Den amerikanske instruktør Richard Linklater har engang udtalt, at hans plan B til enhver tid er at lave en film om folk, der snakker en hel masse.
Så jeg siger bare gudskelov for plan B! Linklaters tre konstant snakkende ’B’-film ’Before Sunrise’, ’Before Sunset’ og ’Before Midnight’ er nemlig på så mange måder kommet til at udgøre et unikt fænomen i filmhistorien.
Linklater har i 1991 defineret en generation med ’Slacker’ og haft hits som ’School of Rock’, men det er ’Before’-trilogien, der løfter den tilbagelænede texaner over i filmhistorien.
Han har nu i tre film fulgt sine hovedpersoner Celine og Jesse spillet af Julie Delpy og Ethan Hawke. Man har lært dem at kende på en måde, som er enestående på film og heller ikke har sit sidestykke i tv-seriernes verden.
Ni års mellemrum
Linklater har på en helt usædvanlig måde med tiden fået tiden på sin side.
Med tre film, som med ni års mellemrum følger de samme to mennesker, som hver gang er blevet ni år ældre. Både på film og i virkeligheden.
Kun et enkelt, charmerende døgns kikhul får vi hver gang.
Det startede som et charmerende bekendtskab i 1995 med historien om en romance mellem en 21-årig amerikansk rygsækturist og en smuk og sofistikeret ung, fransk kvinde.
De mødes i Wien, er sammen nogle timer og skilles igen. Ni år senere mødes de igen i 2004.
LÆS ANMELDELSE
Minderne har man da ...Deres liv har bevæget sig i hver sin retning, men gløden er der stadig. 32-årige Jesse har aldrig glemt Celine. Deres korte, skæbnesvangre møde er blevet hans stof som forfatter.
Nu mødes de igen, da han er i Paris for at signere sin bestseller. En bog bygget på deres korte møde.
Et ægteskab i krise
Jesse og Celine blev for mange mennesker et ægte bekendtskab, og nu tager Linklater så tråden op igen ni år senere med ’Before Midnight’.
I mellemtiden er Jesse og Celine blevet gift. Prinsen har fået prinsessen, og sammen har de et par yndige tvillingepiger. Men alt er ikke lige yndigt og idyllisk.
Krisetegnene er der fra starten. ’Before Midnight’ hedder filmen, og er det ikke just ved midnatstide, at fortryllelsen i et eventyr bliver hævet?
Langt fra et romantisk eventyr
Handlingen er henlagt til Grækenland. Et smukt land, hvor filosofferne for 2.500 år siden opfordrede mennesket til at kende sig selv.
Nu er Grækenland så i dyb krise. Solen skinner, men krisen sætter dagsordenen. Og det kan være hårdt at lære sig selv bedre at kende.
’Before Midnight’ er en film, der minder om, at snakkefilm sagtens være vældig filmiske
I filmens første scene kører Jesse sin teenagesøn Hank til lufthavnen. Hank skal efter sommerferie med fars nye familie hjem til USA og leve sit liv.
Hjemme hos moderen, der hader Jesse af et et godt hjerte. Scenen mellem Jesse og den fåmælte Hank er uden mislyde. Mislydene er af en anden art.
De stammer fra den virkelighed, scenen beskriver. Som er langt fra at være et romantisk eventyr.
Kun i eventyrene havde man ingen problemer med delebørn, umulige samlivskabaler og nagende følelser af svigt og utilstrækkelighed i skilsmissers kølvand.
Rigtige, levende mennesker
Burde Jesse ikke være der for Hank lige præcis i disse teenageår? I stedet for at bo i Frankrig?
Da Jesse tillader sig at lufte sin tvivl, trækker der hurtigt sorte skyer op over, hvad der skulle have været den romantiske afslutning på den lille families seks uger lange ferie i det kriseramte græske paradis.
I de næste timer bliver de to temperamentsfulde elskendes parforhold dissekeret og vendt på vrangen. Ikke kun den sidste ferienats hyrdetime på et fint hotel er på spil.
Jesse og Celine udløser en varme i os, fordi de er figurer, der ikke bare er genkendelige, men føles som rigtige, levende mennesker.
At det opleves sådan, skyldes nok til dels, at Jesse for Richard Linklater er en projektion af ham selv. Der er et stærkt element af personlig håndskrift og dagbogsnotat over disse film.
Som Jesse får Linklater succes med sine fortællinger om Jesse og Celine. Samtidig bliver Jesse og Celines figurer og historie udviklet i et intimt samarbejde mellem Linklater, Hawke og Delpy.
En helt særlig magi
At Linklater på denne måde virkelig kan mønstre en helt særlig magi, kan man forvisse sig om ved at sammenligne med Julie Delpys to film ’2 dage i Paris’ og ’2 dage i New York’.
LÆS ANMELDELSE
Kun frankofile vil le højt ad tåkrummende New Yorker-humorHer har den indimellem ikke så lidt krukkede Delpy på mere komisk facon planket konceptet og instrueret sig selv i hovedrollen. Især i sidstnævnte med et temmelig meget mere pauvert resultat.
Så hvis man vil forberede sig lidt til ’Before Midnight’ – og det kan nok være klogt, hvis man helt vil fange stemningen og pointen i projektet – er det selvfølgelig ’Before Sunrise’ og ’Before Sunset’, man skal se eller gense.
Kulminationen på et lille filmmirakel
Unge par vil se ’Before Midnight’ om udfordringerne for det engang så ubetinget romantiske par og tænke: »Bliver det mon også sådan for os engang?«.
Lidt ældre par vil nikke genkendende til problemerne med at få romantik og travl hverdag som børnefamilie til at hænge sammen.
Jesse og Celine udløser en varme i os, fordi de er figurer, der ikke bare er genkendelige, men føles som rigtige, levende mennesker
Og vi lidt ældre parforholdsveteraner vil kunne se tilbage og puste ud med mild overbærenhed. Jovist, det var sådan, det var.
Den tidlige forelskelses frie rus og den langsomt voksende bevidsthed om udfordringer og glæder i de malende rutiner og det lange, seje træk.
’Before Midnight’ er kulminationen på et lille filmmirakel, der er vokset frem over tid og med tiden har antaget karakter af et snakkesaligt og konceptuelt stramt mesterstykke.
Det er ren snak for pengene. Både på den ene og den anden måde. Der bliver snakket igennem om forskellen på mænd og kvinder, så man nok både som mand og kvinde skiftevis må smile og dukke sig i filmens lige så få som lange scener.
Bedre med tiden
’Before Midnight’ er en film, der minder om, at snakkefilm sagtens være vældig filmiske. Ansigter er filmiske. Stemmer er filmiske. Faste indstillinger og uanmassende kameraføring er filmiske. Og så er Grækenland jo ret pænt – krise eller ej!
’Before’-filmene er noget så sjældent som en filmserie, der kun bliver bedre og bedre med tiden af den simple grund, at hver film lægger noget afgørende til de foregående.
De tager form, får både knubs og facon, af hinanden. Som i så mange af livets vigtige forhold.
Hvor det kan være svært at kende forskel på plan A og plan B .
fortsæt med at læse






























