syder under den græske sol.

Det kunne lyde som en kliché, men den amerikanske instruktør formår at gøre det Linklatersk.

»En usædvanlig filmisk bedrift. Fuld af følelsesmæssig intelligens, romantisk dybde og æstetisk elegance«, skriver filmmagasinet Ekko.

Speedsnakkende og præcis

Det tredje kapitel af Celine og Jesses kærlighedsepos beskrives af Avisen.dk som »verdens smukkeste kærlighedsfilm«.

De to hovedpersoner formår gennem en speedsnakkende dialog at italesætte blandt andet forskellen på mænd og kvinder med replikker, hvor BT's anmelder tilføjer at »ikke et komma sidder forkert«.

BT fortsætter:

»Det er en fantastisk rejse, der kulminerer i en lille, fuldendt filmperle med en berusende lethed i sin ligefremme stil og en kirurgisk præcision i sit komplekse indhold«.

Også Kristeligt Dagblad giver filmen seks ud af seks stjerner.

»Filmen er suveræn. Fremragende forløst, aldeles fortryllende og stærkt bevægende. Et lille mesterstykke«, skriver avisen.

Kristian Corfixen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her