Der er et før-’Oldboy’. Og et efter-’Oldboy’.
For koreansk film var året 2004 og premieren på ’Oldboy’, filmen som amerikanske Spike Lee nu har genindspillet, helt afgørende for den bølge af succes, Sydkorea har været dynamo for i det seneste tiår.
Dermed er 2004 også et brydningsår for asiatisk film, hvor Japan og Kina hidtil havde været toneangivende.
Og dermed må man sige, at ’Oldboy’ og året 2004 er et mærkeår i filmhistorien som sådan.
Amerikansk coleslaw
Instruktøren Park Chan-wook fik instruktørprisen i Cannes, Empire har listet ’Oldboy’ som den 18.-bedste ikkeengelsksprogede film i verden ud af 100.
Faktisk har ’Oldboy’ så meget såvel gade- som kritikerrespekt, at Spike Lees genindspilning har været imødeset med nogen frygt og bæven.
Som The Guardian skrev forleden i en artikel, der med gru imødeså, at Spike Lee nok ville ende med at ’oversætte’ den koreanske nationalspise kimchi til coleslaw: »Sydkorea deler grænse med et kommunistisk diktatur, der er sultent, bevæbnet til tænderne, og som konstant truer med atomkrig. USA har Canada. At bo i en varig tilstand af militær paranoia gør ting ved den sydkoreanske psyke, som vi slet ikke kan forestille os. Måske er det derfor, de jævnlig finder på disse rædselsvækkende skrækvisioner og handlingstvist. Det, der er hinsides vores vildeste fantasi, er ikke hinsides deres«.
LÆS ANMELDELSE
Amerikansk remake af 'Oldboy' er irriterende og overflødigLæg dertil, at Sydkorea har en ret skrap våbenlovgivning, så det kræver en god, beskidt og lurvet fantasi at finde på realistiske aflivningsmetoder i de hævndramaer, sydkoreansk film frembærer som sin vigtigste genre.
I ’Oldboy’, og det glemmer ingen, der har set den originale film, er en helt almindelig hammer et grumt mordvåben, ligesom vi igen bliver mindet om de latente rædsler ved at gå til tandlægen.
Den ikoniske blæksprutte
Scenen, de fleste henviser til fra Park Chan-wooks ’Oldboy’, er den, hvor vores antihelt – efter at være sluppet ud efter 15 års mystificerende indespærring – bliver ledt på sporet af en sushirestaurant, hvor han fortærer en blæksprutte.
Ikke bare en blæksprutte, men en levende blæksprutte. Og den er stor. Og mens Choi Min-sik, den mest genkendelige skuespiller i koreansk film, æder blæksprutten, vrider og vikler den sig rundt om hans mund og kinder, mens han tygger og synker.
I sandhed en scene, man har svært ved nogensinde at skyde fra sig.
Med ’Oldboy’ var Sydkorea for alvor ankommet i the big league. Siden er lande som Filippinerne og Thailand fulgt efter med lige så distinkte regionale filmtonefald, ligesom Japan, Kina og Hongkong har bibeholdt deres stærke positioner.
Indonesien er så småt på vej frem på verdenskortet som filmnation, og fælles for dem alle er – og det burde ikke være overraskende – at de er mindst lige så forskellige indbyrdes, som europæiske filmlande er.
Bryder alle regler
At ’Oldboy’ blev og vedbliver at være noget særligt, et referencepunkt, skyldes filmens enorme kompleksitet.
En mand kidnappes og spærres inde i en lejlighed i 15 år. Uden forklaring. Han slipper fri. Uden forklaring. Og verden omkring ham konspirerer og lokker ham på diverse svinkeærinder, der alle gør ham en lillebitte smule klogere på, at der er en mastermind bag det hele, der kontrollerer ham som en robot, og som systematisk styrer ham hen imod ... imod hvad?
Park Chan-wook er mildt sagt ikke bange for det tvetydige. Eller for det komplet uafklarede.
’Oldboy’ – den gamle – er en hævnactionthriller, men det er for billigt: Alt er på spil i den film, og tilskueren får en rusketur på alle niveauer, psykologisk, eksistentielt, æstetisk, og sidder stum tilbage.
Spike Lee vil have syv millioner kroner af dig til sin næste filmSådan er de, de koreanere, og som de seneste 10-15 år har demonstreret, er det er et land fyldt med filmisk talent og vovemod.
Instruktører som Park Chan-wook (’Oldboy’, ’Sympathy for Mister Vengeance’, ’Thirst’), Im Sang-soo (’The Housemaid’, ’The President’s Last Bang’), Kim Ki-duk (’Tomme huse’, ’Sommer, vinter, efterår, forår’), Kim Jee-woon (’A Bittersweet Life’, ’I Saw the Devil’) og Lee Chang-dong (’Poetry, ’Peppermint Candy’) er bare krymlet på toppen af glaseringen af desserten.
Noget, de alle har tilfælles, er deres foragt for begrænsninger, deriblandt de snusfornuftige regler for f.eks. genretroskab, der er et mantra i Hollywood, Valby, Berlin, Paris og andre steder.
Pivethed og mainstream
Ingen af dem stikker op for bollemælk, og er man sart og foretrækker at få sin vold præsenteret med sukker på og blot antydet i skyggernes mørke, skal man kigge andre steder hen.
Det forekommer utænkeligt, at Mainstreamhollywood skulle kunne smide sin pivethed over bord, også seksuelt.
I det storladne historiske epos ’A Frozen Flower’ forelsker en middelalderlig konge sig i sin – mandlige – livvagt, og de to har et lystent og kærlighedsfuldt forhold, der beskrives i så mange detaljer, som man kan på denne side af pornografilovgivningen.
Amerikansk instruktør-duel om sorte skuespillereDe to skuespillere er at ligne med Koreas Tom Cruise og Channing Tatum, men ingen – som i: ingen! – ville nogensinde byde os at se to folkekære skuespillere, hvis kommercielle succes i høj grad hviler på accept i bibelbæltet, tungekysse og det, der er ... well, værre.
Eksporteres til USA
I lighed med USA er Sydkorea et kulturkonservativt land, så i nogen grad burde kunst- og kulturprodukter måske kunne overføres fra det ene til det andet.
Koreanske filminstruktører, fordi de er så teknisk blændende og idérige, bliver i disse måneder og år eksporteret i stor stil til Hollywood, senest netop Park Chan-wook, hvis amerikanske ’Stoker’ dog ser langt mere aparte, endog eksotisk og unødigt kunstlet ud med stjerner som Nicole Kidman og Mia Wasikowska i hovedrollerne, end den havde gjort med et koreansk udspring.
Kan det lade sig gøre? Kan det sydkoreanske filmmirakel, der ikke viser tegn på afmatning, skyde frisk vand ind i organismen på Hollywood?
Eller vil ethvert ’eksotisk’ udtryk naturnødvendigt blive udtyndet og standardiseret, når det krydser Atlanten?
fortsæt med at læse
.jpg)
.jpg)
