Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
fra optagelserne til filmen
Foto: fra optagelserne til filmen

gatsby. 50-årige Baz Luhrmann står bag 'Den Store Gatsby', som åbnede Cannes Film Festivalen tidligere på ugen. Filmen blev vist uden for konkurrence. På billedet ses den australske instruktør under optagelserne til filmen.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

DiCaprio: Baz Lurhmann er selv lidt af en Gatsby

Instruktøren flytter ind i sin fantasi. Og tager hele filmholdet med sig.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da instruktøren Baz Luhrmann i begyndelsen af dette årtusinde var færdig med filmen 'Moulin Rouge!', tog han på en kunstnerisk debriefing.

En tilbagevendende begivenhed, som han selv kalder en slags metadonprogram.

For det er umuligt bare at tage en kold tyrker, når man har udsat sig selv for en kunstnerisk eksplosion af flere års varighed. Man er nødt til at finde på et nyt eventyr – og helst et, der foregår i virkeligheden.

Så han steg om bord på toget i Beijing og lod Den Transsibiriske Jernbane fragte ham til Rusland.

Med i bagagen havde han amerikanske F. Scott Fitzgeralds romanklassiker 'Den store Gatsby' som lydbog.

I 1974 havde Baz Luhrmann set filmatiseringen af romanen med Robert Redford og Mia Farrow i Herons Creek i Australien, hvor hans far drev en benzinstation og – i en kortere periode – også en biograf.

Og 30 år senere, mens Sibirien styrtede forbi uden for vinduerne, hældte han vin i glasset, proppede bogen i ørerne og begyndte at lytte.

»Klokken var 4 om morgenen, før jeg endelig lagde mig til at sove«, fortæller han på Hotel Plaza i New York nogle dage inden den amerikanske premiere på hans filmatisering af 'Den store Gatsby'.

LÆS MERE

Dagen efter kunne han næsten ikke vente, til det igen blev aften, og han kunne trække sig tilbage til sin kupé, hælde endnu en flaske vin op og høre resten af bogen.

»Da den var slut, var jeg klar over, at jeg slet ikke havde vidst, hvad 'Den store Gatsby' var. Og at der lå en helt fantastisk film og ventede i den bog«.

Om det så er den, Baz Luhrmann har fået lavet, er de amerikanske kritikere ikke helt enige om. Og det er der måske ikke noget at sige til, når en australsk filminstruktør tager livtag med den roman, der over et par hundrede sider siges at rumme hele den amerikanske sjæl.

Og drysser konfetti, fyrværkeri og hiphop ud over det hele. Og filmer det i 3D. Under alle omstændigheder har han brugt fire år af sit liv og haft et budget på 127 millioner dollar til at realisere den.

Nogle mener, at less is more. Baz Luhrmann har det nærmest omvendt.

Det har altid været noget af et udstyrsstykke, når han kaster sig ud i et nyt projekt. Siden sin debut med dansefilmen ’Strictly Ballroom’ har han instrueret historiske dramaer, der visuelt og lydmæssigt føres op til nutiden.

Først nyfortolkningen af Shakespeares ’Romeo+Juliet’, der foregik i noget, han kaldte Verona Beach, med dunkende rockmusik i lydsporet, hvor Romeo (Leonardo DiCaprio) tog stoffer og skød med maskinpistol, men han og Julie (Claire Danes) fik lagt Shakespeares 400 år gamle replikker i munden.

ANMELDELSE (4 hjerter)

Så musikfilmen og kostumebraget ’Moulin Rouge!’, der foregår omkring 1900 og har Christina Aguilera, Pink, Missy Elliot og Madonna i lydsporet.

Og senest den knap tre timer lange hyldest til instruktørens hjemland, ’Australia’ fra 2008, der foregår på randen af Anden Verdenskrig, med Nicole Kidman og Hugh Jackman i hovedrollerne.

Baz Luhrmann holder øje med hver eneste lille beslutning, hvilket er fantastisk, fordi du føler, at han bekymrer sig lige så meget om din karakter, som du selv gør. Man har fornemmelsen af, at han drømmer om karaktererne om natten. Og han ankommer endda på settet om morgenen klædt som dem

Denne gang har Baz Luhrmann på lydsiden allieret sig med folk som rapperen og hiphopmusikeren Jay Z, Bryan Ferry, Beyoncé, Kanye West, Lana Del Rey og danske Coco O.

Al den tingeltangel, moderne musik og farvelade, der er Baz Luhrmanns flagrende signatur, har det amerikanske kritikerkorps det mildt sagt noget blandet med.

Også denne gang. Som The New Yorkers anmelder skriver om ’Den store Gatsby', der havde amerikansk premiere i sidste uge:

»Luhrmann er i mindre grad filmmager end musikvideoinstruktør med ubegrænsede ressourcer og en forbløffende mangel på smag«.

KIM SKOTTE

Oh, Daisy
Handlingen i F. Scott Fitzgeralds roman udspiller sig blandt de unge, de rige og de smukke i New Yorks brølende 1920'ere. Og blandt dem, der forsøger at hamle op med dem.

Eksempelvis Jay Gatsby, der kommer fra Midtvesten og gennem spritsmugling forsøger at svinge sig op på et materielt niveau, der kan friste hans tabte ungsdomskærlighed, Daisy.

Hun har nemlig giftet sig med den styrtende rige forhenværende sportsstjerne Tom Buchanan, mens Gatsby selv brugte et par år på at kom hjem fra Første Verdenskrig, skifte navn, lægge sin usle opvækst bag sig og skabe sig en formue i en fart.

Alt sammen i håbet om at få muligheden for at lægge de fejlslagne år bag sig og vinde Daisy med den dragende musik i stemmen.

Eller som Fitzgerald skriver: »Det var en af den slags stemmer som øret følger op og ned, som om hver replik er et arrangement af toner der aldrig mere vil blive spillet«.

Også historiens fortæller og Daisys fætter, Nick Carraway, er stukket af fra det sløve Midtvesten, har halvvejs opgivet drømmen om at blive forfatter og kommer til New York i 1922 for at sælge obligationer.

Aktiekursen er skyhøj, moralen i forfald, og dem, der har råd og tid, danser Charleston og drikker champagne natten lang. Nick Carraway har lejet et lille hus ved siden af Gatsbys palads i de nyriges paradis West Egg på Long Island.

Fra sin enorme grund kan Gatsby kigge over bugten til det noget mere fashionable East Egg, hvor en grøn lanterne fortæller ham, præcis hvor Daisy Buchanan hver aften lukker sine smukke, forkælede øjne.

POLITIKEN.DK I CANNES

Og på sin egen side af bugten holder han den ene kolossale fest efter den anden i håb om, at hun en dag får øje på ham.

Mange af de mennesker, der tager fra New York City til Long Island for at deltage i Gatsbys fester, har aldrig har mødt ham, men kun hørt historierne om ham.

Nogle mener, at han slet ikke eksisterer. Andre, at han var tysk spion under krigen. Eller at han engang har slået en mand ihjel.

Og da Gatsbys nabo Nick Carraway endelig modtager en invitation til en af de overdådige fester, han hidtil kun har kunnet følge gennem hækken, når han at feste det meste af aftenen, før han støder ind i værten. Bazzzz


Sådan er det også til søndagens pressearrangement på Plaza Hotel i New York.

Filminstruktøren selv lader vente på sig, men alle taler om »Baz«.

Eller »Bazzzz« som hans kone og filmens kostume- og production-designer, Cathrine Martin, udtaler sin mands navn.

Selv er hun et farvestrålende virvar af sølv og orange, store sorte briller og en hel masse smykker i lige så mange nuancer kastet om halsen og håndleddene.

Jeg har aldrig før spillet en rolle, hvor jeg skulle være smuk. Jeg vidste, at kostumerne ville være en stor del af det at bygge Daisy op. Og når du har smykker på for millioner af dollar, bevæger og føler du dig bare anderledes



Hun fortæller, at det vigtigste for hendes mand var, at filmen ikke viser et sentimentalt New York, men en by, der føles lige så moderne, som den gjorde for Fitzgerald selv og hans kone, Zelda, da de for snart et århundrede siden var en del af societylivet i byen på den amerikanske østkyst.

Og der er ingen tvivl om, at de medvirkende i filmen har følt sig inviteret til en lige så stor fest hos Baz Luhrmann som de fester, Jay Gatsby i sin tid inviterede hele New York til.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Han er en kæmpe eskapist«, sukker den australske skuespiller Isla Fisher, der spiller Tom Buchanans elskerinde, Myrtle Wilson, i filmen.

»Jeg elsker ham, og jeg elsker alle hans film og var desperat efter at blive en del af hans magiske, magiske verden. Jeg ville have sagt ja til at være stand-in for en eller anden – bare for at få lov at være med«.

Selv om hun ikke spiller en af filmens hovedroller, skulle Luhrmann stadig være til stede, hvis der skulle flyttes så meget som et hår i hendes paryk.

»Han holder øje med hver eneste lille beslutning, hvilket er fantastisk, fordi du føler, at han bekymrer sig lige så meget om din karakter, som du selv gør. Man har fornemmelsen af, at han drømmer om karaktererne om natten. Og han ankommer endda på settet om morgenen klædt som dem«.

Det er britiske Carey Mulligan, der spiller Daisy Buchanan.

Målet for Gatsbys drømme og håb, hvis livsvisdom rækker til at mene, at det bedste, en pige kan være her i verden, er »et smukt lille fjols«.

Hun er den næste af de medvirkende, der i nogle minutter besvarer spørgsmål i suiten på Plaza – stadig en anelse overvældet af Baz Luhrmanns ekstravagante univers.

Hun fortæller om de independent film på skrabede budgetter, hun tidligere har deltaget i. Og om at stige om bord i Baz Luhrmanns verden i Sydney, hvor der altid stod friske blomster i hendes garderobe, og hvor instruktøren selv hver dag kom og tog hende i hånden og fulgte hende over på settet til dagens optagelser.

»Der var virkelig den der gamle hollywoodfeeling over det. Alle tapeter var håndmalede. Når jeg trådte ind i en festscene, var der 400 mennesker klædt i tøj fra 20'erne og en rigtig swimmingpool. Det er bare en skala, jeg aldrig har oplevet før«, fortæller hun.

Og vel gav det noget til fornemmelsen af Daisy at smykke sig med kjoler fra Prada og diamanter fra Tiffany's. Som hun siger:

»Jeg har aldrig før spillet en rolle, hvor jeg skulle være smuk. Jeg vidste, at kostumerne ville være en stor del af det at bygge Daisy op. Og når du har smykker på for millioner af dollar, bevæger og føler du dig bare anderledes«.

Men ud over at kunne tiltrække midler til et filmprojekt med et budget på 127 millioner dollar kan Baz Luhrmann også noget andet, fortæller den britiske skuespiller.

Han kan få flere hundrede mennesker til at flippe ud på kommando. Bare giv ham fem minutter og en megafon.

For eksempel i den scene, hvor Tom Buchanan (Joel Edgerton) og hans elskerinde, Myrtle Wilson (Isla Fisher), holder en improviseret fest i deres hemmelige lejlighed i New York.

»Dagen efter spurgte jeg dem, hvordan det var gået«, siger Carey Mulligan.

»Det kunne de overhovedet ikke huske. Det var gået totalt amok. Han kan få folk helt op at køre. Og samtidig kan han instruere fem mennesker i en scene i en suite på Plaza, som om det var et teaterstykke«.

»Han er vidunderlig«, siger hun. Verdens bedste vært


En spinkel fyr med store søvnige øjne og en munter udstråling træder ind i rummet.

Det er Tobey McGuire, der både har spillet titelrollen i 'Spiderman' og Homer Wells i 'Æblemostreglementet'.

Når han i dag går rundt på de tæppebeklædte gange i The Presidential Suite på Plaza i New York, er det, fordi han spiller fortælleren Nick Carraway i 'Den store Gatsby'.

Og så er han i øvrigt også en af Leonardo DiCaprios gode venner. For 20 år siden var han til audition i forbindelse med en rolle i Luhrmanns 'Romeo+Julie'. Og lige siden har han gerne villet arbejde sammen med den australske instruktør.

»Det er den bedste oplevelse, jeg har haft til en audition, selv om jeg ikke fik rollen. Hos Baz kommer du ikke til overhøring i en tekst, han bruger sine auditions som en mulighed for at prøve sit materiale af og er taknemmelig for, at du kommer ind og prøver det igennem sammen med ham«, fortæller han.

Denne gang var han ikke til audition.

Han fik en opringning fra »Leo«, som han siger. Der fortalte, at Baz Luhrmann havde planer om at lave 'Den store Gatsby' »med ham som Gatsby og mig som Nick«.

Hvorefter de tre mødtes og talte i nogle timer om projektet. Og som han siger:

»Baz er den bedste vært i verden. Og så er han en fantastisk leder og god til at få folk til at arbejde sammen for at nå et fælles mål. Han er åben over for forslag og samtidig meget klar over, hvad hans vision er. Og så er han så elskelig og varm og really connected. Jeg elsker at være sammen med ham«. Det var uundgåeligt


Tobey McGuire skal videre.

Og mens den lille gruppe journalister fra hele verden strækker ben, sludrer og tjekker, at båndoptageren stadig kører, drejer en skikkelse ind i lokalet, rygende på en dampcigaret, der lyser lige så grønt som lanternen, der sladrer om, hvor Daisy Buchanan bor i 'Den store Gatsby'.

Baz er selv lidt af en Gatsby. Han er manifestationen af sine egne drømme. En unik kunstner, der har skabt en verden rundt om sig, der støtter ham. I sine film genskaber han altid de her verdener, som er en del af hans fantasi. Jeg har aldrig mødt en instruktør, der lægger mere energi og begejstring i sit arbejde, end han gør

Det er stadig ikke Bazzzz, men derimod ham, som Carey Mulligan for en halv times tid siden kaldte »the biggest moviestar on the planet«.

Med veltrimmet skæg og tilbagestrøget pandehår tager Leonardo DiCaprio plads ved bordet, lægger dampcigaretten fra sig, bøjer nakken fra side til side, inden han med en høj knasende lyd knækker fingre på begge hænder. Så er han klar.

Ligesom der for Gatsby kun er Daisy, kunne Baz Luhrmann heller ikke forestille sig andre end Leonardo DiCaprio i rollen som Gatsby, der kommer slentrende ud af den blå luft og køber et palads på Long Island.

Gatsby, der ifølge F. Scott Fitzgerald »smiler et af den slags sjældne, uendeligt beroligende smil som man måske møder fire-fem gange i sit liv«.

En drømmer, der ifølge romanens fortæller, Nick Carraway, havde en »usædvanlig evne for håb, en romantisk tilbøjelighed, som jeg aldrig har fundet hos nogen anden person, og som jeg sandsynligvis aldrig mere vil finde«.

Faktisk turde Baz Luhrmann slet ikke tænke den tanke til ende, at Leonardo DiCaprio kunne finde på at sige nej. Det var der så heller ikke på noget tidspunkt nogen reel fare for, for som DiCaprio selv siger:

»Det var uundgåeligt. I det øjeblik, han rakte mig romanen, vidste jeg, at jeg ikke ville komme til at sige nej. Du bliver bare fanget af den verden, som Baz Luhrmann er. Hans entusiasme og hans insisteren på at lave stor kunst er så smittende. Og hver eneste dag sammen med ham er fantastisk«.

Den ene hånds fingre får et lille efterknæk. Så tilføjer han:

»Baz er selv lidt af en Gatsby. Han er manifestationen af sine egne drømme. En unik kunstner, der har skabt en verden rundt om sig, der støtter ham. I sine film genskaber han altid de her verdener, som er en del af hans fantasi. Jeg har aldrig mødt en instruktør, der lægger mere energi og begejstring i sit arbejde, end han gør«, siger han.

Sådan er det nu. Og sådan var det, da Leonardo DiCaprio som 18-årig rejste til Australien for at aflægge prøve til Luhrmanns version af 'Romeo+Julie'.

»Baz er en meget dristig filminstruktør. Han laver ikke små enkle historier. Han lavede 'Romeo og Julie' i et helt nyt univers. Og denne gang har han så kastet sig ud i en filmatisering, der skal yde en af de største romaner nogensinde retfærdighed«.

Ifølge DiCaprio bruger Luhrmann gerne fire-seks år på at beslutte sig for et filmprojekt.

»Han trækker ligesom sig selv op i årevis, og så eksploderer han for fuld kraft og laver en film. Så falder han ned igen, tjekker, hvor han er i livet, hvad der nu skal inspirere ham, og går i skjul af sin familie. Og så pludselig springer han ud igen og bliver nødt til at lave en eller anden film. Det er hans natur og hans kraft. Og det er altid spændende, når han beslutter sig for noget. Folk ser det jo som en stor begivenhed, når de skal se en Baz Luhrmann-film«.

Selv læste DiCaprio 'Den store Gatsby', da han gik i highschool. Men følte sig slet ikke ramt af den som ung på samme måde, som han gjorde, da Baz Luhrmann bad ham genlæse den som voksen.

»Som ung forstod jeg slet ikke den store tragedie, som Jay Gatsby er. Han er jo en fortabt og besat person, der holder fast i det levn fra fortiden og det fatamorgana, Daisy er. Hun bliver en forhindring for hans ambition om at blive en stor mand. Han er nødt til at generobre hende, han er nødt til at eje hende og viske fortiden ud. Han er på mange måder en vildfaren person, der er besat af vrangforestillinger. Men han er også en evig drømmer, og det er det, Nick Carraway bliver fascineret af«, siger han og suger endnu en mundfuld damp i sig.

Vel havde han sine betænkeligheder. For alle har deres eget billede af Jay Gatsby og deres egen opfattelse af romanen.

»I aner ikke, hvor mange mennesker, der har sagt til mig undervejs, at det er deres absolutte yndlingsbog. Så vi dramatiserer noget, som folk allerede har et fast billede af i hovedet. Hvad angår historien og dialogen, holder vi os meget specifikt til romanen. Baz, Tobey og jeg indgik fra begyndelsen en slags pagt med hinanden om at være så tro mod romanen som overhovedet muligt og at prøve at fange essensen af, hvad der gør den bog så fantastisk«. Det moralske fordærv

DiCaprio bliver diskret fulgt ud af en mand i jakkesæt med noget lyttegrej i øret.

Vi venter lidt igen. Og så lidt mere. Så ankommer den store eskapist, manden med den magiske verden i skikkelse af en spinkel, gråhåret herre med venlige brune øjne og en lillefingerring på størrelse med Jay Gatsbys. Fitzgeralds roman er både en hyldest til den amerikanske drøm og et anklageskrift imod den, mener Luhrmann. Og noget af det, han holder mest af ved USA, er troen på muligheder. »Men drømmen kan også splintres som glas mod sten. For i USA, the land of the free, er der altid nogen, der er lidt mere frie end andre. Og der er altid nogen, der som Jay Gatsby må indse, at han aldrig bliver lukket ind i varmen – uanset hvad han gør eller siger«. Selv finder han det ikke spor sært, at det er en australier, der denne gang fortolker 'Den store Gatsby' på film. »Nogle mener, at romanen er en øst-vest-historie. Nick Carraway kommer fra Midtvesten til den dekadente østkyst. Hvis det er sandt, så kan du altså ikke komme ret meget mere vestpå fra New York end til Sydney i Australien. Og i den forstand føler jeg mig lidt som en Nick Carraway«, siger han. 'Den store Gatsby' foregår i sommeren 1922. Mens økonomien blomstrede om kap med ansvarsløsheden og optimismen. Og syv år før børskrakket gjorde en midlertidig ende på amerikanernes håb og drømme. »Jeg tror, Fitzgerald fornemmede det moralske fordærv, og at tingene ikke kunne blive ved med at bevæge sig opad, det kunne ikke fortsætte. For mig føltes det meget relevant i forhold til den globale finanskrise i 2008. Når jeg tænker på det nu, må det være det, der gjorde, at jeg følte, at jeg måtte lave 'Den store Gatsby' nu og på denne måde«, siger han.

Det har taget fire år at lave den her film. Det er et altopslugende arbejde, og nu er jeg så småt begyndt at blive mindet om, at der også findes en anden slags liv. Man går igennem sådan en proces på en meget, meget intens måde, og så slutter det. Jeg er meget glad for, at det er overstået. Og savner det en lille smule. Ligesom folk, der har deltaget i Vietnamkrigen

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce













LÆS OGSÅ Det første lange stykke tid brugte han og hans kone og kreative partner, Catherine Martins, på så minutiøs research, at de nærmest levede F. Scott Fitzgeralds liv i New York, som han selv udtrykker det. Beslutningen om at fusionere 20'ernes jazzmusik med moderne hiphop i filmens lydspor er – selv om det lyder en anelse paradoksalt – taget for at være så tro som muligt mod F. Scott Fitzgeralds romanforlæg. »Alle de beslutninger, jeg har truffet undervejes, har jeg truffet ud fra et ønske om at ramme essensen af romanen. Om noget var Fitzgerald modernist. Han tager afroamerikansk gademusik, jazz, ind i sin roman. Og popsange fra datidens hitliste. Jeg elsker jazz, men i dag er det klassisk musik. Fitzgerald levede i jazztiden, men vi lever en hiphoptid. Og det er meget vigtigt for mig, at publikum føler, at det er nutidigt og moderne, når de ser filmen. Ligesom folk havde det, da de læste romanen i 1925«. Nu er det overstået. Og formentlig snart tid til en debriefing.







For tiden har Baz Luhrmann det med egne ord, som om en krig er slut.

Da han var ung og skulle i gang med sin debutfilm, ’Strictly Ballroom’, sagde den australske instruktør Peter Weir til ham, at film er det tætteste, man kommer på krig. For, som han forklarede ham:

»Der er meget få ting tilbage på Jorden, hvor det stadig er en person, der træffer alle beslutningerne. At være filminstruktør er en af dem«.

»Det har taget fire år at lave den her film. Det er et altopslugende arbejde, og nu er jeg så småt begyndt at blive mindet om, at der også findes en anden slags liv. Man går igennem sådan en proces på en meget, meget intens måde, og så slutter det. Jeg er meget glad for, at det er overstået. Og savner det en lille smule«.

»Ligesom folk, der har deltaget i Vietnamkrigen«.

Han smiler. Og tilføjer:

»Ja, det er jo ikke for at overdramatisere, men på den anden side: Har I set mine film?«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden