Det var underligt nok, dengang Alan Parker med ’The Commitments’ svejsede sort soul og hvide, irske underdogs sammen i 1991, men nu har det filmhistoriske kapitel for sære sammensmeltninger fået en ny og noget vildere tilføjelse med ’Taqwacores’, hvor punk bliver podet med islam (det arabiske ’tagwa’ kan nogenlunde oversættes til ’gudsfrygtig’). Oprindelig er ’The Taqwacores’ en 2003-roman af Michael Muhammad Knight, om en fiktiv muslimsk punkscene, der har udviklet sig til en virkelig scene og genre i USA.
I en blanding af bogens fiktion og de faktiske bands, den inspirerede til, har Eyad Zahra skabt en faktionsfilm, der med rå billeder afspejler punkens gør det selv-ånd, men også taber sin historie på gulvet i æstetiseret konfrontationslyst. Karikeret og stivbenet Scenen er sat i et muslimsk kollektiv i Buffalo, N.Y. Den retskafne studerende og andengenerations-pakistanske indvandrer Yusef flytter – med Koranen inden for konstant rækkevidde – ind hos de rebelske muslimske punkere, der med burka og fredagsbøn overholder Koranens bud, mens de samtidig stanger hovedet mod samme. Den pæne Yusef bliver udfordret som marginaliseret blandt de marginaliserede og tvunget til at gentænke sit religiøse ståsted i verden, mens filmen nøler frem mod sit voldsomme koncertklimaks. Men det er også det hele.
