En nat i 2008 blev Asadagha, hans søstre og deres forældre beskudt i deres hus af amerikanske soldater i helikoptere. Forældrene blev dræbt. Det var en fejl. Amerikanerne troede, der var terrorister i familiens hus.
Børnene har aldrig fået hverken undskyldning eller erstatning. Asadagha er et af de børn, som lever med krigens ar i det Afghanistan, Danmark trækker sig ud af i denne måned.
Asadagha er samtidig et af de fem børn, som den danske instruktør Jens Pedersen og hans afghanske medinstruktør Taj Mohammad Bakhtari portrætterer i fem dokumentarer a 16 minutters længde med fællestitlen ’Tro håb Afghanistan’. Alle fem sendes på DR Ultra fra i dag til og med på torsdag. Målgruppen er danske børn i samme aldersgruppe som 11-årige Asadagha og de andre 11-årige afghanske børn i filmen.
Livskraftige mælkebøttebørn
Danske børn vil på mange måder følelsesmæssigt kunne genkende sig i fortællingerne om Asadagha, Layla og de andre børn, fordi det ikke først og fremmest er film om fem 11-årige børn, som mange års krig har gjort til ofre uden håb. De er Kabuls livskraftige mælkebøttebørn, som trods krig, fattigdom og tab er »som en ø af fornuft eller en ø af håb« i Afghanistan, siger Jens Pedersen:
»Man retter sig uvilkårligt op, når man er sammen med de her børn. Når man oplever, hvem de er, og hvad de kan. Uden at man skal romantisere, hvordan de har det. Det er børn, som hele tiden skal orientere sig efter, hvordan andre har det, hvordan voksne har det. Det er børn, der for eksempel ikke har noget, der hedder legetid. Det er børn med skyggesider«.
Billedkunstner maler krigen uden smil og ansigtsudtrykJens Pedersen var i Afghanistan for at lave tv-indslag for Danmarks Radio, da han blev interesseret i børnene i Kabul. På et tidspunkt gik han hen til en gadeskole i byen for at snakke med nogle af de børn, han havde set sælge tyggegummi og chokolade i gaderne. Oprindelig ville han have brugt gadeskolen som en del af et tv-indslag for at vise, hvor dårligt børnene i Afghanistan har det. Men da han havde mødt dem, opstod ideen om en film:
»Jeg fandt ud af, at jeg havde det godt sammen med børnene, og at de er en slags fristed i det her land præget af konflikt. Børnene er fornuftige, mange af dem er udadvendte, og de svarer ikke blot på, hvordan de selv har det. De spørger også til, hvordan jeg har det, og er interesserede i, hvor jeg kommer fra«, siger Jens Pedersen, der sammenlagt har tilbragt cirka to en halv måned i Afghanistan for at kunne lave de fem film.
Også børnenes målrettethed betog ham:
»Jeg kunne se, at de var enormt fokuserede på det, de lavede. De børn skaffer penge til deres familier. Går de samtidig i skole, kan man mærke, at de er helt tilstedeværende i skolen. Jeg er forundret over dem og fascineret af den indre styrke, de har«.
Med mørke i hjertet
I modsætning til mange af sine jævnaldrende er Asadagh ikke så udadvendt. Filmen om ham har Jens Pedersen kaldt ’Asadaghas mørke hjerte’, og et sted i den fortæller den 11-årige dreng, at han ofte om natten tænker tilbage på dengang, hvor hans forældre blev dræbt.
»Når jeg tænker på den nat, bliver mit hjerte mørkt«, siger han i filmen og tilføjer lidt efter:
»Jeg beder Gud om hævn«.
Efter drabet på forældrene har Asadagha og hans søstre i fire år boet hos en onkel. I dagtimerne går drengen i bjergene og passer dyr. Nu vil onklen give deres værelse til en anden fra familien og smider derfor børnene ud fra den ene dag til den anden.
Krigens kompleksitet lammer danske kunstnere overfor AfghanistanDeres afdøde fars bedste ven tilbyder, at de i stedet kan bo hos ham. Da de har gjort det nogen tid, beder manden om en snak med Asadagha og lover drengen at hjælpe ham, som var han hans lillebror. På en betingelse: Asadagha skal glemme alt om at hævne sine forældre.
I mandens omsorg for Asadagha er der et håb for det sørgende og vrede barn. Filmen om Asadagha er en af de mest barske af de fem og måske tungere at se end filmen om 11-årige Layla, der er fast besluttet på at blive musiker.
Beslutsomme Layla
Fem år. I så lang tid har Layla i filmen ’Laylas melodi’ ikke set sin mor, og kun to gange i de år har moren ringet til hende.
Da Laylas far blev slået ihjel i bjergene i den landsby, hvor familien bor, sendte pigens onkel hende på børnehjem i Kabul. Hendes mor kunne ikke skaffe mad nok til hende.
Layla vil have en uddannelse og er meget dygtig i skolen. Både til det boglige og til at spille den musik, hun drømmer om at gøre til en karriere. I filmen melder hendes mor sin ankomst til børnehjemmet. Layla glæder sig til at se hende, men er også meget bekymret. For hvad er det, moren vil hende? Skal hun med hjem til landsbyen nu i stedet for at blive på børnehjemmet, hvor hun er meget glad for at være?
Hun ved, at hvis hun stadig var hjemme i landsbyen, ville hun allerede være gift og kunne se frem til at skulle adlyde en mand hele sit liv. Hun ved også, at de mange talebanere i landsbyen aldrig vil tillade, at hun bliver trommeslager. De er imod musik, fortæller hun.
TV 2 kickstarter Afghanistan-debat med Armadillo-filmDet viser sig, at moren er taget til Kabul både for at se, om Layla har det godt på børnehjemmet, og for at sige til hende, at hun skal studere hårdt og sørge for at blive til noget, så hun ikke bliver ligesom de voksne i landsbyen. Pigens lettelse er stor. Både hendes egen beslutsomhed og hendes mors støtte gør, at Jens Pedersen tror på en god fremtid for Layla:
»Hun er en 12-tals pige, der kommer til at klare sig fint. Jeg tror også, at Machgan i filmen ’Machgans stærke vilje’ kommer til at klare sig godt og få en uddannelse. Hun gør oprør mod sin labile far. Men der er stadig en risiko for, at han gifter hende bort. Han kan finde på hvad som helst«.
Også Machgan er 11 år gammel. Ligesom mange andre afghanske soldater er hendes far blevet narkoman under krigen. Nu styrer hans stofafhængighed familiens liv, og pigen må hjælpe til med at forsørge hans misbrug. Indtil hun en dag, som filmen viser, truer med at smide ham ud, hvis han ikke holder op med at tage stoffer.
Repræsentative børn
Under arbejdet med at lære børnene at kende, interviewe dem og filme dem var Machgan den eneste, som filmholdet måtte betale for at medvirke – på hendes fars forlangende. Narkomanen fandt ud af, at han kunne tjene til sit næste fix, hvis han fik nogle få dollar for hver gang, hans datter havde været på optagelse.
Afslutningsvis har alle børnene dog fået en gave i form af lidt penge. De har brug for dem, og deres situationer er, mener Jens Pedersen, ret repræsentative for de krigsramte børns levevilkår i Afghanistan:
»Der er også børn, som ikke har mærket meget til krigen. De børn går i skole og har forældre, der arbejder. Men rigtig mange børns liv er påvirket af krigen. En stor del af dem er internt fordrevne. De familier har svært ved at klare sig«.
Krigsessay af Sabroe: Hvad gør du det for, mand?Ifølge Jens Pedersen var der omkring seks millioner afghanske flygtninge i Iran og Pakistan i 2001, hvor det internationale samfund var af den opfattelse, at Taleban var fordrevet, så flygtninge roligt kunne vende hjem igen. Det så Iran og Pakistan som en mulighed for at hjemsende de afghanske flygtninge, siger Jens Pedersen:
»I dag er der måske omkring en million internt fordrevne flygtninge i Afghanistan. Det præcise tal kendes jo ikke. Men det er mange, som fra 2001 vendte hjem til områder, hvor der var ufred, fordi Taleban ikke var slået«.
Håndværkeren Faridullah
»Faridullahs familie er en af de internt fordrevne. Den kommer fra en lejr i Pakistan. Men jeg tror nu, at Faridullah nok skal klare sig. Jeg kan godt forestille mig ham som leder af en murstensfabrik. Selv om han ikke går i skole, så har han gode evner og også nogle menneskelige kvaliteter, der gør, at andre gerne vil lade sig lede af ham«, siger instruktøren om drengen, der har lavet mursten, siden han var seks år gammel.
Faktisk har Faridullah arbejdet for familien så længe, han kan huske. Som helt lille hentede han vand til de voksne, der laver mursten. Han drømmer om at gå i skole, men hans far skylder sin chef så mange penge, at Faridullah er nødt til at hjælpe med at afdrage gælden.
Faridullah i filmen ’Faridullahs fridag’ hænger i og siger på et tidspunkt noget, der egentlig er kendetegnende for børnene i alle fem film fra et land, hvor det er anderledes at være barn, end det er i Danmark:
»Jeg er træt af at være sej. Men jeg gør, hvad jeg kan«.
fortsæt med at læse
